Blandt folk på overførselsindkomster, fra kontanthjælp til efterløn, var der flertal for blå blok.

Skærveknuseren

af Kjeld Stenum

I vores gennemdigitaliserede multimedietid er verden blevet ubehageligt nærværende og påtrængende. Før vidste man kun upræcist, hvordan mange ting forholdt sig, især noget med politik og samfund. Få fakta og få undersøgelser lå for hånden, og ville man vide noget helt præcist, krævede det et større opsøgende arbejde i biblioteker, boghandler og så videre at finde ud af det.

Det betød, at man kunne få lov til at være nogenlunde i fred med sine egne fordomme, tro og leve og handle, som om verden var på en bestemt måde, selv om den måske slet ikke var sådan. Det store arbejde med at finde ud af, at man var gal på den, blev simpelthen ikke gjort. Og verden selv var ganske rummelig og gav os plads til at fremture temmelig længe i vore fejltagelser, før den straffede os.

Men sådan er det ikke mere. Vi bombarderes med fakta og undersøgelser fra alle ledder og kanter. Det tager kun et par klik på Google at indhente viden om snartsagt hvad som helst. Og næsten ligegyldigt hvilken fordom vi finder at klynge os til, går der kun et par uger, inden vi falder over en undersøgelse eller præsenteres for faktiske omstændigheder, der gør, at vi må slippe vort halmstrå og nyfortolke verden.

Her gik man og troede, at der var noget, der hed rød blok, som stod for noget med at holde med de svageste i samfundet og gennem en fælles samfundsindsats gøre dem stærkere. Og noget, der hed blå blok, som mente, at de stærkeste skulle gøres endnu stærkere, for det var dem, der bar samfundet. Blev de stærkeste stærke nok, argumenterede man, ville de trække også de svagere med sig op.

Som følge af det var det nærliggende også at antage, at de svageste flest holdt med rød blok, mens de fleste af de stærkeste omvendt holdt med blå blok. Så kom der her for nylig den her opinionsundersøgelse, der viste, at blandt folk på overførselsindkomster, fra kontanthjælp til efterløn, var der flertal for blå blok.

Nu ved jeg, der er meget at sige om opinionsundersøgelser. Meget afhænger af, hvordan de adspurgte er blevet udvalgt, og hvordan der er blevet spurgt. Og meget afhænger af tidspunktet, hvor der er blevet spurgt, for vælgerholdninger bølger frem og tilbage.

 Men nok udenomssnak: Det er et ubekvemt faktum for enhver, der slås for et mere lige samfund, at flertallet af dem, man slås for, de siger nej tak til at deltage i den kamp. Ja, de siger endda nej tak til, at man kæmper den.

Dette kan man jo tackle på flere måder: Man kan vælge at lukke øjnene for det, holde fast i sin fordom og som strudsen håbe, at det onde forsvinder, blot man ikke ser det. Eller man kan vælge at lægge sig på halen og sige, at dem på overførselsindkomst de ved naturligvis også bedst, hvad der er bedst for dem, og så droppe sin politik.

Eller man kan vælge at sige, at éns politik er god nok, men man har været for dårlig til at slås for den. Endelig kan man vælge at sige, at både rød og blå politik må have nogle fejl, og så forsøge at finde frem til et helt nyt grundlag.

Personligt tror jeg på, at man kun bliver stærkere af at se ting i øjnene, som de er. Derfor går jeg mest ind for at mene det sidste. Og lidt for det næstsidste, for rød blok har haft nogle gode hensigtserklæringer. Men folk, der hele deres liv kun har mødt skuffelser og ydmygelser fra samfundets side, er ikke særlig tilbøjelige til at falde for hensigtser­klæringer, løfter og snak.

Og når det kommer til praktisk politik, talte Mette Frederiksen meget om de svages ret med både glød og engagement, før hun blev minister, og så også lidt om deres pligt. Hun taler stadig om ret og pligt, men efterhånden kun i betydningen pligt (som også indeholder lidt tugt, for gør man ikke sin pligt, får man ingen penge). Og Mettes glød og engagement handler nu mest om at forsvare ministertaburetten. Imens har hendes boss, statsministeren, travlt med at svinebinde vores økonomiske politik til en europæisk finanspagt, der uomgængeligt betyder offentlige nedskæringer og besparelser, så banker og finanskapitalisterne kan få deres milliarder.

Så bliver der nul job og uddannelse til de svageste. Og af Mettes ret og pligt vil kun tugten være tilbage. Så dybest set er der meget lidt forskel på, hvad rød blok og blå blok faktisk gør. Hvad der er forskel på, er mest det, man siger. Og når man siger ét og gør noget andet, bliver man utroværdig. Så vælger mange uden tvivl hellere den, der råt og brutalt vedstår sig sine vederstyggelige hensigter.

Men måske handler det mere om at vælge Mettes politik fra end om at vælge blå blok. Nu hører jeg ikke til dem, der tror, at samfundets allersvageste nogensinde vil blive de bærende kræfter i sociale forandringer, dertil har de for få ressourcer og er for afhængige. De har for lidt ret og tugtes for meget med pligt. Der skal social magt og selvbevidsthed til at drive forandringer.

Men når det er sagt, er det stadig vigtigt at kæmpe for, at også de svageste bliver en del af kampen for et godt samfund. Og der er det for snævert og for ukritisk overfor vores samfund, som det er, bare at gøre det til et spørgsmål om at integrere dem på arbejdsmarkedet. Vores arbejdsmarked er netop et marked, og vi går sgu ikke ind for, at markedskræfter skal styre samfundet.

Det handler om mening og motivering, om sammenhæng mellem de liv, vi lever, og det vi bruger dem til at producere. Så længe omkring hver tiende i vort lille land føler behov for at spise lykkepiller hver dag for at klare at leve med, at deres liv er for meget tomt arbejde og for lidt mening, bliver tingene næppe løst ved at forpligte enhver endnu mere på at hægte sig på meningsløsheden.