Vi er i gang med at genskabe den fornedrende fattigdom, som min mor oplevede for snart 100 år siden.

Når velfærdssamfundet afmonteres genskabes den fornedrende fattigdom, hvor hjælp ikke længere er de udsattes rettighed, men noget man skal tigge om at få.

Bille

UDENFOR

af Preben Brandt

Jeg var for en uge siden på besøg i Thy i forbindelse med, at jeg har ansvaret for et projekt deroppe. Et projekt, der beskæftiger sig med socialt udsatte i et tyndt befolket område.

Også i små landsbyer møder man fattigdom, ensomhed og hjemløshed. Det sidste ganske vist i en særlig form, fordi det er relativt let at få en bolig i enten et af de billige, dårlige huse, der udlejes privat eller i en almen bolig, således at også de mennesker, der i en storby ville leve som hjemløse, ret nemt kan få et sted at bo.

Det er dog ikke det, jeg vil skrive om, men derimod en mere personlig beretning. På vejen hjem til København tog jeg forbi Salling og nærmere betegnet landsbyen Ramsing.

Jeg ville igen køre forbi det hus, som min mor, da jeg var barn og vi var på familiebesøg i Jylland, altid ville forbi og se, og fortælle os børn om.

Landsbyens fattigste

Huset er nu moderniseret og ser fint og velfungerende ud.

Her boede min mor, da hun som seks-årig i 1915 blev sendt af sin mor op til bedsteforældrene i landsbyen.

Min mormor forsørgede alene en søskendeflok på seks, og familien boede i en elendig københavnerlejlighed. Min mormor tjente sine penge ved at vaske og reparere for folk og når der ikke var arbejde at få, måtte man klare sig for ingenting.

Så at slippe af med et barn til familien i Jylland har formentlig været en lettelse.

Men mine oldeforældre var om muligt endnu mere fattige og forarmede. De var begge i 70'erne, da min mor boede hos dem, og de tilhørte proletariatet.

Ikke arbejderproletariatet, men et par takker længere nede af den sociale rangstige, nemlig pjalteproletariatet, som måtte leve af lidt forefaldende arbejde her og der, og af en helt utilstrækkelig offentlig hjælp når alt andet glippede.

Og den måtte de ydmygt tigge om at få hos hovne myndigheder. Det var det samme pjalteproletariat min mor havde levet i, da hun boede i København.

Nogle gange om året gik min mor med bedstemor til sognefogeden for at blive forhørt, om hun og hendes mand nu også stadigvæk kunne opfattes som uforskyldt, værdigt trængende, således at de var berettiget til aldersrente.

Min mor beskrev disse besøg hos den velhavende gårdmand, der også var sognefoged som ydmygende og sårende. Han var dem bestemt ikke venligt stemt og viste tydeligt sin foragt for disse fattigfolk.

Min mor boede hos bedsteforældrene til hun som 14-årig kom ud at tjene og vendte først tilbage til København, da hun var 21 år gammel.

De otte år i det hus i Ramsing fortalte hun om igen og igen.

De var ludfattige og blev set ned på af gårdmændene, husmændene og de faste landarbejdere.

At der ikke var penge var slemt nok, men de daglige ydmygelser var værre. Kosten var rugbrødsmadder med lidt margarine, kartofler med meldyppelse og en gang om ugen lidt flæsk eller sild. Tøjet blev syet om og om igen.

De havde en håndsymaskine, som min mor hurtig blev ret ferm til at bruge. Huset var dårligt opvarmet med tørv, man sov på halm og i en del af huset var der lerstampet gulv.

tilbage til pjalterne

Lyder det af hyggelig gammeldagshed? Det var bestemt ikke det, det var. Lang fra.

Det var udmarvende og helt blottet for muligheder for at bevæge sig socialt og forbedre sin situation. De var låst fast i en dyb fornedrelse, hvor troen på egne evner og muligheder var pillet helt ud af dem, eller i hvert fald af min mor.

Jeg har været så heldig, at da jeg var barn i sidste del af 1940'erne og 50'erne var samfundet i en rivende udvikling økonomisk og socialt.

Man var gået i gang med opbygningen af den velfærdsstat, som har givet mig og mange andre muligheden for at bevæge os socialt, få en uddannelse og trygge økonomiske rammer.

Det er den velfærdsstat, som nu er kommet under pres. Vel kan der være behov for fornyelse, men det er jo ikke det, der er ved at ske.

Vi er i gang med at afvikle. Vi er i gang med at overlade pjalteproletariatet til at sejle i deres egen sø.

Selvfølgelig har den nye fattigdom et andet ansigt, men bagved det synlige er den af samme karakter.

Mistroen og disrespekten over for de mennesker, der ikke klarer sig og presset på dem for at de skal bevise sig værdige til hjælp, er på vej tilbage i socialpolitikken og nærmer sig den form, som min mor fortalte om, at hun oplevede for snart 100 år siden.