Jeg kan ikke mindes én eneste gang, hvor jeg har nægtet at udføre uforsvarligt arbejde, og det så ikke efter ganske kort tid endte med, at jeg blev fyret.

SKÆRVEKNUSEREN

af Kjeld Stenum

Nej, det er ikke omkvædet i en gammel Jeppe Aakjær-sang. Og det skal heller ikke forstås på engelsk. Det er hade-navne, som vi i sjakket har givet de to epoxy-erstatningsprodukter Degadeck og Degadur. Af hensyn til eventuelle blufærdige personer blandt de kvindelige læsere (jeg ved de er sjældne) skal jeg undlade at gå i detaljer med vores hade-navn til hærdningsproduktet Pergadox.

Det er sjældent, vi som betonere har med malerkodede produkter at gøre, normalt lejer man specialister ind, men de havde ikke tid. De fleste af os ved dog, at koderne handler om produktets giftighed, og det er også cirka hvad jeg ved.

Så da den første tromle dikkedik ankom, og jeg så, der var advarsler både mod eksplosivitet og hudkontakt, undrede det mig, at tønden ikke var malerkodet. Og min undren blev hurtigt til højlydt brokken, for det var mig der skulle påføre produktet.

Vores opgave handlede om reparation af svindrevner i en temmelig mislykket støbning, dikkedik er før hærdningen et meget tyndtflydende produkt, som egner sig særligt til at trænge ned i de fineste revner. Da jeg fik åbnet for tromlen, brokkede jeg mig endnu mere, for skidtet lugtede – ja altså, temmelig krydret, for nu at sige det på den måde. Til sidst blev bejdsen træt af mit brok og prøvede at ringe ind til den specialist, der ikke havde haft tid.

Det tog en halv dag, før bejdsen fik fat i nogen. Og da det var en temmelig lille opgave, var vi så småt gået i gang, da han kom ned mod os med et triumferende udtryk i ansigtet. Det var ikke giftigt, sagde han, leverandøren havde bedyret, at dampene ikke var noget problem i fri luft. Det eneste, man skulle passe på, var ikke at få det direkte på huden. Nå ja, han kunne vel se, vi var gået i gang, sagde vi, men det var vi kun, fordi det var sådan en lille opgave!

Den voksede dog allerede samme dag. Da vi først var gået i gang, fandt bygherren ud af, at han gerne ville have behandlet et større felt. Og vi måtte bestille en leverance mere.

Mens vi snakkede om det, kom jeg til at vælte det plasticbæger, vi brugte til at måle hærdningsmidlet af med, ned i en lille sjat dikkedik, som var blevet spildt fra den uhåndterlige tromle. Jeg rejste bægeret op igen nærmest øjeblikkeligt. Men da var hele den side af bægeret, som var væltet ned i dikkedikken, allerede ætset væk. Jeg tog bægeret med bindetangen og gik hen og viste det til bejdsen. Ikke giftigt, jo velbekomme!

Da leverance nummer to ankom dagen efter, var den i hvide plasticspande, og det var ikke dikkedik, men dikkedu, der er lidt mere tyktflydende. På spandene stod der overhovedet ingenting, ud over at produktnavnet var ført på med en tushpen. Forklaringen på begge dele var, at den lokale leverandør ikke lå inde med andet end rester af produktet, han skulle først have det hjem fra Sønderjylland.

Bygherren havde imidlertid nu besluttet, at en ret omfattende del af dækket skulle have dikkedik. Så det var allerede da klart, at vi måtte have en forsendelse mere. Og på den tredje leverance var der endelig malerkode. Der stod 4-5.

Jeg mente, det betød, at produktet var temmelig giftigt, men kunne ikke huske det sikkert. Så da én fra firmaets sikkerhedsudvalg kom forbi, spurgte jeg, om ikke hun kunne skaffe mig bekendtgø­relsen over, hvad de koder betød helt nøjagtigt. Den bekendtgørelse sammen med en toksiologisk beskrivelse af produktet gav hun så til bejdsen hen omkring fyraften. De papirer kom først videre til mig næste dag hen under middag.

Kodningen viste sig at være den næsthøjeste og betød, at man ved udendørs arbejde skulle have minimum halvmaske med lufttilførsel, øjen- og ansigtsbeskyttelse, samt arbejdsdragt og handsker, som beskytter mod hudkontakt. Da havde vi lavet næsten tre fjerdedele af hele arbejdet, og jeg må indrømme, jeg var ved at synes, at det hele kunne være lidt lige meget for denne gang.

På det ugentlige orienteringsmøde et par dage senere kunne jeg dog ikke lade være med at genfortælle forløbet og skælde firmaet ud for at have en alt for slap procedure omkring malerkodede produkter. Det burde indberettes til sikkerhedsudvalget med det samme, så snart der skulle bruges kodede produkter, sagde jeg, så man vidste, hvem der havde ansvaret.

Ingeniøren var selvfølgelig ked af hele forløbet, men mente dog også, jeg selv havde haft lov til at sige fra. Jo, men ingeniøren vidste jo godt, hvem der fik fem tæer i røven, hvis man sagde nej til at udføre arbejde, man havde fået oplyst var o.k., sagde jeg. Hvis et firma var sådan, sagde ingeniøren, var det måske alligevel et spørgsmål, om det var værd at være i.

Det kan han jo have ret i, sådan set. Men nu har jeg været betoner i hen ved fyrre år. Det er sket nogle gange i løbet af min noget omtumlede karriere, at jeg direkte har nægtet at udføre arbejde, hvor jeg mente, sikkerhedsreglerne ikke blev overholdt. Jeg kan ikke mindes, at jeg er blevet fyret på grund af det.

Derimod er det sket nogle gange, at en anden blev sat på opgaven, og jeg så blev fyret ganske kort tid efter med en anden begrundelse. Faktisk, så kan jeg ikke mindes én eneste gang, hvor jeg har nægtet at udføre uforsvarligt arbejde, og det så ikke efter ganske kort tid endte med, at jeg blev fyret.

Ud fra et princip om, at et firma, der kan hitte på den slags, ikke er værd at være i, tror jeg ikke, der er nogen entreprenørfirmaer her i landet, som det er værd at være i. Så kan man slet ikke være betoner.