Det koster at afrette mennesker til et arbejdsmarked, de ikke selv får lov til at bestemme over.

Skærveknuseren

af Kjeld Stenum

Hvor er jeg træt af dem, de hævede pegefingre. Og jeg tænker ikke bare på de pegefingre fra unge politikere, der tror, at deres eget personlige held og egen succes giver dem ret til at være respektløst bedrevidende overfor langt mere erfarne borgere med mindre held i tilværelsens lotteri. Politikeres adfærd er da i det mindste kun udtryk for holdninger, og en fattig stymper har mulighed for at gengælde deres skjulte foragt med åbenlys modforagt.

 Nej, jeg tænker mere på de hævede pegefingre, der ligger i, hvad medierne interesserer sig for at lave undersøgelser om og lave nyhedsformidling omkring. De præsenteres uskyldigt som fakta og kan som sådanne ikke anfægtes. Og så sættes de straks og næsten umærkeligt ind i sammenhænge, som får dem til at passe ind som argumenter for populære politikerholdninger, som en god, demokratisk opdraget presse hellere skulle gøre det til en dyd at forholde sig kritisk til.

For eksempel når unges fravær på deres arbejde præsenteres som en nyhed og belægges med nogle tal for, hvor store indtægter samfundet går glip af i den forbindelse.

Dette kædes så videre sammen med forslag om, at arbejdsgivere og uddannelsesinstitutioner bør eksperimentere med at lave aftaler om telefonvækning af de unge om morgenen, at man også som arbejdsgiver gør endnu mere ud af at tage hånd om de unges eventuelle private problemer gennem medarbejdersamtaler og så videre.

Så vil samfundet kunne spare så og så mange millioner til vores betrængte økonomi, og på papiret ser det ud som et imponerende stort tal, som det vil være meget uansvarligt af os at gå glip af.

Hvad så, hvis man som jeg hører til de reaktionære stoddere, der mener, at den blinde, kritikløse målrettethed, den hæsblæsende totale satsen på karriere og arbejde, som politikere og arbejdsgi­vere forsøger at afrette vore unge til, så der knapt bliver tid til hverken at forel­ske sig eller lære verden at kende, den er både årsag til et kæmpemisbrug af antidepressive medikamenter og invaliderende for vores samfunds orienteringsevne?

Allerede dengang jeg var ung (hvilket er længe siden), var det sådan, at det var os unge, der havde sværest ved at møde om morgenen og oftest meldte os syge. Sådan er uafrettede unge. Det koster at afrette mennesker til et arbejdsmarked, de ikke selv får lov til at bestemme over. Og det var måske på tide at erkende, at det er et problem at have sådan et arbejdsmarked, i stedet for at blæse de unges fravær op til et samfundsøkonomisk problem, som der med djævelens vold og magt skal klemmes et par femører ud af.

Eller hvad med finanslovsforligets fjernelse af fattigdomsydelserne? Man lavede i sin tid beregninger over, hvad man mente, det ville komme til at koste, ud fra hvor mange der var på disse ydelser, og hvad det ville koste at give dem fuld kontanthjælp i stedet for.

Nu er der så kommet beregninger, der viser, at det kommer til at koste godt og vel dobbelt så meget (i størrelsesor­denen en halv milliard mere), og det skyldes, at en del vil forblive på kontanthjælpen frem for at gæstevisitte på arbejdsmarkedet, når der ikke længere er fattigdomsydelser.

Konklusionen, der ligger som en usynlig pegefinger i præsentationen af disse fakta, er naturligvis, at kontanthjælpsmodtagere er uansvarlige nasse­røve, og det var dumt at fjerne den pisk, fattigdomsydelserne var, fra deres rygge.

Tænk! Man kunne også have glædet sig på de menneskers vegne, der havde haft så elendigt arbejde, at de hellere ville gå hjemme og modtage kontanthjælp, hvis de havde muligheden! Så dårligt arbejde er det sgu da ikke meningen, at et samfund bør have!

Hvis der er arbejde, som det er nødvendigt at udføre, men som er så beskidt, farligt, monotont og uinspirerende, at folk ikke af sig selv har lyst til at udføre det, så må det betales så godt, at pengene er deres motivation for alligevel at møde op til det.

Men sådan fungerer vores samfund ikke. Vores samfund fungerer sådan, at det mest beskidte, det farligste, det mest monotone og uinspirerende arbejde også er langt det dårligst betalte, som kun bliver gjort, fordi folk tvinges af nød, undertiden som illegal arbejdskraft, mens det i sig selv spændende, udfordrende og kreative honoreres med millionærlønninger.

Eller hvad med præsentationen af nyheden om, at der nu kan lægges endnu et par år til gennemsnitslevealderen i Danmark for både mænd og kvinder? Jamen, det er sgu da bare ren glæde, at vi nu alle sammen kan forvente at leve lidt længere, det er da et yderst kontant vidnesbyrd om større velfærd!

Men var det sådan det blev lagt frem? Nej. Knapt var tallene nævnt, før de blev kædet sammen med samfundsøkono­miske bekymringer over den stigende ældrebyrde.

Mens vores EU-beskyttede form for rå markedskapitalisme er årsag til massefordrivelse af arbejdsivrige borgere fra de europæiske arbejdsmarkeder, gav man sig i Danmarks tidlige morgenradioavis i forbindelse med præsentationen af tallene for forlænget levealder til at diskutere, hvad der kunne gøres for at holde os ældre længere på arbejdsmarkedet. Skulle man fjerne folkepensionen? Skulle folk arbejde, til de var op i halvfjerdserne?

Jamen hjælp! Man får jo en klump i halsen af at høre på sådan noget og føler sig dybt skyldig, fordi man ikke kan gøre noget ved det faktum, at tiden går, og man snart har nået en alder, hvor man kan vente sig et spark i røven, medmindre der da lige pludselig af ingenting skulle opstå et byggeboom.

Jamen jeg er virkelig ked af, at jeg fortsat eksisterer og snart skal ligge mit samfund til last! Man kunne vel ikke fremsætte den skamløse bøn at få bevilget en lille pille på næste års finanslov?

Så skal jeg nok selv sørge for at gøre en ende på elendigheden, den dag arbejdsmarkedet bestemmer sig til at skrotte mig.