❝Man skal passe på, hvad man skriver. Det skrevne kan bruges i de mest uventede sammenhænge.

Skærveknuseren

af Kjeld Stenum

I vores firma er ledelsen betænksom overfor medarbejderne. På næstsidste side i firmaets interne blad glor et kendt ansigt lige pludselig ud imod os: gravemester Jens. Han er ikke fotograferet i en eller anden arbejdssituation, det er helt tydeligt. Han poserer. Vi diskuterer hans ansigtsudtryk, vi er ret enige om, at det er usædvanlig fjoget, men vi er i tvivl om, hvorvidt han skærer grimasser, eller han bare ikke ved, hvordan han skal se ud.

Af artiklen fremgår det imidlertid, at det, sagen drejer sig om, er, at firmaledelsen har betænkt ham med seks flasker rødvin. Årsagen er, at han har læst om en ombygningsopgave i sit lokalom­råde og gjort firmaet opmærksom på den, og firmaet har vundet licitationen. Så man vil godt vise sin påskønnelse.

Sådan tænker de så meget på os. Eller måske ikke så meget, men det sker da. Nu er det også en større sag, det drejer sig om. Oprindeligt havde vi hørt, det skulle dreje sig om for 100 millioner kroner insitu-beton, hvilket er rigtig meget, men i artiklen står 70 millioner. Nå ja, 70 millioner, og så seks flasker rødvin…

I artiklen bliver Jens i øvrigt rost for selv at være om sig med hensyn til at skaffe arbejde i disse vanskelige tider. Det er rigtigt. Som vi kender ham, kunne vi sagtens forestille os, at han har siddet med lokalavisen i hånden og tænkt, nu gider han ikke længere høre på alle ledelsens luftslotte, hver gang de bliver spurgt om fremtiden. Nu skal han nok skaffe arbejde til sig og gutterne! Og så har han gjort noget.

Ifølge artiklen skal han da også selv derud og grave. Men hvis han skal det, så er han da også den eneste danske kuli, der skal, for den entreprise, jeg snakker om, er den, jeg før har skrevet om i denne spalte. Den, der skal udføres udelukkende ved hjælp af omkring 100 indlejede polakker og litauere på mindsteløn. Nå ja, og så Jens selv, tilsyneladende.

Jo, han skaffede da arbejde til firmaet. Måske har han smagt på rødvinen, så har han nok syntes, den var lidt bitter, måske er det derfor, han har så fjoget et udtryk i ansigtet.

Men som sagt gør de meget for at fremme vores trivsel i firmaledelsen. Sammen med firmabladet er der en kuvert til hver af os indeholdende et langt spørgeskema. Det er den årlige trivselsanalyse.

På spørgeskemaet bliver der spurgt ret tæt ind til, hvor tilfredse vi er med den daglige information, med arbejdets tilrettelæggelse, med arbejdssikkerhed og miljø, med vores daglige ledere og så videre, altså ret prekære ting, som nok kan bringe nogle personer i forlegenhed, heriblandt os selv, hvis vi virkelig giver udtryk for, hvad vi mener om kapitalisternes udbytning af os.

Én ting er jo, at vi godt kan tillade os at være ret så åbenmundede i den daglige omgang. For sagte ting kan nok gøre os gale i hovedet den ene dag. Men de er glemt den næste, og det ved alle. Det er simpelthen en overlevelsesmekanisme, som enhver, der skal fungere sammen med mennesker, som man ikke selv vælger, men bliver sat sammen med, er nødt til at tilegne sig.

Men noget ganske andet er det, der bliver skrevet. Det skrevne bliver ved med at være der, det kan bruges til forskellige slags dokumentation i de mest uventede sammenhænge, det ved de fleste af os fra vores omgang med det offentlige. Man skal passe på, hvad man skriver. Skriver jeg!

Nå. Sådan ved de jo godt inde i firmaledelsen, at vi tænker, derfor forsikrer de i et ledsagebrev til skemaet, at besvarelsen er anonym. For hvis de skal kunne bruge en trivselsanalyse til noget, skal de naturligvis kunne stole på, at de, der deltager i den, er oprigtige. Hvis tilstrækkelig mange svarer, er der lagkage.

Nu er det så, vi sidder og snakker om, mens vi studerer spørgsmålene, hvad skal det bruges til. Skal man nu være oprigtig? Jo, men firmaledelsen vil da uden tvivl gerne gøre en indsats for at have optimalt motiverede medarbejdere. Helt sikkert. Men hvordan?

Vi er jo ikke optimalt motiverede. Vi oplever, at lønnen bliver ringere, at tempoet bliver hårdere, at sikkerheden bliver ringere, at vi bliver mere afmægtige, vi må som noget relativt nyt finde os i vikarer i pressede situationer i stedet for tilstrækkelig bemanding, og unge mennesker må finde sig i at være underbetalte vikarer i en årrække, hvis de vil ind i branchen eller ind på arbejdsmarkedet i det hele taget.

Og vi må finde os i, at firmaet næsten fuldstændig konsekvent skiller sig af med alle over tres, mens vores samfunds regeringer vedtager love, der skal piske dem til at blive på arbejdsmarkedet. For ikke at snakke om, at firmaet her midt i en krisetid med stærkt voksende arbejdsløshed vælger at køre én af sine hovedentrepriser med underbetalt indlejet østeuropæisk arbejdskraft.

Jo, vi oplever det som uretfærdigt! Vil firmaet bruge den trivselsanalyse til at rette op på nogen af de ting?

Der var engang én, der virkelig talte frit fra leveren, fortæller én af dem, der har været længst i firmaet. Han blev kaldt ind til samtale og fik at vide, at hvis han virkelig var så utilfreds, syntes de, han skulle gå ud og finde noget andet.

Jo, men de skriver jo, at vi er anonyme, indvender vi. Ja, anonyme, min bare røv, svarer han og fortæller, at engang havde han også skrevet et par sandheder om sin leder i skemaet og ikke opdaget, at der blev spurgt efter hans gamle leder, som var ganske vellidt.

Så var den gamle leder kommet et par dage efter og havde spurgt, om han virkelig mente det, han havde svaret? »Anonym? Prøv at se nederst i hjørnet!« siger han. Og vi kigger, i skemaets ene hjørne står et femcifret tal. Og hver af os har fået forskelligt tal.

Så putter vi skemaet i kuverten, ubesvaret. Hvis de kommer og spørger os, hvorfor vi har afleveret blankt, vil vi spørge dem, hvor de ved det fra? De har jo selv skrevet, at besvarelsen er anonym.