EU’s regeringsledere ryster i bukserne for Standard &Poors rating. Ingen diskuterer, hvordan vi regulerer den spekulative økonomi.

I denne uge har megatrends været tydelige. Det er store globale bevægelse i dybe strukturer med afgørende betydning. Klimaændringerne er en af dem. En anden er finanskapitales overtagelse af den politiske styring.

Der blev pakket både i Bruxelles og Durban. COP17 i Durban forløb uden de store forventninger og med resultater der passer til. Der mangler stadig en løsning.

IMF og Verdensbanken har sammen med indsatte diktatorer i Latinamerika, Afrika og andre steder i årevis gældsat en række lande for bagefter at komme med redningspakker skåret over den neoliberale læst. De skulle deregulere, privatisere og åbne markederne og beskære velfærdssystemerne. Kapitalverdenen af banker, finansvirksomheder og andre satte reelt landene under administration.

AAA regimet

I Europa har vi i de sidste måneder set, hvordan finanseksperter og bankfolk er sat ind på politiske topposter og i landenes administration med krav om privatiseringer, udsalg af arvesølvet, nedskæringer i velfærdssystemerne og forlængelse af arbejdstiden. Det er sket i Grækenland, Italien og sikkert også andre steder.

Det sker, fordi EU-traktaten fastlægger økonomiske rammer og principper for, hvad landene kan gøre. Først som en selvregulering af økonomien, men uden alle de styringsredskaber der er nødvendige. Dernæst som politisk diktat fra Den Europæiske Centralbank og nogle få politikere fra nogle få store lande – Frankrig og Tyskland. Hurlumhejet skyldes den kapital­– og finansverden, der havde brug for gæld­sætning via boligmarked, privatforbrug og statsobligationer.

I denne uge har Standard & Poors spillet en hovedrolle på den europæiske scene. Den store virksomhed har et netværk af tusinder af ansatte verden over. De sidder på en stor del af infrastrukturen i finansverden. Og de har et stort overskud.

De strør om sig med AAA, AA+ og AA'er. Et meget simpelt  kodesystem, der med tre – ganske vist store – bogstaver angiver et lands kreditværdighed. I krisetider er det meget følsomt, for hvis der er nogen spekulanterne lytter til, så er det Standard & Poors.

Camoufleret sammenbrud

Hele EU er sat på den sorte observationsliste. Truslen om nedgradering til AA+ hænger i luften og kan eksekveres hvert minut. Chok-våbenet er klart. Spekulanterne reagerer ved at kører rundt med pengene på en anden måde.

Målet er klart. Der skal skrues ned for velfærdsydelser, og bankerne skal sikres. Regeringscheferne brugte ikke ét minut på at drøfte, hvad der kan gøres ved hovedårsagen: hvordan kan kapital og finans sættes under administration med kraftige begrænsninger i deres spekulative globale hærgen.

Selv i den kapitalistiske økonomi er det et problem, at den spekulative økonomi dræner masser af profit ud af den mere produktive del af kapitalen. Derfor har krisen, som vi kendte fra gamle dage, ændret karakter.

Politikerne er på panikpunktet, parate til at sætte alt på ét bræt. Euro-landene kører videre med Euro-styring af finanslovene. Det ligner mere EU-krise, men lige nu sælges topmødet som den bedst mulige løsning.