Vi hørte, at det var vigtigt, ja faktisk afgørende, at være med i europagten... Men vi hørte også at pagten slet ikke binder nogen, at alt er frit.

Illustration: Bjørn Gemzøe

Den ^Røde Tråd _{af Karina Rohr Sørensen, medlem af landsledelsen i Folkebevægelsen mod EU og Kommunistisk Parti}

Konkurrenceevnepagt, europluspagt, stabilitetspagt… Uanset hvad den kaldes, er der tale om det samme, hardcore klassepolitik, hvor det handler om at befolkningerne skal betale for krisen.

Pagten – som Danmark har tilsluttet sig med bred enighed i Folketinget, hvor såvel regeringen som socialdemokrater, sf’ere og radikale har sagt ja – har mødt mere modstand i andre lande. Sverige, Storbritanien, Tjekkiet og Ungarn har valgt at stå udenfor. De ønsker ikke at indgå i årlige aftaler om at øge konkurrenceevnen. De har sagt nej tak til et rammekatalog, hvor der anvises alle mulige måder at skære ned på i den offentlige sektor, og de vil ikke være en del af en fælles nedskæringspolitik.

Sådan var det ikke her. På kun 12 dage hastede man beslutningen igennem, og det med argumenter der i nogen grad kan virke modstridende.

Vi hørte, at det var vigtigt, ja faktisk afgørende, at være med – selvom vi som land står udenfor den euro som pagten skal forsøge at redde. Vi hørte, at det handler om at føre en fælles ansvarlig politik, og få rettet op på økonomien. At hvis EU skal igennem krisen, er det nødvendigt at forbedre konkurrenceevnen, og at dette kræver et mere skærpet tilsyn med landenes økonomi.

Men vi hørte også at pagten slet ikke binder nogen, at alt er frit – politikerne må helt selv om, hvordan de løser udfordringerne, bare de løser den. Vi hørte, at der ikke var noget i den pagt, der er farligt, ingen tvungne nedskæringer, ingen sanktioner hvis vi ikke retter ind.

Det var mærkeligt

Man kommer let til at stille det undrende spørgsmål: Hvordan kan en pagt på en gang være så vigtig, så afgørende, så meget en løsning på euroen og eurolandenes kæmpestore udfordringer – og så samtidigt være fuldstændig ikke-bindende, en formålserklæring, en løs aftale mellem selvstændige lande med fælles mål om en sund økonomi?

Hvorfor – hvis nu der er tale om en relativ løs og åben formålserklæring – skulle der dette hastværk til? Hvordan kan det være at politikerne ikke kunne se behovet for en folkelig debat om, om danskerne egentligt har lyst til at få mere EU ind i den økonomiske politik? Hvordan kan det være, at de synes det er så vigtigt at tale om, at vi som land selv kan vælge redskaberne, mens målet med pagten, den politiske retning slet ikke er til debat? Hvad er den pagt egentligt for en størrelse, og hvilken betydning får den for dig, samfundet, velfærden, demokratiet?

Fra min vinkel

Set fra min vinkel er der slet ikke tvivl om, hvad målet er med pagten.

Pagten er vaskeægte, hardcore klassepolitik.

Når landene tilslutter sig pagten, siger de ja til at vejen ud af krisen er løntilbageholdenhed, særligt i det offentlige – men også på det private arbejdsmarked. De tilslutter sig ideen om, at det er arbejderklassen, der skal betale for krisen, ved at pensionsalderen øges, velfærden udhules, og der skæres i de offentlige ydelser. De takker ja til at aflevere planer for nedskæringer hvert eneste år, med mindre landene kan påvise at nedskæringer ikke er nødvendige. De indgår en musketer-ed, med indbygget gruppepres, således at lande der (af hensyn til beskæftigelsen, befolkningen….) ikke har skåret nok ned, kan presses til at tage de såkaldte »nødvendige skridt«. De tilslutter sig ideen om, at arbejderne allerede får en stor nok bid af samfundskagen, for i pagten er det slået fast at forholdet mellem løn og profit ikke må rykkes i den retning, at der bliver mere til løn og mindre til profit (her bemærker man, at det naturligvis er tilladt at rykke grænsen den anden vej, så profitten kan vokse på bekostning af lønnen).

At den borgerlige regering går ind for pagten er ikke en overraskelse – men hvorfor er den samlede fagbevægelse, og oppositionspartierne ikke med i kampen mod den? Herfra skal lyde en opfordring  … stil spørgsmål! Til de der bestemmer, til de der gerne vil bestemme, til din folketingskandidat ved det kommende valg. Så ved du også, hvordan du gør i morgen til en kampdag, for en ny regering, for en ny politik.