Forbrugsevnen bliver mindre og ikke større af, at man giver sig til at investere i øget produktion…

Skærveknuseren

af Kjeld Stenum

I den politiske debat har der bredt sig en opfattelse af, at skellet mellem et progressivt og et reaktionært svar på krisen går mellem dem, der vil investere og producere sig ud af den, og dem, der vil spare sig ud af den.

Vores regering blev valgt på at gå ind for det første, og den forrige regering blev fældet på at gå ind for det andet. I praksis har der så vist sig ikke at være den store forskel, både vores nuværende »røde« regering og den forrige »blå« regering har valgt at bøje sig lydigt for EU og søger at komme de trængte kapitalister til undsætning gennem besparelser på især offentlig velfærd.

Desto mere befæstede bliver mange progressive sjæle i den overbevisning, at skellet mellem et progressivt og et reaktionært svar på krisen går som nævnt ovenover. Det gode røde svar på krisen er altså stadigvæk, at vi skal investere og producere os ud af den. Det handler bare om, at vores regering, når det kom til stykket, har valgt slet ikke at være rød, men blå ligesom den forrige. Sådan som EU også forlanger, den skal være.

Sådan er den politiske debat så dejlig enkel. Plankeværket står, hvor det står. Og det er en god ting. For giver nogen sig til at flytte rundt med det, kan det være svært at finde ud af, på hvilken side folk egentlig befinder sig.

Men er det nu så enkelt? Hvis det er, kan vi røde i hvert fald godt aflægge den pessimistiske tone. For så har vi en mægtig allieret, nemlig lederen af verdens største nationale økonomi og verdens stærkeste militære magt, selveste den amerikanske præsident Obama. Nylig meldte han sig på banen som en af kritikerne af den europæiske sparevej ud af krisen.

Vi europæere er selv til dels skyld i, at vi sidder så hårdt i suppedasen, mente præsidenten for USA’s mægtige økono­mi, der altså også sidder temmelig slemt i suppedasen, men som faktisk har fået skabt og bevaret nogle job i den seneste tid gennem offentlige investeringer i betrængte industrielle sektorer, blandt andet den forhen så mægtige amerikanske bilindustri. Sådan burde man også satse på investeringer i job, og ikke bare på offentlige besparelser i Europa, mente Obama, og de bemærkninger var tydeligt og tilsigtet en kritik af EU’s finanspagt.

USA’s præsident, rød og progressiv? Ja ja. Godt nok har jeg for mit vedkommende fundet ham en kende mindre usympatisk end den skydegale cowboyder, som han afløste. Men at det land, som er verdenskapitalismens militære garant, ligefrem skulle have fået en rød og progressiv præsident, nej, den køber jeg altså ikke.

Så vi må nok til det. Det med at se på, om vi har fået plankeværket anbragt det rigtige sted i den standende debat. Og det tror jeg ikke, vi har. Jo, det er da rigtigt, en del af vores problemer er, at der er for lidt efterspørgsel på vores arbejdskraft.

Derfor er det svært for os at sikre os tilstrækkelig stor lønindkomst til at bære såvel offentlig velfærd som det private forbrug, der i sidste ende skal holde industriernes hjul i gang. Så hvis der lader sig skabe flere job, som øger efterspørgslen på os og gør det lettere for os at stille lønkrav, vil det da hjælpe os. Midlertidigt.

Men sagen er, at hvis man skaber og bevarer job gennem den ene eller den anden form for offentlige investeringer i job, går de midler, man investerer, uundgåeligt fra andre former for offentligt forbrug. Forbrugsevnen bliver mindre og ikke større af, at man giver sig til at investere i øget produktion.

Man fodrer hunden med dens egen hale, bortset fra den del af halen, som man må lade de private kapitalister høste. For det hele handler jo om at gøre profitmulighederne tilstrækkeligt attraktive for dem til, at de gider binde an med de ny offentlige entrepriser.

Enten må man skære i velfærden, eller pengene til de jobkabende investeringer må drives ind igen. Og det må ske enten gennem en øget beskatning af os eller gennem en øget beskatning af kapitalisterne. Og stramme beskatningen af kapitalisterne vil man ikke, for så bliver deres profitter igen for lave til, at de gider binde an med jobskabende investeringer.

Jeg tror, det er det, vores egen »røde« regering sammen med EU og de åbent borgerlige har indset, og som Obama endnu ikke har indset: At gennem den ene eller den anden form for keynesianisme (offentlige investeringer) kan man godt købe sig lidt elastik i de kapitalistiske kriser. Men man kan ikke løse dem, heller ikke selv om man hedder Obama. Man kan højst udskyde og uddybe dem. Man låner af fremtiden og skubber en regning foran sig, der før eller siden kommer op til overfladen.

Før eller siden kommer det uundgåeligt til at handle om at vælge mellem mere og mere bundløs forringelse for arbejderne på den ene side og den ene eller den anden form for ekspropriation af kapitalisterne på den anden. Eller mellem en fascistoid og en rød løsning af krisen, med andre ord. Og EU prøver blot at få de europæiske regeringer til at være på forkant med at vælge det første.

Lad mig minde om, at sidst kapitalismen havde en krise af en dybde som denne, den der startede i tyvernes slutning i forrige århundrede, blev den reelt aldrig løst, men endte i den anden verdenskrigs bundløse katastrofe.

Den »løstes« først gennem et veritabelt sammenbrud i det verdenskapitalistiske system, så det reelt måtte starte en genopbygning helt fra bunden. Men lad os ikke stå model til flere af den slags »kriseløsninger«!

Vi må altid huske, at det er kapitalisterne, der har krise, ikke os. Eller rettere, det, som er vores krise, er, at det lykkes for kapitalisterne at få os til at betale for deres. Så længe det altså lykkes.