Fagbevægelsen har ført en flot og klar kampagne for efterlønnen. Det har lagt et klart og tydeligt pres på S og SF. Nu skal aktiviteterne forstærkes og det politiske pres fastholdes.

LO blæste til kamp for efterlønnen på et stormøde tidligere i år.

pn

Den ^røde tråd _{af Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk Parti}

Forhandlingerne om regeringens 2020-plan har fyldt medierne i ugevis. Det har på ingen måde været kønt at se på.
Margrethe Vestager og Pia Kjærsgaard har kæmpet som to linselus om vælgernes gunst og kameraernes opmærksomhed.

Hidtil er det Dansk Folkeparti, der som det eneste parti har brud sine løfter til vælgerne, præcist som man også gjorde det med forliget om dagpengeforringelserne.

Det parlamentariske spil er beskidt og principløst. Hvis Dansk Folkeparti levede op til sine egne løfter, blev der ikke en aftale om efterlønnen.

Tilsvarende kan man påpege, at hvis de Radikale ville forhindre nye lovpakker rettet mod indvandrere og flygtninge, kunne partiet blot afvise forhandlinger med VKO. Den absurde realitet er, at DF og R giver hinanden øget råderum og vælgertilslutning.

Taget som helhed er 2020-planen formodentligt det største angreb på den kollektive velfærd nogen sinde.
Selv om valget ikke er udskrevet, ligger det lige om hjørnet. Valget må ubetinget gøres til en folkeafstemning om efterlønnen.

Fasthold presset

Fagbevægelsen har ført en flot og klar kampagne for efterlønnen. Det har lagt et klart og tydeligt pres på S og SF. Sammen med Enhedslisten har de to partier afvist at deltage i forhandlingerne om yderligere forringelser af  efterlønnen. Nu skal aktiviteterne forstærkes og det politiske pres fastholdes.  

Kommunistisk Parti opfordrer S-SF og Enhedslisten til at stå fast. Rød blok må stå sammen i et forsvar af efterlønnen op til, under og efter et valg.   

De Radikales kamp mod efterlønnen kommer efter partiets støtte  til halveringen af dagpengeperioden. Det er velkendt radikal politik, som ikke kan overraske nogen. Det er et borgerligt parti, der fører borgerlig økonomisk politik. Derfor vil det være et dårligt signal, hvis en rød regering kommer til at omfatte radikale ministre.

Der skal kæmpes for at skaffe flertal for et kursskifte baseret på S-SF og Enhedslisten. Det kræver, at alle kræfter kastes ind i valgkampen for at sikre en rød valgsejr. Vi vil give vores bidrag til, at Enhedslisten får et godt valg for at trække regeringen så langt til venstre som muligt.

S-SF’s 2020-plan

I torsdags kom en bekymrende udmelding fra en række S-borgmestre i Politiken. De krævede, at Helle Thorning opgiver løfterne om efterlønnen og satser alt på at vinde regeringsmagten sammen med SF og R. Men det er ikke en plan for at vinde valget. Det er en plan for at forære blå blok fire år mere i regeringskontorerne.

Selv om kampen for efterlønnen bliver valgets hovedspørgsmål, er der også andre spørgsmål i spil. Fra den aktive del af fagbevægelsen er der rejst mange konkrete krav og fremlagt klare forventninger til en S-SF regering.

De spænder fra krav om en tilbagerulning af angrebene på de arbejdsløse til et stop for udsultningen af kommuner og regioner. De omfatter krav om skabelse af titusinder af arbejdspladser og nye tilbud om uddannelse og efteruddannelse. Med udsigten til at 17.000 arbejdsløse vil miste deres eksistensgrundlag om et år, efterlyses der også en klar tilkendegivelse af, at en ny regering ikke vil tillade at arbejdere, som er uforskyldt arbejdsløse, mister deres dagpenge.

I torsdags præsenterede S og SF endnu et element af deres forslag til en 2020-plan. Fra 2016 til 2020 vil S og SF sænke væksten i den offentlige sektor til 0,8 procent. Det er præcist den samme procentsats, som den borgerlige regering har fremlagt i 2020-planen. En så lav vækst vil uundgåeligt betyde, at der vil blive gennemført store besparelser på folkeskolen, ældreplejen, daginstitutionsområdet og på landets hospitaler.  

S og SF lægger således op til at gennemføre en politik for den offentlige sektor, der til forveksling ligner regeringens.

Den har de to partier - med rette – utallige gange kaldt en massakre på den kollektive velfærd.

Hvis man skærer indpakningen væk, betyder det, at forskellen mellem Rød og Blå blok nu kan reduceres til et slagsmål om 21 milliarder. Det er en dråbe i den samlede finanslov. Jo mere S og SF sælger ud af kravene, jo større er chancen – eller risikoen – for en borgerlig valgsejr.

S og SF afviser at rulle de ufinansierede skattelettelser tilbage, som den borgerlige regering har gennemført siden 2001. Alene dette ene initiativ vil kunne skabe overskud på de offentlige udgifter frem til 2020. Kombineret med en skattereform, som sikrer at monopolerne og erhvervslivet bidrager mere til fællesskabet, vil man kunne skabe økonomisk grundlag for at gennemføre det nødvendige kursskifte i Danmark, som det store flertal af befolkningen ønsker og håber på.

I sidste ende er det et spørgsmål, om S og SF vil vælge at være ansvarlig overfor den arbejderklasse, der kan levere stemmerne til et regeringsskifte, eller man er mere ansvarlig overfor anbefalingerne fra EU. Det understreger behovet for at forstærke presset for en ny politik.

Styrk aktiviteterne NU

Kampen for en ny politik må ikke dikteres af det parlamentariske spil og EU’s anbefalinger. Aktiviteterne må ikke nedtones af frygt for at rejse krav, som S og SF ikke vil opfylde efter valget.

Et helt grundlæggende problem i forhold til S og SF’s linje er, at partierne accepterer de økonomiske rammer som anbefales fra EU, senest med europagten. Det er det samme grundlag, som den borgerlige regering har.

Det er løfterne om at forsvare efterlønnen og sikre et politisk kursskifte, der kan skabe den politiske begejstring, der kan fjerne den borgerlige regering fra ministertaburetterne.

Det er den kommende tids mobilisering og aktivitet, der kan fælde Lars Løkke og Co. og forhindre, at VKO og R efter valget har flertal til at gennemføre deres arbejderfjendske angreb på efterlønnen.