Margrethe ved godt, at den, der hoverer efter en afgørende sejr, får svært ved at gennemføre en afgørende fred.

Skærveknuseren

af Kjeld Stenum

Nej, jeg fik ikke for meget at drikke nytårsaften. Mit sure opstød handler om noget helt andet. For efterhånden en del skærveknusere siden – omkring sidste års folketingsvalg – skrev jeg noget i retning af, at det efter min opfattelse var helt og aldeles udelukket, at Enhedslisten fik lov til at spille den samme rolle for den ny regering, som Dansk Folkeparti havde fået lov til at spille for den forrige.

Jeg skrev også noget om, at De Radikale med deres gennemført borgerlige økonomiske politik, blandt andet i kraft af deres alliance med De Konservative, var kommet til at bestemme i dansk politik. Jeg kom vist ligefrem til at kalde Margrethe Vestager for Dronning Margrethe.

Og hvad skete? Næppe var den ny regering tiltrådt, før Enhedslisten blev trukket ind i varmen som parlamentarisk grundlag for finansloven. Og blev det De Radikale, der markerede borgerlig økonomisk politik i den finanslov? Tilsyneladende ikke. Dronning Margrethe indtog en bemærkelsesværdig tavs og tilbagetrukken rolle under finanslovsforhandlingerne. Og gjorde Enhedslisten det ikke godt, udnyttede de ikke situationen optimalt?

Jo. Vel var der skønhedspletter, spørg for eksempel de uddannelsessøgende. Og Enhedslisten blev ved at stemme for den samlede finanslov, trukket ind i et kompromis med deres princip om aldrig at stemme for forringelser for arbejderklassen.

Men måske kan det engang imellem være det rigtigste at gå på kompromis med sine principper, og måske kan det lade sig gøre at gøre det uden samtidig at sælge ud af principperne. Det var det bedst muliges politik, det ville have været halsløs gerning at sætte så væsentlige landvindinger som afskaffelsen af fattigdomsydelserne på spil for at manifestere principper.

Og ingen var vel i tvivl om Enhedslistens holdninger, der blev fremført med så sjælden troværdighed, at Enhedslisten blev mediedarling og på et par måneder fik de borgerliges lange værdikamp vendt totalt på hovedet. Det lader sig igen gøre at argumentere socialistisk i Danmark, og det er umådelig meget værd.

Jeg tror ikke, det kunne have ladet sig gøre at udnytte situationen stort bedre, end Enhedslistens parlamentarikere gjorde. Blandt mine makkere på arbejdet møder jeg også stor respekt for Enhedslistens arbejde, og det er fuldstændig uvant.

Der er bestemt kommet en ny tone i den politiske debat. Noget af det, der kunne pisse én allermest af under den forrige regering var de ikke særlig indbringende, men for os almindelige arbejdsmennesker dybt nedgørende og ydmygende ideologiske markeringer om, at man skal gøre sig fortjent til at være her, ellers er man et udskud, hvad enten man har forkert hudfarve eller religion, eller der blot ikke har været plads til én på arbejdsmarkedet. Og udskud har mistænkelige motiver, de vil helst nasse og ikke yde, derfor skal de enten bortskaffes eller i det mindste kontrolleres i hoved og røv.

Disse ideologiske markeringer blev ikke mindst båret igennem af Dansk Folkeparti. Men det var Venstre, der tændte lunten med Anders Foghs værdikampskorstog. Og med terrorlove, stramninger i asyllove og retspleje med videre fik man opløst sine retsbegreber så meget, at ministre måske mistede deres fornemmelse for, hvor langt magten kan tillade sig at gå, før den kommer på kant med loven, og så følte vi andre virkelig højreekstremismen lure i kulissen.

Ovenpå det er det ligefrem befriende at høre en Mette Frederiksen udbrede sig om respekt for de svage, selv om hun var hurtig til at række ud efter pisken, straks vinden gik hende en smule imod.

Med finanslovsforliget gjorde regeringen da også et beskedent, men reelt forsøg på at mindske arbejdsløsheden med investeringer i arbejdspladser i stedet for pisk til de arbejdsløse.

Så alt i alt… Hvad er der at være sur over? Har jeg ikke fået omtrent så meget uret i min spådom som tænkeligt? Skal jeg ikke bare indrømme, at jeg tog fejl?

Jo-oh. Det skal jeg vel. Men jeg vil dog godt have lov til at holde fast i det forbehold, at den virkelige prøve på regeringens vilje og vej i klassekampen, den mangler vi altså stadigvæk at se.

Der er mistænkeligt stille omkring tilbagerulning af de riges skattelettelser, og vi har også et hængeparti omkring alle forringelserne af retsstaten: Terrorlove, menneskefjendske asylregler med mere.

Og når De Radikale fandt sig i, at Enhedslisten fik alle de indrømmelser, de fik, tror jeg, det skyldes, at de i forhold til den samlede finanslov ikke betyder meget. Margrethe lurepassede. Hun har ikke opgivet den traditionelle radikale vision om samarbejde henover midten og »ansvarlig«, det vil sige borgerlig, økonomisk politik, tværtimod. Vi skal ikke glemme, at finansloven jo grundlæggende er et udtryk for denne radikale vision med tilbagetrækningsreformen og forringelserne af dagpengereglerne.

Margrethe ved godt, at den, der hoverer efter en afgørende sejr, får svært ved at gennemføre en afgørende fred. Hun havde ingen grund til at provokere Enhedslistens forhandlere. Vi skal også lægge mærke til, at Helle brugte sin nytårstale til at varsle nedskæringer og besparelser, helt anderledes toner end den høje cigarføring omkring den forkølede kickstart.

Vi har mange år med finanskrise foran os stadigvæk. Og der vil komme krav om flere krisetiltag, hvor regeringen skal vælge enten at udpine arbejderne eller drage kapitalisterne til ansvar. Vi får se, hvordan det vil gå. Min spådom er stadigvæk, at den vil række hen over midten og finde kapitalisternes hænder på den anden side.