Røde eller blå, det er et fedt, for lygtemænd er lygtemænd.
Skærveknuser
af Kjeld Stenum
Vi er et folkefærd, der er gode til at løbe efter blålys. I et helt årti – ja, mere end det, det begyndte helt tilbage i firserne – har vi ladet os bilde ind, at vejen til økonomisk sundhed var at sørge for lavest mulige produktionsomkostninger, så vi kunne levere billigere varer end alle mulige andre og slå dem af pinden på verdensmarkedet.
Og vi trænede og trænede i at spare, spænde livremme ind, stresse og løbe stærkere på vores arbejde, nedskære sociale ydelser ud over grænserne til det inhumane, imødegå den øgede kriminalitet og sociale uro, der jo kommer af at rive tæppet væk under de dårligst stillede, med lovstramninger og så videre, kort sagt, vi dansede efter de nyliberalistiske økonomers pibe. Og så længe kapitalismen kunne ekspandere på det marked, der havde åbnet sig i Østeuropa efter murens fald, buldrede det derudad.
Men i længden gik det ikke. Selvfølgelig gik det ikke i længden. Vi kan spare og effektivisere og forbedre konkurrenceevne til det absurde, men man undergraver uundgåeligt det samlede verdensmarkeds forbrugsevne, når alle lande gør sådan. Og udvikler man ikke forbrugsevnen i samme takt, som man investerer, jamen så kan kapitalisterne ikke blive ved med at afsætte det, vi producerer for dem.
Så kan de begynde at spekulere og stjæle af hinandens lommer på børserne i stedet for at investere i produktion, det holder bare ikke i længden, før eller siden kommer krisen, og for fem år siden kom den. Og den vil ikke forsvinde igen.
Så nu har vi gjort op med de nyliberalistiske lygtemænd. Nu gider vi dem ikke længere. Nu har vi valgt en rød blok, der vil en anden økonomisk politik. Vi skal ikke spare os ud af krisen, siger de, vi skal investere os ud af den. Kickstarte et opsving ved at fremrykke planlagte offentlige investeringer. Gøre op med nedskæringsideologien der, hvor den er kommet ud på det inhumane overdrev. Skabe grønne jobs og uddanne.
Alt sammen gode og rigtige og sympatiske visioner. Og alle vi, som med god grund er dødtrætte af nyliberalismen for dens forpestende umenneskeliggørelse af dagligdagen, for den kyniske kulde, hvormed den lægger menneskeskæbner i ruin, vi klapper glade i vore små hænder og giver os til at løbe efter røde lygter i stedet for at løbe efter blå lygter. Men kære venner, det går bare ikke. Røde eller blå, det er et fedt, for lygtemænd er lygtemænd. Og nu må vi stoppe.
Nyliberalisterne har jo fuldstændig ret, når de siger til vores røde regering: »Jamen alt det med at investere og uddanne, der lyder jo meget godt, men sådan noget koster jo penge, og hvor vil I få dem fra? Vil I ende som Grækenland eller Portugal eller Italien?« For nok er det rigtigt, at hvis ikke vi investerer, så sparer vi alting ihjel.
Men hvis vi investerer, må vi have et klart svar på, hvor vi vil hente pengene fra, og det skal ikke være fra låntagning i udlandet, for så ender vi som Grækenland, Portugal, Italien, og hvorfor ikke nævne det dybt forgældede USA i samme åndedrag? Og har den røde regering det klare svar?
Det tror jeg ikke, den har. For den røde regerings vilje er lige så svag, som dens gode visioner er stærke.
Vi lever i en kapitalistisk stat, og i kapitalistiske stater har regeringerne kun mandat til at træffe beslutninger om den andel af den samlede økonomis investeringer, der er offentlige. Og det er trods alt en stærkt begrænset del af Danmarks samlede økonomiske investeringer, som det offentlige står for. Resten er privatkapitalisternes gebet. Og privatkapitalister flytter uden moralske skrupler deres penge derhen, hvor afkastet er størst.
Jeg arbejder for et tværeuropæisk svensk firma, vi sender overskuddet til Sverige, hvorfra beslutningerne om investeringer så træffes. Og de har den retningslinje, at er forrentningen af de danske investeringer ikke mindst 14 procent, jamen så flytter de da bare de investeringer et andet sted hen.
Og sådan tænker kapitalisterne. For dem handler det ikke bare om, at tingene skal kunne løbe rundt, det handler om, at de skal tjene mest muligt. Og forrentningen falder nødvendigvis, når man investerer i produktion, for større og større del af investeringerne bliver ædt af, at det bliver dyrere og dyrere at holde produktionsapparatet ajour med konkurrenternes produktionsapparat.
Derfor begynder kapitalisterne at spekulere, i bolig, i fødevareknaphed og den slags i stedet for. Det er ikke fordi den for samfundet nødvendige produktion ikke kan løbe rundt, for det kan den godt. Det er fordi de tjener mere på det andet.
Så den trafik må stoppes, hvis vi skal krisen til livs. Vi er nødt til at gå i kødet på kapitalisternes »ret« til at træffe beslutningerne om størstedelen af vore samfunds investeringer, så investeringer og forbrugsevne igen får mulighed for at udvikles i samme takt. Det betyder selvfølgelig indgreb overfor den private ejendomsret, det nytter ikke at krybe udenom. Men ser den røde regering det? Har den viljen til det? Nej, det tror jeg helt afgjort ikke.
Den tror som nyliberalisterne mere på at holde lønniveauet nede ved at øge de arbejdssøgendes konkurrence om jobbene end på sin egen vision om jobskabelse gennem investeringer. Det er den eneste tænkelige forklaring på, at der skulle være en pointe i at lave skattelettelser for folk i arbejde.
Og den forestiller sig, den med lidt spredt forøget beskatning af politisk ukorrekt sukker, fedt og trafik kan skrabe den for længst høstede forbrugsmark og få tilstrækkeligt med såsæd ud af det, så den kan undgå det kontroversielle problem om at gå i kødet på kapitalisterne. Men det går bare slet ikke, for nyliberalisterne har forlængst høstet forbrugsmarken så hårdt i bund, at der kun er jord og sten at skrabe sammen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278