Hvis vi ville opretholde velfærdssamfundet, var det nødvendigt at afskaffe dets velfærdsydelser, i hvert fald efterlønnen.

Skærveknuseren

af Kjeld Stenum

I snart mange år har politikere med seriøse miner forsøgt at forklare os dumme, uvidende, vrangvillige, kortsynede, uansvarlige, møgforkælede, egoistiske, forstokkede vælgere, at det der med efterløn, det går altså ikke.

Med mindre man fik denne enkle økonomiske kendsgerning puttet ind i vore tungnemme hoveder, var det ikke muligt at gøre noget ved sagen. Poul Nyrup forsøgte uden at have taget os i ed, men fik så læsterlige tæsk ved det, at ingen ærlig politiker, som havde sin taburet kær (og hvilken ærlig politiker har ikke det?), vovede så meget som at hviske om at afskaffe efterlønnen i flere år bagefter.

 Men den skulle jo afskaffes. Blandt andet fordi EU havde set sig ond på ordningen. EU ville have de offentlige udgifter i bund, som EU altid har villet, altså selvfølgelig lige bortset fra den del af dem, der går til at holde EU-bureaukratiet selv i gang.

For det siger god liberalistisk-kapitalistisk snusfornuft, at det er nødvendigt. Og så var der også det med den demografiske udvikling, altså at alle prognoser om fremtidig befolkningsud­vikling sagde, at snart blev det vist omtrent størstedelen af befolkningen, der ville være potentielle efterlønnere, hvis man bare lod stå til…

Så man startede en langvarig folkelig debat, som bestod i, at politikerne tog de alvorlige pædagogiske miner på og gang på gang på gang gentog de samme enkle kendsgerninger:

At folk blev ældre og ældre, ældres helbred blev bedre og bedre, og der fødtes snarere færre børn end flere. Derfor blev ældrebyrden større og større. Og hvis andelen af befolkningen, som deltog i samfundets produktive liv, blev tilstrækkelig lille, så kunne velfærdssamfundet ikke opretholdes.

Vi måtte lære at forstå, at hvis vi ville opretholde velfærdssamfundet, var det nødvendigt at afskaffe dets velfærds­ydel­ser, i hvert fald efterlønnen. Og de potentielle efterlønnere, der pukkede på deres ret til at trække sig tilbage, var – nej, det sagde man naturligvis ikke direkte, men det lå lidt i kortene – de var og burde føle sig som en slags nasserøve.

Efterlønsordningen var jo oprindeligt slet ikke tænkt som et tilbud til raske aktive velfungerende borgere, men kun til dem, der var så ødelagte og nedslidte af deres arbejde, at de egentlig slet ikke skulle på efterløn, men på førtidspension.

 Oprindeligt så var efterlønsordningen faktisk slet ikke beregnet på at skulle blive brugt.

Nej, vi faldt da ikke for det. I hvert fald ikke i begyndelsen. Vi syntes lidt, at problemstillingen var forenklet. Når vi så tilbage på vore egne »produktive« liv, kunne de fleste af os jo ikke frigøre os fra den tanke, at vi rigtig meget af tiden havde modtaget vores løn for at produ­cere ting, der ikke bidrog til at øge samfundets velfærd.

Hvis det virkelig var det at bevare velfærden, det handlede om, syntes vi undertiden, vi havde spildt det meste af vore produktive liv alligevel. Og des­uden, hvis de virkelig var så ivrige efter at beholde os, kunne de betale os tilstrækkeligt for det i stedet for at sætte os ned på »seniorløn«, eller hvad de nu hittede på. Endelig rummede verden jo masser af mennesker, der var mere end sultne efter at komme op og hjælpe os med at holde hjulene i gang, hvis vi en dag skulle komme til at mangle.

Men efterhånden begyndte den massive oplysning da at virke på selv de mest tungnemme af os. Efterhånden trængte de ind i bolden på os, alle de alvorlige politikere og økonomiske eksperter og hvad man ellers kunne mobilisere. Og vi blev usikre i vores tvivl: Jamen hvis alle med forstand på tingene sagde det, og selv om produktionen måske ikke altid var en produktion af det mest nødvendige, produktion var jo produktion, og af vores løn betalte vi skat, og velfærd betaltes af skattekronerne…

Ja, ja, ja! Vi gav os. Vi følte skyld. Vi holdt op med at glæde os, til vi kunne trække os tilbage fra det absurde produktionsræs, vi havde ofret et livs forgæves kamp på at få indflydelse på og lave om til noget mere nyttigt. Vi skammede os i stedet over, at vi havde glædet os til at nasse på andres skattekroner. Og til sidst fravalgte flere og flere efterlønnen. Den begyndte at afskaffe sig selv, før politikerne endelig tog mod til sig og iværksatte nye forringelser.

Så nu viser statistikkerne, at arbejdsmarkedet myldrer med ældre, der fravælger efterløn. Det er godt nok ikke lige i min branche, men det er da uden tvivl rigtigt, når statistikkerne siger det. Og det må jo være godt og sundt for vores økonomi.

Det eneste problem i det er, at der bare ikke rigtigt er plads til både dem og de unge, sådan som vores arbejdsmarked nu engang er indrettet. For vores økonomi er i krise, sådan som kapitalistiske økonomier jo uomgængeligt kommer det. En del af dens produktive ressourcer ligger brak, den kan ikke beskæftige alle, der byder sig til på arbejdsmarkedet.

Og nu, hvor de stedse flere stedse mere vitale ældre kæmper så indædt for at undgå at komme til at skamme sig over at være nasserøve, er det de unge, der taber kampen om arbejdspladserne.

Ungdomsarbejdsløsheden stiger og stiger, selv blandt de mest veluddannede. Der bliver flere og flere af dem, der ender med at være langtidsledige, og inden længe vil vi have tabt endnu en generation af dem på gulvet. En hel generation af de unge, som der ifølge de demografiske kurver i forvejen er alt for få af til, at de alene kan opretholde velfærdssamfundet!

Hvis du ikke kan se visdommen i den politik, så må du i hvert fald forstå, at det er økonomisk sundt. Bed mig bare ikke om at forklare hvordan!