Moralske situationer er så komplekse størrelser, at de indeholder dilemmaer. Der er ofte mange modsat rettede hensyn at tage.

Skærveknuseren

af Kjeld Stenum

Nylig var en sag fremme i medierne om omfattede svindel på en fynsk genbrugsstation. Det var noget med noget byggeaffald, der først overfor kunden blev faktureret som byggeaffald, som det er meget dyrt at aflevere, og så siden, i det interne regnskab, blev rettet til almindelig overskudsjord, som er betydeligt billigere. Differencen kunne de medarbejdere, som var indblandet, så dele med de chauffører, der kom med affaldet.

Sådan en fidus er i teorien jo god nok, hvis man kan holde tæt med den. Men det kan man aldrig. Nogle chauffører kom med hentydninger til ikke-indblandede medarbejdere på genbrugsstationen, én af dem blev fortørnet og gik til sin nærmeste foresatte.

Desværre var denne nærmeste foresatte selv indblandet, så det kom der ikke noget ud af, selv om hun henvendte sig to gange. Så var hun gået til sin fagforening, derigennem var politiet blevet indblandet, og det hele var endt med, at svindelen nok blev stoppet, men den pågældende kvinde blev også fyret for illoyalitet.

Det kom vi til at diskutere i skuret. Eller rettere, der blev ikke megen diskussion af selve sagen, for vi mente alle sammen det samme. Det, vi alle sammen mente, var, at det nok var en grov svindel, som man vel måtte gøre et eller andet for at stoppe. Men vi ville nu nok være gået til dem, der bedrev svindelen, og konfronteret dem med vores opfattelse af, at det var noget lort, de havde gang i, og stoppet ved denne personlige appel.

Selvfølgelig syntes vi ikke, det var rimeligt, at damen ligefrem var blevet fyret, især da ikke i betragtning af, at det ikke er særligt længe siden, vi havde en regering, der direkte opfordrede til stikkeri, når man blev opmærksom på sort arbejde eller lignende. Men ingen af os ville på den anden side have gjort som damen.

Der skulle grovere ting til, før nogen af os havde lyst til at køre sådan en sag op. Vi ville hellere opgive at gøre noget ved ting af den slags end køre dem op i fagforening eller firma. Det har ikke noget at gøre med, at vi synes, den slags fiduser er i orden, ingen kan jo forsvare sådan noget. Men i vores verden gør det altså større skade at hænge makkere ud end at undlade at anmelde for eksempel noget samfundsskadeligt sort arbejde. Så vi vil helst ordne det selv.

Hvorfor er vi sådan? Rockere er også sådan, og kriminelle, og det er jo ikke særlig opløftende grupper at sammenligne sig med. Men jeg tror egentlig, de fleste i betonsjak ville reagere, som vi gjorde.

Nu er sagen fra den fynske genbrugsstation jo nok af en lidt grovere karakter end en smule sort arbejde for naboen. Men det er lidt i samme kategori. Begge dele er at bedrage samfundet for midler, der ifølge demokratisk vedtagne love retteligen burde tilfalde dette samfund og udnyttes til vores alle sammens bedste. Og det bedrageri kan ikke retfærdiggøres, det er ikke andet end personlig vinding.

Det kan godt være, vi mener, det er uretfærdigt, at skattefar flår os almindelige mennesker så meget, når det blandt andet går til at holde hånden under storbankerne. Men det er så én ting at mene, at nogle love er uretfærdige, og arbejde på at få dem omstødt, og noget helt andet at medvirke til at gøre det tilladeligt, at vedtagne love ikke overholdes.

Er det ikke selvtægt, vi er med til at forsvare? Er det ikke det, vi opdrager hinanden til i et betonsjak: selvtægt? Men er konsekvensen af at gå ind for selvtægt ikke uundgåeligt, at hvem som helst kan påberåbe sig »ret« til at gøre hvad som helst? Og hvis ikke vi mener det, hvor sætter vi så grænserne for selvtægt? Med hvilken ret kan vi være så frelste at mene, at vores selvtægt er bedre end andres?

Og hvordan kan vi tillade os at dømme det som stikkeri, når nogen gør opmærksom på svindel i vore rækker, mens vi kalder den person, der gør opmærksom på svindel højt oppe i det offentlige bureaukrati eller i en stor koncerns ledelse, for en whistleblower?

Jeg ved ikke, hvordan vi kan tillade os at gå frem på vores måde. Måske kan vi ikke. Men jeg vil ikke være med til, at det skal være udtryk for moralsk ligegyldighed fra vores side, at vi siger, som vi gør, eller for at vi ligefrem skulle gå ind for noget umoralsk. Hvor jeg vil hen er, at moralske situationer er så komplekse størrelser, at de indeholder dilemmaer. Der er ofte mange modsat rettede hensyn at tage.

Og det er at forsimple ting af den her slags at koge dem ned til parolen, at lov er lov, og lov skal holdes. For i byggesjak er vi også meget afhængige af at kunne stole på hinanden i arbejdsprocessen, vi er tit i situationer, hvor det kan være livsfarligt, hvis ikke vi kan. Vi kan ikke gå og dømme hinanden i spørgsmål, som ikke har direkte relevans for vores arbejdsproces.

Vi ved vel tit om sider hos hinanden, som vi ikke kunne holde ud at have med at gøre, hvis vi havde været nødt til at beskæftige os med dem. Men vi ser væk fra dem, af hensyn til arbejdsfællesskabet. Og vi ved vel alle sammen, at hvis der er nogen på holdet, som vi absolut ikke kan med personligt, så skal vi bare ikke gå makker med vedkommende. Vi overlever ved at holde sammen.

Ja, det ligner lidt den måde, hvorpå også lovløse bander overlever. Og jeg skal ikke nægte, at bander tit bruger deres sammenhold til noget umoralsk. Men det er ikke det at holde sammen, der er det umoralske. For os er det så vigtig en del af vores daglige overlevelse, at vi finder det naturligst at sætte hensynet til det over hensynet til loven.

Man bør heller ikke stole for meget på selv demokratisk vedtagne love i kapitalistiske stater, hvor penge oftest vejer tungere end argumenter. Kapitalisme kan blive fascistisk ad demokratisk vej. Og den dag, vore statsmagter vælger den vej, bliver det alligevel hinanden og ikke statsmagterne, vi skal bygge en fremtid på.