Det, der for mig står helt klart, er, at USA’s regering ikke bekymrer sig det mindste for fred i Libyen, og det vil ikke tøve med at beordre NATO til at invadere dette rige land.

af Fidel Castro, Prensa Latina, den 21. februar.

Olie er blevet den vigtigste rigdom for de store amerikanske transnationale; gennem denne energikilde havde de et instrument, som i betydeligt omfang udvidede deres politiske magt i verden. Det er deres vigtigste våben, da de besluttede, at de nemt kunne likvidere den cubanske revolution ved at berøve os olie, så snart de første retfærdige og selvstændige love var vedtaget i Cuba.

Nutidens civilisation er bygget på denne energikilde. Venezuela er den nation i denne hemisfære, som har betalt den højeste pris. USA blev herre og mester over de enorme oliefelter, som moder natur havde skænket denne søsternation.

Ved afslutningen af den sidste verdenskrig begyndte man at udvinde større mængder af olie fra felterne i Iran, såvel som fra dem i Saudi-Arabien, Irak og de arabiske lande, der ligger omkring dem.

Disse blev de vigtigste leverandører. Verdens forbrug  er i stigende grad vokset til det utrolige antal af omkring 80 millioner tønder dagligt i dag, inklusive det, der bliver udvundet på USA’s territorium, hvortil der senere er blevet tilføjet gas, vand- og atomenergi. Indtil begyndelsen af det 20. århundrede var kul den grundlæggende kilde til energi, som havde muliggjort industriel udvikling, før milliarder af biler og maskiner, der anvender flydende brændstof, blev udviklet.

Svømmer i olie

Formøblingen af olie og gas er forbundet med en af de største tragedier, ikke mindst den senest bestemte, som menneskeslægten lider under: klimaforandringen.

Da vores revolution opstod, var Algeriet, Libyen og Egypten endnu ikke olieproducenter, og en stor del af Saudi-Arabiens, Iraks, Irans og De Forenede Arabiske Emiraters  oliereserver var stadig ikke opdaget.

I december 1951 blev Libyen det første afrikanske land, der opnåede sin uafhængighed efter Anden Verdenskrig. Og i løbet af krigen var Libyens territorium skueplads  for vigtige slag mellem tyske og britiske tropper, som tildelte berømthed og ære til generalerne Erwin Rommel og Bernard L. Montgomery.

95 procent af dets territorium udgøres helt af ørken. Teknologien førte til opdagelsen af vitale oliefelter med råolie af fortrinlig kvalitet, og produktionen er i dag er oppe på 1.800.000 tønder om dagen sammen med betydelige gasforekomster.

Disse rigdomme giver mulighed for en levealder på næsten 75 år og den højeste indkomst per indbygger i Afrika. Dets barske ørken befinder sig ovenpå en enorm sø af ferskvand, svarende til over tre gange Cubas areal, som har gjort det muligt at bygge et omfattende netværk af forsyningslinjer med frisk drikkevand, som strækker sig fra den ene ende af landet til den anden.

Libyen, der havde en million indbyggere, før det opnåede sin uafhængighed, har i dag over end seks millioner indbyggere. Den libyske  revolution fandt sted i september 1969.

Dens hovedfigur var Moammer al-Gaddafi, en soldat af beduin-oprindelse, som i sine unge uge år var inspireret af ideer fra Egyptens leder Gamal Abdel Nasser. Uden tvivl er mange af hans beslutninger knyttet til de forandringer, som blev skabt, da et svagt og korrupt monarki blev kastet på porten i Libyen, ganske som i Egypten.

Landets indbyggere har en ældgammel kriger-tradition. Det siges, at de gamle libyere var en del af Hannibals hær, da han stod foran ødelæggelsen af det gamle Rom med de tropper, der havde krydset Alperne.

Op og ned i nyhederne

Man kan være enig eller uenig med Gaddafi. Verden er blevet oversvømmet med alle former for nyheder, især ved hjælp af massemedierne. Man er nødt til at afvente den nødvendige tid for at finde ud af præcist, hvad der er sandt, og hvad der er løgn, eller om en blanding af begivenheder af enhver slags, som har fundet sted midt i kaos­set i Libyen.

Det, der for mig står helt klart, er, at USA’s regering ikke bekymrer sig det mindste for fred i Libyen, og det vil ikke tøve med at beordre NATO til at invadere dette rige land, måske er det et spørgsmål om timer eller nogle få dage.

De, der med perfide intentioner opfandt løgnen om, at Gaddafi var på vej til Venezuela, ganske som de i går søndag den 20. februar, og i dag mandag, fik i dag et passende svar fra Venezuelas udenrigsminister Nicolas Maduro, da han lige ud erklærede, at han ville ønske, at det libyske folk i udøvelsen af deres suverænitet ville finde en fredelig  løsning på deres vanskeligheder, som vil beskytte det libyske folks og nationens integritet uden imperialismens indblanding.

For min del, kan jeg ikke forestille mig, at den libyske leder ville forlade sit land og løbe fra sit ansvar, som nogle påstår. 

Et ærligt  menneske må  altid være imod enhver form for uretfærdighed, der begås imod ethvert menneske i verden, og det værste af alt nu vil være at forblive tavs overfor den forbrydelse, som NATO er ved at gøre sig klar til at begå imod det libyske folk.

Vi må fordømme det.

Mellemoverskrifter er indsat af redaktionen.

Teksten er en af Fidels Castros såkaldte reflektioner. Andre af hans reflektioner kan  læses på: cubaembassy.dk