Stands en gang imellem, giv dig selv en pause og se op! Og du vil opleve, at din tur får en helt anderledes historisk dybde.
Nu har jeg i de seneste årtier mest cyklet rundt i de københavnske kvarterer, men i princippet kan det nok gælde for en hvilken som helst dansk købstad, at i gadeplan er husene stort set ens.
Butikker, kiosker, banker, ejendomsmæglere, cafeer, værtshuse, alle konkurrerer med omtrent de samme midler om at fange potentielle kunders opmærksomhed. Og som omvandrende potentielt offer for denne kundejagt bliver man hurtigt så træt af dette konstante påtrængende bombardement af sanserne, at en afværgerefleks gør én blind og døv, og man holder op med at opleve det miljø, man færdes i.
Man ser uden at se, hører uden at høre, og lugter uden at lugte. Man skal bare finde vej og bruger ikke gadelokaliteten til andet end pejlemærke. Den giver dig ingen oplevelser af noget som helst. Hvis du færdes meget i din by, kender du det utvivlsomt: Du kan cykle igennem en gade, og skal du umiddelbart bagefter beskrive, hvad særligt du så og oplevede på den tur, kan du intet fortælle. For du har intet set og oplevet, du har været væk i din egen verden.
Men stands en gang imellem, giv dig selv en pause og se op! Og du vil opleve, at din tur får en helt anderledes historisk dybde.
Det hus, der i gadeplan med sin butiksfacade ligner et hvilket som helst andet hus og kunne have stået hvor som helst, kan højere oppe vise uanede forskelle fra nabohusene, der kan fortælle alt fra en glorværdig gammel historie i en landsbyomegn af landets hovedstad for hundreder af år siden og til en ikke ret gammel historie som lynopført elementbyggeri i et af de seneste årtiers bygge-boom.
Og jo, det fortæller da om, hvad der har rumlet rundt i de forskellige arkitekters hoveder, hvilke modeluner og stilarter de har ligget under for eller forsøgt at revolutionere. Men jeg synes, det er mere interessant at forsøge at leve sig ind i, hvad de fortæller om den tid, de er bygget i, og om de skiftende tiders bygherrers holdninger til de mennesker, de byggede til, eller til de funktioner, bygningerne ellers måtte have tjent.
København er en by med en ganske lang historie som hovedstad og rummer derfor mange meget forskellige bygninger, ikke blot fra forskellige tider, men også med fortællinger om de forskellige tiders kontraster mellem landets absolut rigeste overklasse og absolut fattigste underklasse, for det er den slags kontraster, hovedstæder rummer.
Eller ofte er det kun overklassens historie, der fortælles, for de fattigste har boet i så elendige bygninger, at de ikke har overlevet tidens gnavende tand. Og sådan er det i høj grad også med København. En stor del af brokvarterernes fattigrøvslejekaserner og tuberkulosereder forsvandt i tressernes og halvfjerdsernes saneringsbølger, hvis de da ikke var væk allerede inden da.
Steder som Vesterbro og Christianshavn rummer dog endnu mindelser om, hvordan der har set ud, hvor byens fattigste har levet. Men man skal bruge sin fantasi. For hvad der er tilbage, er som regel blot romantiske facader. Der er termoglas i de skæve vinduer, og bag det gamle murværk gemmer sig nyrenoverede, højisolerede luksuslejligheder med masser af plads og moderne sanitet.
En moderne single har mere plads på sit badeværelse, end en børnerig familie for bare trekvart århundrede siden havde i hele deres lokumsløse lejlighed tilsammen. De moderne fattigrøve, de bor ikke her.
De er flyttet ud i alt det lynopførte betonbyggeri fra tresserne i Københavns forstæder, det skulle have været så godt og lyst for staklerne fra Nørrebros lejekaserner, men det er nu også allerede selv saneringsmodent og har op gennem årtierne haft masser af de problemer med konflikter mellem forskellige grupper af socialt udsatte, som vi distancerer os fra med betegnelser som ghettoisering og bandekriminalitet. Hvor de virkeligt fattige er, er der sjældent romantik.
Men i de mere velstående middelklasse-kvarterer, som Østerbro og Hellerup, står de gamle lejekaserner endnu. Det er ikke fattigrøvsbyggeri og har aldrig været det. Kigger man op, ligner facaderne ofte små slotte, med deres nyklassicistiske udsmykninger over vinduer og døre, eller gesimser og spir på tagene, og med masser af lys og luft i gade- og gårdmiljø. Og indenfor i lejlighederne ved man, at der er fornemt stuk og højt til loftet, helt anderledes end der har været i det gamle Nørrebros og Vesterbros forfaldne slum.
Det er fra dengang, håndværk var håndværk, og man gav sig råd til at gøre noget ud af tingene, fordi det byggeri, man opførte, skulle tiltrække sine lejere på kvalitet og på at signalere status. Blandt bygningsarbejdere og -håndværkere snakker vi tit om, at sådan noget aldrig bliver lavet mere.
Jo bevares, man bygger stadigvæk nyt, og af det nye er noget også dyrt. Men ingen vil betale for den tid, det tager at lave godt håndværk. Det skal gå hu hej over stok og sten, hvad enten det er beregnet for millionærer eller fattigrøve. Nutildags signalerer man status på andre måder, for eksempel med dyre materialer, med imponerende skulpturel arkitektur, eller med store glasfacader, der får hele bygningen til at fungere som ét stort drivhus, som det er dyrere at køle ned om sommeren, end det er at varme en bygning af tilsvarende størrelse op om vinteren.
I København ser vi den slags i det dyre havnebyggeri, eller i nogle af omegnskommunernes industri- og erhvervsparker. Den holdning, man signalerer med denne ligegyldighed overfor samfundets ressourcer, eller overfor forholdet mellem omkostninger og kvalitet, bare det færdige byggeri kan imponere, er nøgen arrogance, magt. Det er kulturelt forfald, som Romerrigets bygningskunst forfaldt, da middelalderen tog over. Vor tids overklasse signalerer, at den styrer vort samfund mod kulturelt forfald.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278