Skærveknuseren

Hvis man vil bevare munterheden, er man nødt til at tage det hele fra oven og nedefter. Og øverst oppe har vi forårssolen, der overstrømmer os med energi og lys, i dag fra en skyfri himmel. De fleste fugle har på denne årstid alt for travlt med at pjatte rundt efter det andet køn til at tumle sig rundt i friheden deroppe. Så der er absolut bare den blændende sol og det svimlende blå.

Men det virker forkert, at der er så tomt. I gamle dage ville den lysfyldte martshimmel have rummet et utal af lærker, der med deres endeløse triller havde kunnet ruske lidt glæde og livskraft frem i et gammelt genstridigt hjerte. De er der ikke mere. De kan ikke med det moderne landbrug. Det er meget sjældent, jeg ser lærker efterhånden.

Et lille stykke under moder sol, men også meget højt oppe, svæver EU, et stort flagrende uhyre, der kaster usynlige, men iskolde skygger over alle europæiske lande, Grækenland, Spanien, Portugal, Italien, Irland, de mange »nye« østeuropæiske medlemmer, Danmark med sit forår…

EU med sin nye finanspagt, der skal sikre, at samfundenes produktion fortsat fordeles til fordel for de private finansieringsselskaber, bankerne, og på bekostning af offentligt velfærd og forbrug.

Eller sagt med andre ord: Finanspagten skal sikre, at de rige kan tiltage sig endnu mere diktatorisk magt til at træffe beslutningerne om vores allesammens fælles fremtid. Og når de store har taget, hvad de mener at have brug for til at sikre sig endnu mere magt, kan vi andre få lov til at lege demokrati og velfærd med de fattige smuler, der bliver til overs af, hvad vi møjsommeligt har rendt bukserne ud af røven for at producere.

Hvis de da overhovedet efterlader noget til os at lege demokrati og velfærd med. Ellers bliver det bare som hos grækerne, en pisk over nakken, spar, spar, betal, betal… For ifølge magtens gustne herrer er fremtiden ikke noget, vi skal producere os til, det er noget, de skal konkurrere sig til. Og vi bliver ikke engang længere spurgt, om vi vil acceptere den ordning. Finanspagten er ikke noget, vi skal stemme om. Den er ikke pligt, den skal bare opfyldes. Den er ikke jura, den skal bare adlydes.

Socialdemokratiet har efterhånden en glorværdig historie som velfærdsafviklere.

Nedenunder EU har vi vore nationale parlamenter, folketingsmedlemmerne, regeringen, vores egen statsminister. Ja, i øjeblikket stikker hun hovedet helt op i EU-sfæren, for Danmark beklæder formelt et formandskab i foreningen. I praksis er det ret lige meget, eller måske ikke helt lige meget, for så længe vi har dette formelle formandskab, anstrenger vore ministre sig måske endnu mere for at optræde som dukse.

Så på trods af, at vi ikke er med i euroen, skal vi da med i finanspagt! Og vores statsminister giver sin underskrift under stor mediebevågenhed, og den bliver vist på fjernsyn! Og da det jo ikke ville se pænt ud, hvis formandslandet havde en folkeafstemning om denne pagt, og det så blev et nej, så skal vi selvfølgelig heller ikke stemme.

I stedet erklærer det ledende regeringsparti kun en uges tid senere, som en rigtig dukseregering for et rigtigt dukseland skal gøre, at her i Danmark skal hele vores velfærdssystem nu sættes i spil, sundhed, uddannelsesstøtte, støtte til pleje af handicappede, folkepension, alt sættes under diskussion, der skal ingen hellige køer være mere.

Som gammelt arbejderparti føler vort ledende regeringsparti oven i købet et særligt ansvar for at tage denne afviklingsdiskussion op. Andre kan ikke gøre det uden at fremkalde for megen social uro, så Socialdemokratiet har efterhånden en glorværdig historie som velfærdsafviklere.

Allernederst sidder jeg selv, hakker protesterende løs på en lemfældig computer, hvor tastaturet er ved at være så slidt, at der skal slås særlig hårdt og oftest mange gange på bestemte bogstaver, hvis man vil have dem over på skærmen. Og ikke alle fingrene er særlig glade for at slå.

Især pegefingeren og langfingeren på venstre hånd har det med at blive voksblege og iskolde og violette og helt døde og følelsesløse. Og så er de svære at få til at skrive det, jeg gerne vil skrive. Meget arbejde med slagværktøj mod knaldhård beton har sat sine spor i nerver og blodkredsløb.

Blodet vil i det hele taget ikke så gerne kredse mere, dikkeværket er blevet noget ustabilt. Og tak og respekt og tryg alderdom til os, der har fået det sådan efter at have ladet os jage rundt med et helt liv, står desværre ikke på den liste, finanskapitalisterne lægger fremtidsplaner efter.

Nej, vil vi i det hele taget blive ved med at hænge på, så er det mere arbejde. Mindre løn. Mere tempo. Ellers kan man hente billige østeuropæere. Vi skal spare og spare, og vi skal løbe og løbe, der er ingen ende på, hvor meget finanskapitalisterne vil have os til at spare og løbe. Og vi kan ikke løbe mere. Dikkeværket humper og hakker derudad i stedse mere ujævn takt.

Vi standser og puster. Skulle man alligevel hoppe af? Så sætter vores egen arbejderregering folkepensionen og dermed selve alderdomstrygheden til debat. Nå, men man kan vel i det mindste tillade sig at melde sig syg, tage en enkelt afstresningsdag, tænker man og tænder for radioavisen. Blot for at få væltet ud i hovedet, at nu skal det til at være kutyme, at vi bliver ringet op af vores chef på første sygedag, de begynder på det indenfor det offentlige i Region Syd. Men den gode ide skal såmænd nok hurtigt brede sig!

Når jeg kigger op mod den blå martshimmel, ser jeg ikke pisken. Men jeg mærker konstant dens iskolde sus. Der er sgu ingen lærker deroppe mere. Ingen lærker.