Kommunistisk Parti arbejder for en fredsbevægelse, som på en og samme tid er bred og slagkraftig. En bevægelse som respekterer mangfoldighed, og hvor politiske forskelle kan diskuteres, men aldrig står i vejen for kampen mod imperialistiske krige.

Illustration: Bjørn Gemzøe

Den ^Røde Tråd _{Af Benjamin Carl Egerod, medlem af Kommunistisk Parti}

Mange debattører har udråbt den 18. marts i år til at være et vendepunkt i dansk krigshistorie. Og der er da også flere årsager til, at dagen formentlig vil blive husket og diskuteret i de kommende år. Det var dagen, hvor et enigt Folketing sendte Danmark i krig – denne gang var det Libyen, der stod for skud.

Men det var også en historisk dag for Enhedslisten, da det var første gang i partiets historie, at dets folketingsmedlemmer stemte for dansk deltagelse i en militær intervention. Derfor vakte beslutningen også stor debat på venstrefløjen, og ikke mindst her i dagbladet Arbejderen er bølgerne gået højt.

En stækket fredsbevægelse

Men uden for den organiserede venstrefløj har mediebilledet og debatten som sådan været præget af en overraskende mangel på krigsmodstand kombineret med både afmagt og frustration. Fredsbevægelsen har ikke formået at gøre sig gældende i mediernes ensidige dækning, og demonstrationerne mod krigen har været smalle og manglet tilslutning.

Årsagen er mangesidig.

Den krigsførende koalitions propaganda om en såkaldt humanitær krig, som skulle sløre krigens virkelige årsag, gjorde sin virkning. Og naturligvis spillede det også ind, at fredsbevægelsen stod uden stemme i Folketinget for første gang efter parlamentarismens indførsel.

Resultatet var, at alternativet til krig aldrig blev synligt, og den eneste mulighed, der præsenterede sig for danskerne, var den såkaldte flyveforbudszone og de vedholdende NATO-bombardementer.

Krigsmodstanden blev stækket, mulighederne for at give bevægelsen den nødvendige bredde skrumpede ind, og udsigten til en udenomsparlamentarisk aktivitet, der reelt afspejlede modstanden i befolkningen, har været yderst begrænset.

Fælles krav om fred

Siden har den politiske situation ændret sig meget, og Enhedslisten har trukket sin støtte NATO’s bombekrig. I dag står en enig fredsbevægelse bag kravet om våbenhvile og et reelt forsøg på mægling mellem oprørerne og Gadaffi. Det er denne grundlæggende enighed, som Kommunistisk Parti mener, vi bør tage afsæt i.

Diskussionen om, hvorvidt det var rigtigt eller forkert at stole på, at USA ville intervenere til fordel for den libyske befolkning, må ikke længere skabe handlingslammelse og føre til passivitet. Vi må samle kræfterne for at opbygge den bredest mulige front, der støtter våbenhvile og mægling. Sådan skaber vi et folkeligt pres for at bringe den danske krigsdeltagelse til ophør.

NATO-landene har fra første færd saboteret alle forsøg på mægling og fuldstændig ignoreret FN's generalsekretær samt afrikanske og andre internationale ledere, når de har appelleret til at give forhandlingsløsningen en chance. I stedet lader man bomberne regne ned over beboelsesejendomme i Tripoli og erklærer i åbenlys disrespekt for FN’s resolutioner, at målet for interventionen er at fjerne Gadaffi. Og imens er leverancerne af olie fra Benghazi til det sultne europæiske marked blevet genoptaget.

 Fredsbevægelsens mål må være, at libyerne selv bestemmer deres lands fremtid – suverænt og uden indblanding fra andre stater. Det er umuligt, så længe NATO’s bomber falder. Kampen for frihed og demokrati i Libyen vil ikke kunne udvikle sig, så længe det er USA og EU, der sætter rammerne.

I årtier har stormagterne baseret deres dominans i Mellemøsten og Nordafrika på et tæt samarbejde med regionens tyranner – heriblandt Israel. De har opbygget deres mange militærbaser for at sikre adgangen til de rige oliekilder og holde folkene i ro. Imperialismens militære engagement har trukket et spor af ødelæggelse efter sig og har adskillige hundrede tusinde menneskeliv på samvittigheden.

Derfor må fredsbevægelsen lægge klar afstand til NATO’s krig. Derfor må vi rejse kravet om dansk tilbagetrækning med fornyet kraft. Enhed på det punkt er nøglen til at opbygge en bred og slagkraftig krigsmodstand.

Kommunistisk Parti

Kommunistisk Parti arbejder for en fredsbevægelse, som på en og samme tid er bred og slagkraftig. En bevægelse som respekterer mangfoldighed, og hvor politiske forskelle kan diskuteres, men aldrig må stå i vejen for kampen mod de imperialistiske krige.

Vi mener, at det først og fremmest er gennem enig kamp for fælles mål, at vi må basere enheden i krigsmodstanden.

Som parti har vi fremlagt vores egne analyser af situationen i verden. Vi arbejder for en fredsbevægelse, som vender sig imod NATO’s krig og bygger på et antiimperialistisk grundlag.