Fra dag ét tog Anders Fogh Rasmussen initiativer i NATO, hvor han lød som et ekko af Obama og Clinton i Washington, som »ikke udelukkede nogen muligheder« – heller ikke et militært angreb.

^Nyhedskommentar _{af Sven-Erik Simonsen}

Libyens folk må afgøre sin egen fremtid. Den vigtigste opgave lige nu i forhold til Libyen er at forhindre, at NATO griber militært ind. Det vil være en menneskelig og politisk katastrofe, hvis den blodige og ulykkelige situation i Libyen af Vesten bliver misbrugt til en militær aggression.

Og faren er overhængende.

Selv om antallet af dræbte og sårede stiger for hver dag kampene raser, så vil enhver form for indblanding fra NATO, EU og USA’s side kun kaste benzin på bålet og risikere at udløse et blodbad, som det vi kender fra Irak og Afghanistan.

Vi ved, at der ikke var udbredt social nød i Libyen, sådan som der er i Tunesien, Egypten og Yemen samt andre lande, som konflikten i Libyen fejlagtigt sammenlignes med.

På den anden side er der ingen tvivl om, at de store grupper i befolkningen, som deltager i oprøret mod Mohammar Gadaffis styre kæmper en kamp, som de selv står inde for.

Fisker i rørte vande

Den situation udnytter Vesten, der har ventet på en lejlighed til at fælde Gadaffi.

Det er de samme kræfter, som i årtier har understøttet og bragt Mellemøstens mange diktatorer til magten og set igennem fingre med blodig undertrykkelse og mangel på demokrati. De ønskede garanti for olieleverancer og for Israel. Da diktatorerne begyndte at falde satte USA og dets allierede sig i bevægelse – ikke for at støtte kampen for et ægte demokrati – men for at undgå at imperialisterne røg med i diktatorernes fald.

Næsten fra dag ét af oprøret i i Libyen tog Anders Fogh Rasmussen initiativer i NATO, hvor han lød som et ekko af Obama og Hillary Clinton i Washington, som »ikke udelukkede nogen muligheder« – og altså udtrykkeligt heller ikke et militært angreb.

Nu arbejder de med at skabe forudsætninger, som kan tage sig legitime ud. Sådan som de i sin tid gjorde med Irak.

De får hjælp fra enkelte proklamerede ledere af oprørsbevægelsen i Libyen. Disse beder Vesten om at oprette flyveforbudszoner og bombe udvalgte nøgleposter i Gadaffis apparat. Men langt de fleste libyere afviser udenlands indblanding!

Initativet fra Chávez

I denne spændte situation har Venezuelas præsident Hugo Chávez med støtte fra ALBA-landenes politiske råd taget et initiativ med henblik på at bilægge konflikten i Libyen med fredelige midler.

Mens vi véd, at NATO agerer for at sikre Vestens interesser og i den aktuelle situation blandt andet for at sikre adgang til Libyens værdifulde olie, så har Venezuela og de syv andre lande i Latinamerika, som er med i ALBA-samarbejdet, ingen interesser i Libyen, som mistænkeliggør dette initiativ.

Hugo Chávez foreslår, at der oprettes en »International humanitær kommission for at sikre Libyens fred og integritet«, og at en sådan kommission mægler i konflikten.

I den aktuelle situation er det ikke taget noget bedre initiativ, så det fortjener støtte.