Ofte bliver kerneproletaren sat til at producere ren undertrykkelse.

Skærveknuseren

af Kjeld Stenum

SF har fået voldsom identitetskrise af at komme i regering. Der er mange, der synes, at det slet ikke er et rødt parti længere. Den berømte Søvndal-effekt er blevet til en Johanne-effekt, og vælgerne flygter i hobetal over til Enhedslisten. Velfortjent, synes jeg, i hvert fald indtil videre.

Men SF slås for sin røde identitet. Det kan godt være, at Enhedslisten, der jo ikke skal løfte noget regeringsansvar for landets samlede økonomi, er i en bedre position til stille ansvarsfrie overbuds­krav på vegne af alle mulige svage i samfundet, siger de gustne teoretiske eminencer i SF. Men det at være rød er ikke at satse på pjalteproletarerne og de andre tabere. Det er at satse på dem, der bærer samfundet på deres skuldre, arbejderklassens mest produktive og vellønnede kernetropper.

De skal have skattelettelser, siger man i SF, det motiverer folk til at arbejde meget og tjene mange penge, og det er godt både for vores økonomi og for SF’s profil som rødt parti. Eller i hvert fald arbejderparti. Eller i hvert fald nogle arbejderes parti. Kort sagt, man famler efter kernevælgere at appellere til. Men hvad har skattelettelser til de højestlønnede arbejdere nu med rød politik at gøre?

Jo. I de klassiske socialistiske og kommunistiske teorier tildeltes arbejderklassen en særlig rolle for revolutionen og det nye samfunds opbygning. Grunden til det var, at de kapitalistiske samfunds udvikling syntes at bekræfte Marx’ forudsigelse af en stedse mere gennemtrængende opdeling af samfundene i en kapitalistisk udbytterklasse og et udbyttet proletariat.

Socialismens faktiske udvikling i det tyvende århundrede gjorde billedet en kende mere komplekst: Revolutionen udeblev i de mest udviklede kapitalistiske lande. Og bønderne kom til at spille en betydelig rolle i de vigtigste af de lande, hvor den blev gennemført, Rusland og i endnu højere grad Kina. Denne rent faktiske udvikling gav derfor rum blandt dem, der ønskede et alternativ til kapitalismen, for en fornyet diskussion af arbejderklassens rolle i revolutionen.

Og den diskussion spændte vidt. I halvfjerdserne, dengang jeg fik min kommunistiske børneopdragelse, spændte den fra dem, der mente, at arbejderne i de fremmeste kapitalistiske lande med høje lønninger var bestukket så meget af kapitalisterne, at de var med til at udbytte udviklingslandene og derfor ikke længere ønskede revolution. Og til det helt modsatte synspunkt, at de revolutionære bevægelser i for ringe grad var ledt af ægte arbejdere, helst det industrielle kerneproletariat, og derfor ud­artede til akademiske diskussionsklubber uden evne til at indtage de korrekte klassestandpunkter.

Denne sidste variant af teorien blev af dens kritikere kaldt arbejderisme.

Nu synes jeg ikke, at denne såkaldte arbejderisme var bare forkert. Når jeg tænker tilbage på venstrefløjen dengang, var den meget præget af Karl Marx’ popularitet på universiteterne. Og det gav i de fleste af dens grupperinger et andet diskussionsmiljø end det, arbejdere traditionelt socialiseres til.

Eller sagt på en anden måde: De mest veltalende fik mest at sige. Arbejdere fik som regel aldrig et ben til jorden, og blandt dem, der fik, gjorde de fleste det kun ved at lade sig akademisere selv. Venstrefløjen udviklede kun sekter og blev aldrig virkelig arbejderbevægelse. På den baggrund kunne positiv særbehandling af arbejdere nok være et relevant tiltag. Ligesom positiv særbehandling af kvinder somme tider kan være det.

Hvis der skal kæmpes om magten i samfundet, er det naturligvis også afgørende, at de, der virkelig kan stille en modmagt op ved at lamme det mest centrale af produktionen, er parate til at gøre det. Og i den sammenhæng er appeller til folk på overførselsindkomster jo desværre nok ikke meget bevendt.

Så hvis man vil lave en slagkraftig bevægelse for et andet samfund, bør det, arbejderisterne kaldte kerneproletariatet, efter min mening også have en central rolle. Det er så muligt, vi i dag må udvide begrebet, så det også omfatter dele af de ofte veluddannede folk, der tager vare på den meget intensive produktion i de ny højteknologiske fag.

Men alt det er en diskussion om strategier og taktikker og har ikke meget med det politiske indhold at gøre. Og man bliver i hvert fald ikke rød af at fedte for dem blandt arbejderne, der i forvejen er mest privilegerede. Det ligner mere et forsøg på at bestikke dem til at være mindre kritiske overfor nedskæringssamfundet, som det er.

At være rød er, som allerede salig Lenin fandt ud af det, dengang han kæmpede for en revolution i Rusland, ikke blot at ville kæmpe for sine klassemæssige særinteresser, men at kæmpe imod al udbytning og undertrykkelse. Den revolutionære arbejder ønsker at tage ansvar for hele samfundets udvikling. Så ønsker man i dag at være rød, må man også besvære sig med at kæmpe for dem, vores hæsblæsende produktionsræs spytter fra sig som ubrugeligt affald. For vel er de ikke produktionens kernetropper, men de er i allerhøjeste grad undertrykte.

Og produktionens kernetropper producerer i dag endnu mindre end på Lenins tid udelukkende samfundsnytte. Ofte bliver kerneproletaren sat til at producere ren undertrykkelse. Lader man sig så bestikke til at stå sammen med kapitalisterne, eller vælger man at solidarisere sig med de udskudte? Selv kerneproletarer har i allerhøjeste grad brug for andre at stå sammen med, hvis den rette kurs skal holdes.

Men for SF handlede det nok mindre om at holde den rette kurs, end om at støve den røde profil af. Desværre viste det sig så, at det kun var støvet, der var rødt. Profilen, der kom til syne indenunder, havde en helt anden farve.