Israel: Du river halvanden million oliventræer og frugttræer op, og kaster bønder ud i fattigdom og forvandler palæstinenserne til daglejere på dit arbejdsmarked – hvorfra du fyrer dem, når rumænere er billigere.

Israel har revet millioner af oliventræer og frugttræer op med rode, og derved kastet de palæstinensiske bønder ud i fattigdom.

Folkekomitéen mod Muren i Bi’lin.

af Jeff Halper

Israel!

For det første skaber du store forventninger. Håndtryk på plænen foran det Hvide Hus. Fredelig retorik (ikke mere krig, ikke flere blodsudgydelser). Lader palæstinenserne afholde valg, selvom de hverken har noget reelt område at styre eller frihed dertil.

Dernæst udfylder du tiden med hemmelige møder, topmøder, middage, endeløse forhandlinger, tilbagetrækninger, foreløbige aftaler, løfter – alt andet end rent faktisk at stoppe konflikten og give palæstinenserne deres egen stat.

Så indgår du i »fredsforhandlinger«, der garanterer din magt over forhandlingerne, og du behøver ikke give reelle indrømmelser. Fra denne fredsforhandling fjerner du enhver tale om international ret, menneskerettigheder eller resolutioner fra FN, der jo alle støtter de undertrykte, og, bare for at være sikker, inddrager du din strategiske allierede, verdens stærkeste magt som »forhandlingsleder«.

Mens der tales

Dernæst, mens du sidder i fredsforhandlinger i Madrid, Oslo, Washington, Paris, Cairo, Wye Plantation, Stockholm, Amman, Camp David, Sharm-el-Sheikh, Geneva og Annapolis, skaber du »realiteter på jorden«, der sikrer din fortsatte kontrol over hele området. Realiteter, der gør det svagere folk endnu fattigere og lukker dem inde i deres små bitte ghettoer. Efter tyve års forhandlinger opdager de undertrykte at:

* du har opdelt deres territorium – opsplittet Vestbredden ind i A, B og C-områder og givet palæstinenserne blot 18 procent af deres land, samtidig med at du har forvandlet Gaza til et fængsel under åben himmel. Og du har annekteret Jerusalem, deres politiske, religiøse og kulturelle hovedstad og det økonomiske hjerte i deres land, og afskåret den fra deres palæstinensiske samfund;

* du eksproprierer fem hundrede kvadratkilometer landbrugsjord og græsgange til dine egne eksklusive bosættelser, veje og infrastruktur;

* du river halvanden million oliventræer og frugttræer op med rode, og kaster derved deres bønder ud i fattigdom og forvandler dem til daglejere på dit arbejdsmarked;

* du udnytter de undertryktes naturressourcer alene til egen gavn, og ulovligt forbruger du – for at nævne et eksempel – 85 procent af deres vand fra kilderne på deres egen jord, og du efterlader dem tørstige i månedsvis;

* du vandaliserer deres natur og miljøet, og begraver dets skrøbelige historiske landskab under dine massive bosættelser og veje og forvandler det til lossepladser for dit industrielle affald og storbyskrald;

* du lukker dem inde for at forhindre dem, hvis jord du tog, fra at finde arbejde i din egen økonomi og produktion, fordi du har opdaget, at arbejdere fra Rumænien og Thailand er billigere og mere føjelige. Nu du er i gang, udelukker du dem også fra at tage ind til Jerusalem, hvor deres helligste steder findes;

* du bygger 200 bosættelser, herunder hele byer på deres jord, der huser en halv million af dit folk, så der aldrig kan opstå nogen palæstinensisk stat;

* du nedriver 26.000 hjem tilhørende det folk du angiveligt ønsker fred med;

* du bygger motorveje og »omfartsveje«, der udelukkende tjener dine bosættelser, og opdeler på kryds og tværs din »fredspartners« fremtidige territorium i bittesmå isolerede øer;

* og til slut, efter at du har fordrevet hundrede tusinder af flygtninge, indespærrer du de resterende 4,5 millioner mennesker bag en mur, der er fem gange så lang og dobbelt så høj som Berlinmuren.

Modstand i lys lue

Så venter du indtil besættelsen er blevet uigendrivelig og altomfattende, indtil du har integreret de to økonomier under din egen kontrol: elnettet, vejnettet og infrastrukturen i byerne, indtil du totalt har opslugt din partners økonomi i din egen.

Du lukker din partner inde på en håndfuld små øer, fratager ham alt det håb han måtte have for sin familie, for et virkeligt land og en egen identitet – og så strammer du grebet. Indskrænker hans plads at leve på, ydmyger og stresser ham – indtil et oprør endeligt bryder frem i lys lue, og de undertrykte begynder at gøre modstand.

Så fortæller du verden din historie: Hvordan du forsøgte at forhandle, hvor »generøs« du har været, hvordan du blot ønskede fred, og hvordan de har skuffet dig.

Du kalder deres modstand for blot terrorisme, kalder dem »terrorister« og fratager deres kamp enhver legitimitet, mens du overbeviser de »civiliserede« lande i Europa og Nordamerika om fortsat at støtte din besættelse og undertrykkelse.

Du overbeviser verden om, at »de« ikke er mulige fredspartnere, at »de« ikke er parate til fred endnu.

Og så, indtil de indvilger i at stoppe volden mod dig og vende tilbage til de forhandlinger, som de umuligt kan vinde, og som er blevet en fælde, der lukker dem inde i permanent apartheid, tyer du til (nødvendig!) magtanvendelse. Du har naturligvis ret til at forsvare dig selv.

Og du bliver ved at undertrykke dem indtil de fatter »budskabet«.

Uanset hvor meget de ønsker og fortjener frihed, retfærdighed, en identitet og et anstændigt liv, så kan de ikke få det, fordi det her er dit land. Lær at elske det (læs: underlæg dig Israels lov) eller forlad det (læs: du bliver fordrevet).

Og endnu et budskab: Vi europæerne – for hertil regner israelerne sig – har retten og magten til at definere, hvem der er frihedskæmpere (nemlig os), og hvem der er terrorister (nemlig dem).

Oversat af Rune T. Jørgensen.