Hvis EU fratager nogle lande stemmeretten, skal der et nyt grundlag til. Vi skal have en folkeafstemning om Lissabontraktaten version to, og vi skal vinde den afstemning.

Bjørn Gemzøe

af Karina Rohr Sørensen, medlem af styrelsen i Folkebevægelsen mod EU og Kommunistisk Parti.

Mens du sidder og læser denne avis er en flok EU-modstandere samlet til landsmøde i Århus.

Og de sidste to dage har en flok mere strømlinede politikere været samlet til topmøde i Bruxelles.

Temaet begge steder er Lissabontraktaten, og blikket er begge steder rettet mod fremtiden. Men målene er meget forskellige.

Hvor meget selvstændighed skal et land kunne have? Og hvad skal der ske hvis et land ikke retter ind? Det er centrale spørgsmål for en union, der efter den græske krisepakke ryster ved tanken om, hvordan det skal gå fremover.

Problemet for EU er, at den græske situation ikke er så særlig og ekstrem som den er blevet gjort til. Mange lande er på røven, mange lande har problemer der ligner de græske, mange har regnskaber der er uldne i kanten, og befolkninger der ikke vil acceptere at skulle betale for en krise, de ikke har skabt. Fremtiden er ikke just lys, hvis man er tilhænger af euroen, og tror på konvergenskriterier og stabilitetspagt.

Plan for at rette ind
Når man sidder i lort til halsen, skal man ikke hænge med hovedet, og man kan ikke beskylde EU for at være handlingslammet i situationen.

Tyskland og Frankrig, der om nogen dikterer hvad EU skal synes, er klar med en plan. Ikke en plan der kan få landene på fode igen, få folk i arbejde, få velfærden til at virke, få samfundene til at fungere. Men en plan der skal få landene til at rette ind.

Før topmødet var Tyskland og Frankrig klar med et udspil. De vil gøre det muligt at fjerne stemmeretten for EU-lande, hvis økonomi ikke er i orden.

Det er jo ingen ny ide, at de, der ikke har penge, ikke skal kunne stemme. I Danmark havde vi frem til grundlovsændringen i 1915 en såkaldt begrænset valgret, hvor man skulle være mand og gældfri for at have ret til at stemme. Dengang var det almindelige accepteret at de fem f’ere - fruentimmere, folkehold, forbrydere, fjolser og fattige – ikke skulle have afgørende indflydelse på samfundet.

I dagens Tyskland og Frankrig er tankegangen den samme. Hvis man ikke retter ind, skal man rammes af alverdens ulykker.

Godkendelse af finanslov
Allerede nu kan Eurolandene straffes økonomisk, men det er ikke nok. Der skal været mere kontrol, mere harmonisering, og mere fokus på sanktioner.

På dette område er der ingen slinger i valsen fra dansk side. Her er der – også hos S og SF – opbakning til, at Rådet og EU-kommissionen skal diskutere medlemslandenes finanslove, før de bliver behandlet i de nationale parlamenter. Noget der på alle måder cementerer, at vi ikke skal kunne handle som et selvstændigt land, men blot rette ind efter diktat fra Bruxelles.

Et gennemsyn – og deraf følgende tilretning – vil være et meget stærkt instrument til at ensrette landenes politik, og et kraftigt signal til politikerne om, at hensynet til euroen bør stå over hensynet til at tækkes de vælgere, der skal leve med finansloven.

Hvis disse forebyggende tiltag ikke er effektive nok, vil EU have mere magt til at true/skræmme/straffe landene til at rette ind. Her slår Lissabontraktaten ikke til. Ifølge den skal et land handle imod unionens værdier for at kunne miste stemmeretten. Og det at overtrække den nationale budgetkonto kan ikke rigtigt sidestilles med dette.

Der er ingen tvivl om, at de tysk/franske sanktioner aldrig ville kunne hjælpe et land i vanskeligheder på fode igen. Hvis du er fattig, bliver du ikke mindre fattig af at betale en bøde. Hvis du har problemer, løses de ikke af, at du fratages muligheden for at gøre din mening gældende.

Folkeafstemning
Spørgsmålet om at fratage lande stemmeret, hvis de er fattige, vækker heldigvis modstand. Her er der pludseligt flertal i Folketinget for, at et så drastisk skridt skal udløse en folkeafstemning. Selv statsministeren udtalte sig før topmødet kritisk (eller det der ligner kritisk) om forslaget:

– Det er bestemt ikke groet i vores have, og jeg støtter på ingen måde forslaget om, at et land skal kunne fratages sin stemmeret. Hvis et sådan forslag om at kunne fratage et land sin stemmeret - og som vi altså ikke støtter - skulle gennemføres, så ville det kræve en traktatændring, og så skal der være en regeringskonference og en enighed.

Det var statsministerens holdning før han tog til topmøde, og meget kan selvfølgeligt ændre sig, når han hører, hvad de store lande synes.

Men pointen er rigtigt nok. Hvis EU fratager nogle lande stemmeretten, skal der et nyt grundlag til. Hvis der skal nyt grundlag til, skal vi kræve at blive hørt. Vi skal have en folkeafstemning om Lissabontraktaten version to, og vi skal vinde den afstemning.

I Bruxelles vil man den kommende tid bruge energi på at finde en vej til at øge EU’s magt uden at befolkningerne blander sig. Vi vil bruge landsmødet i weekenden på at diskutere hvordan vi forhindrer det.