EU skal have et finansministerium, som har vetoret mod unionsskadelig national finanspolitik, foreslår EU’s centralbankchef. Det vil sætte utilfredse vælgere udenfor indflydelse.

EU’s afgående centralbankchef fremlægger her sine visioner om et EU-finansministerium, som kan nedlægge veto mod medlemsstaters »uansvarlige« økonomiske politik. Grundlaget for et sådant ministerium er allerede ved at blive lagt.

Euku/Wikimedia Commons

^Nyhedsanalyse _{af Helge Knudsen}

De sydeuropæiske landes gældskrise oven på finanskrisen truer med at få euroen til at bryde sammen indefra. Flere og flere økonomer forudser, at nogle af landene vil gå statsbankerot trods EU’s »redningspakker«

Det kan i sidste ende trække andre eurolande med sig. Det lå sandsynligvis i baghovedet af EU’s centralbankchef Jean-Claude Trichet, da han for nylig ved modtagelsen af en EU-pris kom med et forslag om at oprette et egentligt EU-finansministerium.

Dette finansministerium skal ifølge Trichet have ret til at nedlægge veto mod et eurolands finanspolitiske beslutninger, hvis ministeriet finder, at de vil skade unionen.

Trichets vision

Trichet understreger, at hans vision er en vision for »morgendagens union, eller måske endda for unionen dagen efter i morgen«. Men han opfordrer også til, at der i den nærmeste fremtid bliver lavet en mekanisme, så EU’s ministerråd, på baggrund af forslag fra EU-kommissionen i samarbejde med ECB, kan gribe direkte ind i et eurolands finanspolitik.

– Man kan for eksempel forestille sig, at EU’s myndigheder skal have ret til at nedlægge veto mod enkelte nationale økonomiske beslutninger. Indgrebet kan især omfatte initiativer, der kræver større offentlige udgifter og elementer, der er af afgørende betydning for landets konkurrenceevne, sagde Trichet i sin tale ved prisoverrækkelsen.

Væk fra vælgerne

Når EU ifølge Trichet ikke kan overlade det til eurolandenes  nationale parlamenter og regeringen at føre deres egen finanspolitik og økonomiske politik, hænger det selvfølgelig sammen med, at disse parlamenter og regeringer er under pres fra deres borgere.

Den almindelige græker, portugiser og spanier kan ikke se, hvorfor de skal betale for en finans- og gældskrise, der er skabt af finanskapitalens spekulation og deres regeringers velvillige deltagelse i finanskapitalens kasinoøkonomi. De folkelige protester i de tre lande er omfattende.

Ved at de afgørende beslutninger om nationale krisenedskæringer bliver lagt fuldstændig over i EU-regi, skærer man den direkte forbindelse mellem vælgere og beslutningstagere endeligt over.

Hvad det betyder, viser det seneste valg i Portugal, hvor det socialdemokratiske Socialistparti blev straffet af vælgerne for de nedskæringsplaner, der er betingelsen for Valutafondens, EU’s og dens Centralbanks såkaldte redningspakke på 589 milliarder kroner.

Valgets sejrherre blev centrumhøjrepartiet Socialdemokraterne, hvis leder straks efter valget lovede, at hans kommende regering vil »gøre alt, hvad der står i dens magt for at sikre, at Portugal ikke bliver en finansiel byrde for EU.«

Som en desillusioneret vælger sagde til en Reuters-korrespondent: »De, der vandt valget, får intet at skulle have sagt. Vi er nu i lommen på Bruxelles.«

Fra vision til virkelighed

Trichets vision er ikke kun en vision, men i stor udstrækning allerede ved at blive virkeliggjort. Dels gennem den såkaldte europluspagt, som den danske regering har skrevet under på med med fuld opbakning fra alle Folketingets unionstilhængerpartier. Dels i den »sixpack« af EU-love om økonomisk styring af EU-landene, som vil blive endeligt konfirmeret på EU-topmødet den 23.-24. juni.

Alle de danske unionstilhængerpartier har også sagt ja til  denne lovpakke, selv om den på sigt vil give EU- bemyndigelse til at straffe Danmark økonomisk, hvis vi ikke følger de økonomiske diktater fra Bruxelles

Før Eurolandene, Danmark og fem østeuropæiske EU-lande i marts underskrev europagten, blev den også kaldt »konkurrenceevnepagten« Det skyldes, at pagten forpligter underskriverne til konstant at forbedre deres landes konkurrenceevne, blandt andet ved at mindske udgifterne for virksomhedsejerne og holde lønningerne nede.

»Sixpack’en« – de seks lovforslag om økonomisk styring af EU-landene – handler meget om at holde de offentlige udgifter i ro.

Det svarer nøje til Trichets vision for morgendagens EU.