Med til kravet om en ny regering hører også kravet om en ny politik. Og hvis vi mener det med en ny politik, må vi forholde os til de udmeldinger oppositionen kommer med.

Valgkamp eller kamp for medlemmerne?

pn

At stille krav til oppositionen og konfrontere den med dens egen politik med til den kampagne, vi er i gang med nu.

af Thorkild Jansen, formand for Stilladsarbejdernes Landsklub. Medlem af fagligt udvalg i Kommunistisk Parti.

Den borgerlige regering fører i øjeblikket den brændte jords taktik. Man har set skriften på væggen, og tilbagetoget bruges nu til en kontant og konsekvent afregning med venner og fjender.

Vennerne fik deres med sidste års skattereform. Helt uden blusel valgte Lars Løkke & co. at give kæmpe skattelettelser til dem med de højeste indtægter. Statsministeren fik selv 77.000 kroner ud af reformen, mens dem med de laveste indtægter intet fik. Man gad ikke engang nedværdige sig til at pakke det ind i de sædvanlige floskler om reformer og social ansvarlighed.

Efterfølgende fik bagmændene i finansverdenen også deres. Bankpakke et og to  sikrede, at børsdrengene stadig havde midler at spekulere for. Der gik da heller ikke lang tid efter den sidste bankpakke, før økonomerne kunne melde ud, at nu var krisen drevet over.

Den slags store armbevægelser koster penge. Og når regeringen samtidig har valgt at binde landets økonomiske politik op på EU’s snævre og enøjede konvergenskrav til euro-landene, ja så skal regningen før eller siden betales.

Pengene hentes i vores lommer
Og var nogen i tvivl om, at vi har en arbejderklasse i Danmark og om hvem den mon er, ja så er det bare at kigge på hvem regeringen nu har sendt regningen til.

At de velstillede må vente lidt med at få topskatten fjernet, det kan vel næppe kaldes at spytte i fælleskassen?

Nej, det er alene i vores lommer, der skal hentes penge til at holde røven oppe på et system i krise!

Men det drejer sig ikke bare om penge det hele – der skal også afregnes med de gamle fjender. Den nye fradragsgrænse for det faglige kontingent er et klart udtryk for det. Den organiserede arbejderklasse i fagforeningerne skal også have et drag over nakken - og mon ikke der er mere i støbeskeen i den retning, inden Lars Løkke endelig smider håndklædet i ringen og udskriver valg?

Der er med andre ord rigtig hårdt brug for, at de protester som fagbevægelsen nu er ved at stille sig i spidsen for, holder ved og udvikles.

Spørgsmålet er så, om vi i fagbevægelsen nu kun skal føre valgkamp indtil Lars Løkke er sat på porten, eller om vi også fortsat skal føre faglig kamp for vores medlemmer? Nogen vil måske sige, at med den nuværende regering kommer det ud på et. Men så enkelt synes jeg ikke det er:

Den danske model
For at skære det ud i pap drejer det sig om, at jeg, hverken nu eller under den næste regering, synes det er rimeligt at arbejdsgivernes gamle overenskomstkrav til mere fleksibel arbejdstid, øget adgang til overarbejde med mere, pludseligt skal være vores udgangspunkt for de næste OK-forhandlinger i 2012.

Så længe jeg har arbejdsløse kolleger, arbejder jeg ikke 12 minutter mere om dagen, overarbejdsbetaling eller ej.

Ligeså lidt synes jeg det er rimeligt, at jeg midt i livet - godt slidt - må ty til at veksle et år af min efterlønsret for et års uddannelse, hvis jeg vil forsøge at skifte til noget mindre nedslidende. Akademikeren kan gå på efterløn når han vil, mens jeg - hvis jeg vælger at omskole mig - pænt må fortsætte til pensionsalderen med de skavanker, man som 3F’er - uanset branche - pådrager sig undervejs. Er det at redde efterlønnen?!?  Er det fair?

Begge dele er sakset fra S & SF’s Fair Løsning, og som sådan slemme nok. Endnu mere problematisk er perspektiverne i, at fuldstændigt centrale overenskomstspørgsmål som arbejdstid gøres til genstand for tre-parts-forhandlinger!

Hvor langt er vi så fra, at også vores lønstigninger skal forhandles direkte med regeringen ved bordenden af hensyn til at sikre landets konkurrenceevne? Hvad blev der af den danske model?

De spørgsmål skal fagbevægelsen turde forholde sig til. Med til kravet om en ny regering hører også kravet om en ny politik. Og hvis vi mener det med en ny politik, må vi forholde os til de udmeldinger, oppositionen kommer med – på godt og ondt. Vi må kræve, at nedskæringerne på dagpengene rulles tilbage af den kommende regering. Vi må kræve, at de holder snitterne fra vores overenskomster.

Det hører med til at kæmpe for vores medlemmer. Derfor hører det at stille krav til oppositionen og konfrontere den med dens egen politik med til den kampagne, vi er i gang med nu.