30 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Det er hårdt, til gengæld virker det ikke

Det er hårdt, til gengæld virker det ikke

Lørdag, 11. juni, 2011, 12:06:55

Et kort blik på Grækenlands økonomi før og efter krisepakken viser det tydeligt. Nedskæringerne skærer dybt i velfærden, men økonomien bedres ikke af den grund.

Grækenland er kørt over af krisen, og landets råb om hjælp bliver besvaret med en euro-damptromle med Tysklands forbundskansler Angela Merkel bag rattet. Her udlagt af tegneren Carlos Latuff.

 

Den Røde Tråd af Karina Rohr Sørensen,  Folkebevægelsen mod EU og KP

Jean-Claude Trichet, det er nok ikke et navn, der vækker genkendelse hos ret mange – men ikke desto mindre en mand, der synes han skal være med til at bestemme, hvor meget der går ind på din konto hver måned.

Hvem er han? Hvad kommer det ham ved, hvilken løndannelse der er I Danmark? Hvilken finanspolitik der føres? Hvordan kagen fordeles? Og kan han overhovedet have nogen som helst indflydelse?

Jean-Claude Trichet er ikke en hr. hvem som helst. Som afgående direktør for den europæiske centralbank, er han en af dem, der i høj grad har været med til at sætte rammerne for eurozonens kriseplagede økonomi. Og trods mislykkede krisepakker, stigende arbejdsløshed og lav vækst tror han stadig, at svaret er mere, ikke mindre EU.

En mand, der har været den, der har signaleret hvornår renten skulle stige, og hvornår skruen har skullet strammes overfor lande som for eksempel Grækenland og Portugal.

Inflationens vagtmester

Hvis Trichet i en tale siger at ‘stærk agtpågivenhed er påkrævet’ , så kommer der en rentestigning måneden efter.

Den europæiske centralbank er på det seneste blevet meget bekymret for den stigende inflation og hæver renten for at undgå, at stigende energi- og fødevarepriser medfører kraftige løn- og prisstigninger andre steder i økonomien.

Inflation i euroområdet har være kraftigt stigende, og i april nåede den helt op på 2,8 procent. Det er det højeste niveau i mere end to år. Det forventes, at inflationen kan nå op over tre procent i løbet af sommeren. Det gør ondt i hjertet af eurozonen, hvor inflationsbekæmpelse anses for noget nær det vigtigste, og hvor smertegrænsen anses for at være på max. to procent.

For at bekæmpe inflationen hæver man renten, og det forventes, at dette kommer til at ske flere gange, så renten om et år er på to procent.

EU med -finansminister

Udover at øge renten slår han på tromme for at også andre midler tages i brug. Det handler om at give EU en stærk finansminister, og sikre at lønnen koordineres, så man ikke risikerer, at den stiger for meget. Tanker og ideer der passer lige ind med den europlus-pagt Danmark har tilsluttet sig. Den pagt andre eurofri lande står udenfor, men som Danmark er med i, i endnu et af politikernes forsøg på at lade som om vi er med i den euro befolkningen har sagt nej tak til.

En pagt, der handler om at forbedre konkurrenceevnen ved at lade befolkningerne – ikke eliten – betale. En pagt hvor målet er at styrke konkurrenceevnen, og hvor redskaberne er lavere løn, dårligere velfærd og højere tilbagetrækningsalder.

Når Jean–Claude peger på en stærk finansminister giver det måske ikke så meget mening for befolkningerne, der vil blive ramt af den centraliserede nedskæringspolitik. Det giver mest mening, hvis hensynet til at redde euroen står over stort set alt andet.

krisen og euroen

Euroen så måske spiselig ud for nogle før 2008, hvor krisen for alvor fik gennemslag? Før krisen kunne systemet indbyggede modsætninger til dels skjules af den generelle økonomiske optur. Men efter at krisen for alvor er slået igennem, har piben fået en anden lyd. Befolkningerne i Portugal og Grækenland, der har været på gaden i protest mod en fejlslagen økonomisk politik, siger det tydeligt. De protesterer mod at skulle betale prisen for systemfejlene, og det endda uden det hjælper.

Et kort blik på Grækenlands økonomi før og efter krisepakken viser det tydeligt. Nedskæringerne skærer dybt i velfærden, men økonomien bedres ikke af den grund.

Derfor er det trist for demokratiet, og trist for befolkningerne og velfærden når mænd som Jean-Claude er toneangivende i den økonomiske politik. Som den engelske Labour-leder, Ed Milliband, har sagt om forsøgene på at redde euroen og bekæmpe krisen med den slags midler: »Det gør ondt, til gengæld virker det ikke«!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. jun. 2011 - 12:06   30. aug. 2012 - 19:15

Kommentar