Nå, mindsteløn, ja, det kunne vi jo ikke konkurrere med, for det var der ingen af os, der havde råd til at gå til.

Skærveknuseren af Kjeld Stenum

I snart tre år har omkvædet på firmaets fredagsmøder været, at der ikke har været arbejde at få. Man regnede og gav tilbud efter tilbud, og man var ukuelig optimistisk hver gang, somme tider var man næsten begyndt at indrette skurby, i hvert fald på papiret.

Men det endte næsten altid med, at man blev nummer to, tre eller endnu mindre ved licitationerne. For alle de andre store entreprenør-firmaer var også på banen, og de var lige så sultne. Så der blev fyret funktionærer, vi blev også færre og færre timelønnede, og man ventede nærmest bare på, at man selv stod for skud.

Endelig begyndte der at gå rygter om, at det var ved at komme lidt mere i gang rundt omkring. Vognmændene fortalte om mere kørsel, større og større ting kom i udbud, og nok vandt firmaet stadig ikke licitationerne, men optimismen, før man endnu engang tabte, var mere inderlig. Blandt ingeniører og andre funktionærer, forstås. Vi andre, vi var lidt mere skeptiske. Måske syntes vi, vi havde hørt det lidt for mange gange før, men vi var selvfølgelig heller ikke så meget inde i sagerne.

Men lige pludselig gik rygtet, at den helt store entreprise var kommet i hus. Roskilde Forbrænding, for 100 millioner insitu-beton, en selv i gode tider meget betydelig entreprise. Der skulle blive arbejde til omkring hundrede mand, og det lød som, at det måtte blandt andet blive os. For det lød som arbejde af den slags, som vi gik mest i, der var ikke andre afdelinger af firmaet, der var specialiserede i insitu-beton.

Desuden gik vores ingeniør til møder om sagen, det måtte betyde, at han nok skulle involveres, tænkte vi, og skulle han det, var det nok ikke tænkeligt andet, end at han ville flytte sine egne folk derud. Jeg snakkede kørsel derud med én af mine makkere, der bor i Gladsaxe, for jeg var ikke helt vild med at skulle cykle til Roskilde hver dag i længere tid, og han ville jo alligevel køre lige forbi, hvor jeg boede.

Så kom ingeniøren tilbage fra et møde. Nå, hvordan gik det så, ville vi vide, skulle han involveres i ledelsen af den ny store plads? Skulle vi belave os på at møde op i Roskilde til efteråret? Joh, han var da godt nok blevet involveret, sagde han. Det var der også nogle af de andre funktionærer i firmaet, der var.

Men der ville ikke blive ansat én eneste dansk timelønnet. Argumentet var, at det var sådan en stor plads. Man havde fra firmaets side på forhånd erkendt, at det ikke ville være muligt at stampe 100 duelige mand op af jorden, som arbejdsmarkedet så ud lige i øjeblikket. Og derfor havde man besluttet at bryde firmaets mangeårige politik med kun at bruge den lokale arbejdskraft, altså danskere. Gennem et udenlandsk firma ville man indleje 100 polakker og litauere til at udføre selve betonarbejdet.

Den måtte vi tygge lidt på, det var sgu lidt af en spand koldt vand. Ingeniøren, der jo nok vidste, hvad der foregik i vore hoveder, skyndte sig at lægge forklarende til, at firmaet ikke ville komme til at tjene penge på det. For dels var de jo indlejede, så der var også nogle, der skulle tjene på at leje dem ud. Dels skulle de aflønnes efter dansk overenskomst. Dels var man nødt til at hyre en del folk til bare at tage vare på sprogproblemerne i den daglige kommunikation mellem byggeledelse og arbejdsfolk. Og det ene med det andet. Nå ja, dansk overenskomst, fik vi mumlet, hvis det betød, at de fik en ordentlig løn, så… Det var mindsteløn, sagde ingeniøren.

Nå, mindsteløn, ja, det kunne vi jo ikke konkurrere med, for det var der ingen af os, der havde råd til at gå til. Men vi betalte selvfølgelig også dansk og ikke polsk eller litauisk husleje og skat. I vore ører lød det jo også lidt underligt, at det for tre-fire år siden, hvor arbejdsløsheden var betydeligt mindre end i dag, havde været muligt at stampe 70 folk op af jorden til det skæve hotel på Amager, men at det skulle være så umuligt at skaffe en smule flere i dag, hvor arbejdsløsheden var betydeligt større.

Ingeniøren, der er en flink mand og altid prøver at svare os efter bedste evne, mente godt, han kunne forstå, hvor vi ville hen. Men han havde nu ikke rigtigt noget svar. Så om svaret er, at firmaet måske alligevel regner med i sidste ende at komme til at tjene en smule på at indleje polakker og litauere til mindsteløn, eller at det på de tre år virke­lig er blevet så meget mere umuligt at stampe en større portion kvalificerede lokale betonere op af jorden, skal jeg lade være usagt. Det får læseren selv gætte om.

Det, der for mig at se er sagens kerne, er, at et stort firma, der hidtil har gjort en dyd ud af at ansætte lokale folk, nu har kapituleret og er begyndt at hyre østeuropæere. Ikke som et eksperiment i småtingsafdelingen, men på én af firmaets kommende hovedentrepriser. Det er altså noget, der virkelig vil komme til at klemme os.

Vi stiller vore lønkrav udfra hvad det koster for almindelige arbejdende mennesker at leve nogenlunde anstændigt i det her land, og guderne skal vide, at der i de senere år er kommet et par tykke streger under det her »nogenlunde«! Men nu, hvor firmaets bærende indtægter vil komme til at afhænge af østeuropæere på mindsteløn, kan det være ret ligeglad med, hvad vi stiller eller ikke stiller af krav.

Og som sagt, mindstelønnen den kan vi ikke konkurrere med, for den har vi ikke råd til at gå for. Men det er, hvad vi vil blive nødt til. Så enten må vi forlade branchen (og hvorhen så?). Eller også må mindstelønnen hæves, så også vi kan leve af den. Eller også må østeuropæerne pålægges lige omkostninger med os, når de arbejder i Danmark, så de bliver nødt til at stille deres lønkrav under lige vilkår med os. Ellers er det jo konkurrenceforvridning, og det må man ikke i EU. Eller hva?