Sådan laver man et system, hvor mester og ansat får fælles interesse i at skjule ulykker og arbejdsbetinget fravær.

Skærveknuseren

af Kjeld Stenum

Nylig skete der indenfor fem dage fire dødsulykker på danske byggepladser. Generelt er ulykkesfrekvensen indenfor branchen på vej op. Men i betragtning af at der i det forløbne halve år kun er sket seks dødsulykker i alt, har det været voldsomt blodige fem døgn. To af ulykkerne var faldulykker, og to skyldtes nedstyrtede materialer. Begge slags ulykker skyldes typisk forceret tempo.

Faldulykker sker normalt ikke, hvor man giver sig tid til at overholde sikkerhedsforskrifter og udvise agtpågivenhed, og slet ikke med dødelig udgang. Nedstyrtende materialer kan skyldes hændelige uheld, men der sker afgjort færre af den slags ulykker på pladser, hvor man giver sig tid til at rydde op, end hvor alting roder.

Byggeriets andel af arbejdsulykker er voldsom stor og voksende i forhold til de fleste andre erhverv. I 2010 var der således 2854 anmeldte arbejdsulykker indenfor byggebranchen. I forhold til året før er det en stigning på 26 procent, mens samlet antal arbejdsulykker i Danmark falder.

Og så skal man bemærke sig, at vi taler om anmeldte ulykker. For man regner med, at kun omkring en fjerdedel af skete arbejdsulykker anmeldes, og af alvorlige arbejdsulykker kun cirka halvdelen. Det er der mange grunde til.

Én af grundene er, at mens det i mange år havde været sådan, at kun firmaerne blev draget juridisk til ansvar for ulykkerne, blev det for få år siden muligt også at pålægge den enkelte ansatte bøde, hvis vedkommende kunne hænges op på en bevidst overtrædelse af sikkerhedsforskrifterne.

Da der er sikkerhedsforskrifter for mangt og meget, og den enkelte ansatte også har andre ting at tage hensyn til, for eksempel at arbejdet som regel udføres under voldsomt forcerede tidsplaner, og man helst vil undgå at arbejde over hver weekend, sker det, at der bliver taget lettere på påbudte sikkerhedsforanstaltninger. Og for ikke at risikere anklager om bevidste overtrædelser reagerer mange med at være uvillige til at anmelde det, hvis de pådrager sig skader.

Samtidig er det blevet almindeligt, at en lav ulykkesfrekvens er blandt de ting, der giver points, når der afholdes licitationer, og derfor undertiden kan være det afgørende for, om et firma får et arbejde eller ej. Sådan laver man et system, der gør firmaerne interesserede i at præsentere pæne tal. Og sådan laver man et system, hvor mester og ansat får fælles interesse i at skjule ulykker og arbejdsbetinget fravær.

Vi er ikke lige gode anmeldere. Generelt er kvinder en smule bedre til at anmelde end mænd, og ældre bedre end de unge. At kvinder er lidt bedre end mænd kan være kulturbetinget. Men måske har det også indflydelse, at størstedelen af de arbejdspladser, hvor der per tradition er kortest til fyresedlen, som for eksempel byggepladser, er typiske mandearbejdspladser. Den korte vej til fyresedlen bliver næppe længere, hvis man er meget emsig med at anmelde ulykker.

Truslen om en fyreseddel er nok også den vigtigste del af forklaringen på, at ældre over 45 år er cirka dobbelt så gode til at sørge for, at få tingene anmeldt, som unge på 16-20 år. Som 45-årig sidder man i reglen fastere i sadlen, end de helt unge gør. Selvfølgelig spiller det også ind, at unge ofte er ringere oplyst, og at mange unge måske opfatter det som flovt og som symptom på, at man ikke magter jobbet, hvis man kommer galt af sted, og derfor skal det skjules.

I byggebranchen går de som nævnt markant den forkerte vej med anmeldte ulykker, modsat det øvrige arbejdsmarked. Det kan der være mange forklaringer på, og én af dem er utvivlsomt, at kravene om forcering af tidsplanerne bestemt ikke bliver slækket fra bygherrernes side i disse år, hvor det er nemt at få entreprenørerne til at bides mere hidsigt om det udbudte arbejde.

En anden del af forklaringen er desværre nok, at byggeriet er én af de brancher, der er allerhårdest ramt af mere eller mindre illegal import af arbejdskraft udefra, især fra de nye østeuropæiske EU-medlemslande. Det fører ikke kun til løndumping, mindst lige så alvorlig er den forringelse af arbejdsmiljøet, der følger af det.

Eksempelvis er halvdelen af de seks dødsulykker, der indtil nu har ramt danske byggepladser i år, gået ud over polakker, ligesom arbejdstilsynet utvivlsomt også kan berette om flere undladelser af ulykkesanmeldelse og flere påtaler ved uanmeldte kontrolbesøg hos polske underentreprenører end i danske firmaer.

Man hører tit, at de ringere forhold skyldes, at polakker er mere ligeglade end os danskere. Jeg tror, det er lidt en bekvem myte. Jeg tror, de skyldes mange ting. De skyldes dårlig kommunikation mellem dansk tilsyn og byggeledelse og polske sjak, dårligere tilrettelæggelse, dårlig oplysning om danske regler. Og de skyldes først og fremmest den uorganiserede og undertiden ligefrem illegale måde, østeuropæerne kommer hertil på.

Har du ikke papirerne 100 procent i orden, er du 100 procent i lommen på din mester. Og så er du parat til hvad som helst og skyr offentlighed, bare for at beholde dit arbejde. Sådan vænnes danskerne, som skal konkurrere med dem, til også at finde sig i hvad som helst. Og sådan nedbryder man danske beton’eres faglige stolthed!

Jeg har tilbragt vist i omegnen af 10.000 arbejdsdage på danske byggepladser. Jeg oplevede mangt og meget: Jordskred, tabte kranhejs, en tabt tres tons tung ståltank, kraner der væltede, be­tonelementer der kom ud af kontrol og væltede… Jeg nåede aldrig at opleve en dødsulykke, endsige en alvorlig personskade. Hvor mange af dem, der starter i dag, kan sige det om fyrre år? Skal jeg sige: Jeg har levet mit arbejdsliv i en god tid? Lucky me!