Den dystre virkelighed er, at vi er handlingslammet af den kapitalistiske vækstlogik til skade for klimaet. Det kan heller ikke COP17 ændre ved.

Enten er der krise eller også er der vækst. Begge dele er et aktuelt problem . I disse dage oplever vi, hvordan systemer og logikker i den kapitalistiske verden spidser til.

Krisernes komplekse karakter træder tydeligt frem. På den ene arena – i EU ­­– bliver de brugt til at afvikle demo­kratiske mekanismer og på den anden i Sydafrika bliver håndteringen af klimakrisen udsat – igen.

Denne kombination af handlinger og lammelse er vores dystre virkelighed.

Klimaets tilstand

For to år siden var der COP15 i København. Wonderful Copenhagen talte om, hvor dejligt det var, at Hopenhagen blev sat på verdenskortet.  Det ville skaffe flere turister til byen med brændstofslugende fly og krydstogtskibe.

Det, der blev stående, var Løkke Rasmussens topmødekollaps og de verserende sager om politiets uretmæssige anholdelsen og efterretningsindsamlinger. Folk, der tog klimaet alvorligt, blev sat i brummen, mens de uansvarlig lettede fra Kastrup for at dukke op igen i Cancun i Mexico sidste år til COP16.

Nu kommer de til  Durban, hvor der er COP17 fra 28. november til 8. december. Igen er byen på den anden ende. Klimatopmøderne har fået samme funktion som OL,  hvor den ene by efter den anden vil løfte sig selv ind i verdens opmærksomhed.

Mens forventningerne til COP15 var højt, så er der ingen til COP17. Den danske klimakommissær Connie Hede­gaard håber, at der bliver vedtaget en køreplan for hvornår de store lande gør noget. Hun siger, at EU vil acceptere at lande som USA, Kina og Indien først vil forpligte sig til bindende mål i 2020.

Klimaforskerne blev noget chokerede over den melding, der betyder at kloden nærmer sig linien, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Professor Dorthe Dahl-Jensen fra Københavns Universitet  er  citeret i Politiken:

»Resultatet vil blive et meget større klimaskift og en øget afsmeltning af isen i verden. Det kan betyde, at vandet i verdenshavene vil stige med op mod halvanden meter inden 2100«.

Det er rigtig meget.

naturens rettigheder

Det er indlysende, at lande har et legitimt udviklings­behov. MEN. Efter COP15 i København  holdt et stort antal mennesker fra hele verden People’s Conference on Climate Change and the Rights of Mother Earth i Cochabamba i Bolivia.

Her blev Declaration of the Rights of Mother Earth vedtaget. Det er en bemærkelsesværdig erklæring, som for det første giver mennesket en placering i naturen og for det andet giver naturen rettigheder.

Rettighederne er foldet ud som menneskerettighedserklæringer, men har ikke det samme filosofiske afsæt ved at tildele snegle og spurve indivi­duelle rettigheder. Retten er i stedet givet til økosystemerne, som vi mennesker er en del af.

Naturens rettigheder åbner frigørende perspektiver for mennesker, fordi naturen udfordrer vækstøkonomien som en naturlov. Det er en menneskeskabt lov, som bringer naturen på kanten af kollaps.

Mennesket er ikke fremmedgjort eller har befriet sig fra naturen, som det engang var intimt forbundet med, eller kom ud af et sted på strækningen mellem abe og menneske. På den måde kan samfund og natur heller ikke ses som adskilte og i modsætning til hinanden, eller hvor samfundet skal tage afmålte hensyn til naturen.

Samfund er en integreret del af naturen og udgør en form for en dynamisk struktur, som ideelt set lever i en indsigtsfuld symbiose i naturen. Derfor er spørgsmålet om menneske/natur også et fundamentalt omdrejningspunkt for ændringer i samfundets – det kapitalistiske systems – dybdestrukturer.

Demokratiets tilstand

Det gamle Europa-kontinent befinder sig i en dyb strukturel økonomisk krise, der er forbundet til den globale vækstlandenes økonomi.

Bankerne ryster i bukserne og mens EU beskylder USA for at lade hånt om klimaet, har USA’s centralbank beordret 30 af de største amerikanske banker til at gennemføre en stresstest. De skal svare på, om de kan modstå en kollaps i den europæiske økonomi med et fald i bruttonationalproduktet på seks procent samt en stigning i den amerikanske arbejdsløshed til 13 procent. I Asiens banker er vurderingen, at »Europa kun er i begyndelsen af sin krise«.

Det viste sig også midt på uge, da Tyskland måtte sus­pendere et salg af statsobligationer på grund af stigende renter. Det var en rød lampe for alle EU-lande. Samme dag fremlagde EU Kommissionsformand José Manuel Barroso et vidtrækkende forslag om at kunne intervenere i medlemslandenes finanslov.

Ikke som en udtaleret, men som en direkte indgribende rettighed. Med i pakken er også et forslag om udstedelse af EU-obligationer. Dette setup vil forværre klimaet i EU i den kommende tid. Dertil kommer en fortsat vækst i de folkelige protester – som snart må nå til Danmark – mod den udemokratiske dikteret politik.

Klimakrisen og EU’s fundamentale struktur– og økonomikrise skræller det kapitalistiske system ind til sin kerne. Fremtidens generationer kan sejle i deres egen sø, og den demokratiske styreform lukkes inde i en bank­boks, mens bank og finansfolk overtager styringen.

Dér står den. Klima- og økonomikrise er forbundne.