06 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ophørsudsalg på 10. år

Ophørsudsalg på 10. år

Tirsdag, 28. september, 2010, 10:57:51

For ti år siden stemte et flertal af danskerne for at bevare Danmarks ret til selvbestemmelse. Lige siden har et flertal i Folketinget sat selvbestemmelsen på udsalg i EU.

Ophørsudsalg på 10. år

af Mona Jensen

Et flertal i det danske Folketing holder nu på tiende år ophørsudsalg over den danske selvbestemmelse og kronen.

Lige siden et flertal af danskerne på 53,2 procent stemte nej til euroen den 28. september har folketingsflertallet ignoreret det nej, som vælgerne bekræftede denne september for tredje gang.

Den første gang var helt tilbage i 1992, da vælgerne den 2. juni sagde nej til Maa­stricht-traktaten, som indførte den økonomiske politik for og målsætningen om EU's egen valuta.

Det blev bekræftet året efter, da der blev stemt om det såkaldte nationale kompromis, der gav Danmark fire undtagelser for EU. Det var udover euroen, statsborgerskabet, det retlige og det militære område.

Danskerne sagde ja til selbestemmelse
Men danskerne sagde ikke blot nej til euroen som betalingsmiddel. Danskerne sagde først og fremmest ja til dansk selvbestemmelse.

Ja til, at den økonomiske politik ­– det vil sige penge- og rentepolitikken – i Danmark skal bestemmes af danske politikere i Folketinget og ikke af magteliten i Bruxelles.

Dermed har danskerne også sagt ja til, at social- og arbejdsmarkedspolitikken, uddannelspolitikken, sundhedsvæsen med mere bliver fastlagt i Danmark. For den økonomiske politik er så at sige grundlaget for alle de andre områder.

Og Danmarks social- og arbejdsmarkedspolitik har altid været en torn i øjet på Bruxelles. Efterlønnnen og dagpengesystemet er simpelthen for lukrativt, har EU-kommissionen altid ment.

Folketinget ignorerer folkeafstemning
Alligevel har et flertal i Folketinget besluttet at se bort fra folkeafstemningens kerneindhold. De har bundet den danske krone og dermed penge- og rentepolitikken til Bruxelles. 

Kronen skal ganske enkelt følge euroens vekselkurs og den rentemargin, som fastsættes af Den Europæiske Centralbank – lodret i strid med folkeafstemningens resultat.

Senest er ophørsudsalget på det nærmeste blevet til brandudsalg med regeringens nikken ja til de nye euroregler i de seneste måneder. Nu skal regeringen sende dansk økonomi og råskitsen til den kommende finanslov til eksamen i EU i starten af året - før den bliver fremlagt for Folketingets medlemmer. 

Derefter vil EU-toppen give sine anbefalinger til, hvorledes finansloven skal strikkes sammen for at efterkomme euro­modellens tre grundpiller - de såkaldte konvergenskrav: Underskuddet på statsbudgettet må ikke overskride tre procent af bruttonationalprodukttet, inflationen må ikke overskride 2,5 procent og statens samlede gæld må ikke overstige 60 procent af bruttonationalproduktet.

Flertallet i Folketinget ikke bare kunne, men burde i respekt for nej'et have afvist EU's eksamenskrav med henvisning til, at Danmark ikke er med i euroen. Det gjorde Storbritannien, der heller ikke er med i euroen. Den britiske regering forsvarede igen den nationale selvbestemmelse og blev undtaget for eksamenskravet.

DF og euroen
I Folketinget er der tre partier, der officielt siger nej til euroen.

Blandt dem er Enhedslisten det eneste parti, der konsekvent  fastholder nej’et fra 2000. Dansk Folkeparti er officielt modstander af euroen, men det er kun på skrømt.

For siden folkeafstemningen i 2000 har Pia Kjærsgaard & co været fast støtteparti for VK-regeringen, der har stået i spidsen for undermineringen af nej’et. At fastholde denne EU-glade regering ved magten har været langt vigtigere for DF end at forsvare den danske selvbestemmelse.

Den røde euro?
SF er det tredje parti, der fortsat er imod at sende euroen til folkeafstemning igen. Men også SF hører til på den forkerte side af stregen.

SF har længe erklæret, at det skam ikke er imod EU’s fælles valuta, hvis der blev ført en mere social økonomisk politik – altså en mere »rød euro«. Problemet er bare, at det er umuligt, for de politiske grundlag for euroen er alt andet end social – det rendyrket nyliberalisme. Og det ved SF-toppen udmærket.

Euroen er den eneste valuta i verden med en økonomisk politik, der er grundlovsfæstet. Konvergenskravene er simpelthen skrevet ind i Lissabon-traktaten og kan kun ændres, hvis samtlige 27 EU-lande støtter det.

SF har selv erklæret sin  fulde støtte til Lissabon-traktaten og stemte for den i Folketinget. SF’s ønske om den »røde« euro er rent spil for galleriet for at føre vælgerne bag lyset.

SF er med andre ord parat til at sælge dansk selvbestemmelse, når tiden er inde.

I dag kommer 80 procent af det, der vedtages i Folketinget fra EU i Bruxelles. Skal Danmark ikke totalt ende med  at være en delstat i Europas Forenede Stater, skal nej’et forsvares, og det kræver en hel anden politik, end den der bliver ført  i dag under VK og den, der måske bliver ført i morgen af S-SF.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. sep. 2010 - 10:57   30. aug. 2012 - 19:15

Kommentar