I USA koster 2000 kalorier om dagen 3,52 $, hvis det består af junkfood. Den sundeste mad, som Landbrugs-ministeriet anbefaler, koster 36,32 $ om dagen.
Det er en udbredt forklaring, at folk selv er skyld i at de er syge. De har spist for meget, røget og levet kropsdovne. Nogle har forkerte gener, eller de har simpelt hen været uheldige i livets lykkelotto. Men som liberalisterne siger, folk har deres frihed, og det skal vi ikke pille ved. Koste hvad det vil.
Hvis man ikke ved, hvad samfund er, og hvordan mennesker virker, så kan man måske godt finde på at sige den slags. For det er jo også enormt komplekst, hvordan mennesker og samfund fungerer i et integreret forhold.
Det er indlysende, at det ikke er sundt at drikke mængder af cola, spise bakker af dårlig leverpostej og ryge tyve smøger om dagen. I et vist omfang er det naturligvis et individuelt valg.
Social utryghed som årsag
For nylig var Thorkild I. A. Sørensen, professor ved Det Nationale Danske Fedmeforskningscenter, ude med riven. Han er i gang med et forskningsprojekt, som tager afsæt i, at social ulighed og en usikker situation fremmer fedme. Får vi mad i morgen?
I USA er 18 millioner husholdninger »food insecure«, som betyder, at de har en usikker mad situation. Det er hver syvende husstand. Halvdelen har en meget usikker situation. Den fejlslagne høst og den eksploderende spekulation i fødevarer, der købes og sælges af hedgefonde i hastigt tempo, presser priserne i vejret. Flere må stå af.
Et universitet i Washington har regnet ud, at i USA koster 2000 kalorier om dagen 3,52 $, hvis det består af junkfood. Den sundeste mad, som Landbrugsministeriet anbefaler, koster 36,32 $ om dagen. I gennemsnit bruger amerikanerne syv $ om dagen på mad. Folk med lave indkomster bruger fire $. Konsekvenserne er klare.
Sørensen mener, at den sociale og dernæst psykologiske utryghed fra hjernen sender signaler til den øvrige krop om at stimulere dannelsen af fedtvæv og fylde det med fedt som en energireserve. Så er der noget at stå imod med i en fremtidig usikker situation. Det er nok ikke hele forklaringen, men en god del af den.
Medicinalindustrien er formentlig i gang med at udvikle medikamenter, der blokerer hjernens depotopbyggende signaler. De bruger sikkert mindst ti milliarder til udvikling og andre ti milliarder til markedsføring.
En anden oplagt vej at gå ville være at fjerne uligheden i samfundet og sikre alle borgere en velsmagende og sund kost.
Profit eller sundhed
Herhjemme har vi masser af kampagner om, hvad vi må, ikke må og skal og hvad vi hver især skal huske: æbler, cykelhjelme, 14 genstande med videre. De individuelle kampagner strømmer ud af ministerierne og kommunerne.
En anden ny vind blæser. På Bornholm og flere andre steder i landet er nye kampagner på vej. De kalder projektet Sundhed- og Lokalsamfund. Denne gang med et lidt andet greb »strukturel forebyggelse«. Det går for eksempel ud på at flytte rund på varerne i Brugsen. Om bagved med de usunde ting, mens grøntsagerne sættes ned med 25 procent. Der er gratis adgang til al udøvelse af sport inklusiv svømmehallen.
Torben Jørgensen, der leder Forskningscenter for Sundhed og Forebyggelse, kalder det et fundamentalt skifte i sygdomsforebyggelse.
Jørgensen taler om de »sygdomsfremkaldende industrier«, der lever fedt på bekostning af folkesundheden. De bruger masser af milliarder til at reklamere for de produkter, som ministerier og kommuner bruger millioner af kroner på at advare imod.
Han vender sig mod liberalisterne, der påstår, at »strukturel forebyggelse« er et indgreb i den enkeltes frihed. Han mener, at frihed også er retten til at være fri for den sygdomsfremkaldende industri.
Samfundet er i centrum, men nok kun til en vis grad. Samfundstilgangen betyder også, at der er koblet forskere til projektet, og at borgerne er med til at bestemme indsatserne i projekterne og dermed forskningen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278