Det blå Frihedsfolk er gået til angrib på europæiske arbejderes rettigheder, bevæbnet med kniv og gaffel fra Vejlegården. Velbekomme!

Et spøgelse af stegt flæsk, persillesovs og et langt opstemt følge af blå politikere går gennem Danmark. De har fundet deres kald. Alle på én gang, som var de fanget af en rus, som de gerne vil dele med alle os andre. We shall overcome – Halleluja!

En frihedsbevægelse er opstået på Toldbodvej 13B i Vejle. Længe havde de skimtet op efter stjernen, og der stod den – over Vejlegården.

Venstrefolk, konservative og Liberal Alliancefolk yder alle sammen deres bidrag til bevægelsen. Af bar solidaritet gumler de sig gennem stabler af stegt flæsk og søber kander af persillesovs.

Havde de valgt en konflikt på en byggeplads, så havde de grebet betonbøren og kørt ud på de glatte planker. Nu er det tilfældigvis en restaurant. Sådan er det.

Som alle ved handler det om overenskomster som 3F mener de skal indgå. Kristelig Fagbevægelse mener, at det kan de gøre lige så godt. Frihedspolitikerne mener, at jo flere parter og overenskomster, jo bedre.

Det handler om to ting: De ansattes løn og arbejdsforhold og så en offensiv vendt mod alle europæiske arbejder i et hidtil uset omfang.

Arbejdets værdi

»På Vejlegården serveres der god dansk mad - ærlig mad - i rustikke omgivelser,« står der på deres hjemmeside.

Den galante med ledsager starter med en forret. Vi nupper en Carpaccio med hjemmebagt flutes. Hovedretten – vi flotter os – og tager en Rib Eye Steak der er skåret ud af kvæg fra Omaha og Nebraska, der er fodret med majs. Desserten er Gammeldags Æblekage som mormor lavede den. Vi nøjes med en skrabet rødvin - Nanci Carol Brut Cava - fra Spanien og noget vand til. Til gengæld er der cognac til kaffen. Vi runder lidt op, så der er lidt drikkepenge til tjeneren. 1.300 rustikke kroner

Hvis en af de ansatte til Vejlegårdens mindsteløn var den galante, vil dette tage ham/hende 20 arbejdstimer for at kunne betale regningen. Det er godt og vel to og en halv dags arbejde for et måltid på sin arbejdsplads.

Jeg synes ikke, de er overbetalt. Når de ansatte på Vejlegården med glæder har betalt deres skat til det ene samfund som vi har, så skal familiens økonomi dække stigende leveomkostninger. En aften på Vejlegården eller et lignende sted – uanset hvilken overenskomst – er ikke noget, de bruger ofte.

De ansatte vil en dag forstå, at den linje vil føre til sivende lønninger. Ordene, som pastor Adolph Lauritz Hansen sluttede af med på det stiftende møde af Kristelig Fagforening i Nørre Nissum i 1899, vil blive deres: »Bed og arbejd«!

Ud i et åbent slag?

Da Grækenland og Spanien fik sat tommelskruerne på af Bruxelles, Bonn og Washington var det en stor plan, der var under udførelse. Hvor meget kan de holde til? Det var første spørgsmål. Det andet var, hvordan kan vi gøre det til en generel løsning på den økonomi- og udviklingskrise, som næsten alle europæiske lande er sat i?

Der er konstrueret et økonomisk spil med bundne logikker, som regeringerne følger – også vores. Først fik vi de ansvarlige minus-overenskomster, så kom tre-partsforhandlingerne, som blev afblæst. Så kom Hjort Fredriksens melding om tre-part – aldrig mere. Og nu frihedsbevægelsen fra Toldbodvej 13B.

Dansk Arbejdsgiverforening er ikke begejstret. De konstaterede i foråret, at antallet af tabte arbejdsdage på grund af strejker ikke har været lavere i 20 år. Faktisk en sjettedel af 1991. De klamrer sig til den danske model. Men frihedspartierne fører os ud i et åbent slag. Det er et strategisk valg som forbereder de næste års kriser, hvor vi hidtil har været i relativt smult vande.

Overføres alle beslutninger til regeringen, bliver dialogen med centralmagten nemmere. De giver anledning til nogle essentielle spørgsmål om organisering og, om hvad fagbevægelsens roller skal være.