Jeg tror ikke, der er særlig mange af Folketingets politikere, der virkelig har viljen til det, der skal til. Kapitalismen er virkelig i krise

af Kjeld Stenum

Det er ved at være nogle uger siden, vi havde folketingsvalg, og beruselsen over »systemskiftet« er ved at have lagt sig. Det samme er de værste tømmermænd over, at det nye »system« viste sig at ligne det gamle – om ikke til forveksling, så i hvert tilfælde i de grundlæggende træk.

Tilbagerulningen af tilbagetrækningsreform og dagpengeforringelser var i det store og hele solgt, nærmest inden forhandlingerne om regeringsgrundlag gik i gang. Millionærskatten er røget i forhandlingerne, ophævelsen af lofterne på fattigdomsydelserne skudt til hjørne til finanslovsforhandlingerne. Pengene skal nemlig findes først, man er jo en ansvarlig regering.

Og i dette ord »ansvarlig« ligger det politiske valg, som man måske nok burde have kunnet forudse, denne regering ville gøre. Nemlig det valg at bevare, og ikke udfordre, vores økonomiske system, den grundlovs- og EU-garanterede fri konkurrencekapitalisme.

Det vigtigste i verden er det danske erhvervslivs konkurrenceevne, det er det, der sætter såvel de grundlæggende rammer som det endelige mål for al politisk stræben her i landet. Og indenfor den ramme betyder det ikke så meget, om man vælger at satse på at investere sig ud af krisen eller spare sig ud af den.

For må man ikke genere erhvervslivets konkurrenceevne, kan det jo i bund og grund ikke blive kapitalisterne, der skal lægge ryg til finansieringen af grønne investeringer og andre tiltag, som skal bringe os ud af krisen. Og så må det jo blive os andre.

Medicinen mod krisen er grundlæggende den samme, hvad enten statsministeren er fra Venstre eller fra Socialdemokratiet. Og det er bitter medicin for os fattigrøve, der havde så store forventninger til de nye tider.

For den forrige regerings sociale forringelser bliver kun meget mangelfuldt rullet tilbage, og vore lønninger er aldrig siden krisen i trediverne steget så lidt som på det allerseneste, mens noget omtrent modsat gør sig gældende for de mest basale leveomkostninger.

Men det er en gammel sandhed, at en socialdemokratisk ledet regering er bedre til at få den slags bitre piller til at glide ned end en borgerlig. Og fagbevægelsens topfolk opfordrer da også allerede til løntilbageholdenhed igen ved de kommende overenskomstforhandlinger.

Man skal jo helst ikke skabe forventninger, bare fordi regeringen er blevet rød. For skuffede forventninger giver uro, og den ny regering vil have arbejdsro. Uanset at fagbevægelsens top heller ikke under borgerlige regeringer er drivende i at etablere faglig samling, så er det en meget tungere dyne at sejle op imod, når den allerede fra start af har undsagt vores interesser, som den skulle kæmpe for.

Nogle siger, at det er Margrethe Vestagers skyld. Dronning Margrethe den tredje, som de kalder hende. Det er det måske lidt. Jeg skal bestemt være den sidste til at underkende, at den dame er en politisk håndværker med ben i næsen.

Men man skal nu heller ikke give hende alt for megen ære. En undskyldning, der meget tit bliver gentaget af den ny regering i forbindelse med valgløfte-udsalget, er at i dansk politik skal man kunne tælle til 90 mandater. Og selv om det er en bekvem undskyldning, så er det jo sandt nok. Der er ikke 90 mandater for en rød økonomisk politik.

Men det havde der nu nok heller ikke været, selv om Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet havde fået dette magiske antal mandater alene. Jeg tror ikke, der er særlig mange af Folketingets politikere, der virkelig har viljen til det, der skal til. 

For kapitalismen i vores del af verden er virkelig i krise. Måske en krise fuldt så alvorlig som den i trediverne. Grunden til, at den er blevet så alvorlig, er, at kapitalisterne i efterhånden mange årtier i den grad er blevet strøget med hårene af de enkelte landes regeringer og ikke mindst af EU.

De har i stadig stigende omfang fået adgang til at rekruttere deres arbejdskraft, hvor den var billigst, og til at flytte deres penge frit over grænserne til de steder eller økonomiske sektorer, hvor afkastet var størst. Det har destabiliseret økonomien og lagt den åben for gold spekulation.

Og vi almindelige menneskers muligheder for at træde op imod det er i stigende omfang blevet undergravet, især gennem undermineringen af enhedsfagbevægelsen. På den måde er der i årtier blevet ført en overordnet økonomisk politik, der direkte har underbygget kapitalismens iboende krisetendens: Alt for meget er gået til investeringer i konkurrenceevnen, mens sociale goder og lønninger alle vegne er blevet udhulet så meget, at hjemmemarkederne kollapser. Og så bliver der til sidst heller ingen at eksportere til.

Så der er meget mere end tilbagetrækningsreform og dagpengeforringelser, der skal rulles tilbage, hvis det skal batte noget. Der er blandt andet et EU-medlemskab og et forbud mod eksklusivaftaler.

Og så må der indføres mulighed for nogle indgreb mod spekulation og ukontrolleret kapitalflugt, som måske ikke kan undgå at udfordre grundloven. Skal vi gøre alvor af at producere os ud af krisen i stedet for konkurrere os ud af den, er vi også nødt til at oparbejde en hjemlig forbrugsevne, der kan bære sådan en produktion.

Og det kan vi ikke, så længe kapitalisterne bare frit kan rende af gårde med de penge, de har tjent på os, så snart de trues med selv at skulle bidrage til at finansiere investeringerne over skatten, eller blot lugter bedre afkast andetsteds.

Hvor mange folketingspolitikere har viljen til at arbejde for sådan en politik? Nej vel, der var ikke ret mange, der rakte hånden op. Der er et ganske pænt stykke op til de 90 mandater.