Hvordan kan Danmark som økonomisk område have et overskud på 100 milliarder kroner om året, mens de offentlige budgetter er tynget i knæ?

^Økonomikommentar _{af Carl-Aage Jen en}

Debatten om den økonomiske politik i Danmark har siden nytår været præget af kampen om afskaffelsen af efterlønnen og spørgsmålet om at lukke hullet på de statslige budgetter, hvor regeringen med sin såkaldte 2020 plan og kravet om at finde 47 milliarder kroner har haft held til at sætte den politiske dagsorden på det økonomiske område.

Det borgerlige Danmark med politikerne og deres medier i spidsen har forsøgt at fremmane et billede af, at der kun er en udviklingsvej, ellers vil landet nærme sig afgrunden som i tiden efter den forrige store krise i 70erne under Anker Jørgensens skiftende regeringer. Græske tilstande lurer lige om hjørnet.

I 1970’erne var den økonomiske situation imidlertid en helt anden end i dag. Den gang havde Danmark ikke bare et underskud på de offentlige budgetter, blandt andet som følge af den stigende arbejdsløshed, men også et underskud i det økonomiske samvær med resten af verden – betalingsbalancen var med andre ord negativ.

Den gang blev vejen ud af krisen konkretiseret i parolen om, at Danmark skulle eksportere sig ud af krisen. Vi skulle sælge flere varer end vi importerede for at få rettet op på økonomien. 

et overskudssamfund

Set fra den øvrige verden er Danmark derimod i dag et overskudssamfund. Danmarks Statistik har her i maj offentliggjort de seneste tal for Danmarks økonomiske balance overfor udlandet og alt peger på at overskuddet på betalingsbalancen i år bliver større end sidste års godt 100 milliarder kroner. Overskuddet stammer fra både handel med varer, tjenesteydelser og transport.

Helt i tråd med det kan en lang række af landets store monopoler melde om rekordstor indtjening i årets 1. kvartal. Berlingske Business taler direkte om »guldfeber i erhvervslivets top«.

Baggrunden er ifølge avisen ikke bare sparerunder og effektiviseringer, men at salget »brager i vejret«. Det konkluderer avisen på baggrund af selskabernes regnskaber fra året første kvartal.

Et eksempel er Danmarks største selskab, A.P. Møller-Mærsk, der således i årets første tre måneder har øget omsætningen med 11 procent i forhold til samme periode sidste år, til knap 80 milliarder kroner. Selskabet fremviser et driftsresultat på over 16 milliarder kroner. Og så har selskabet endda ikke høstet hele gevinsten som følger af lukningen af Lindøværftet senere i år.

Hvordan kan Danmark som økonomisk område have et overskud på 100 milliarder kroner om året, mens de offentlige budgetter er tynget i knæ, blandt andet på grund af den øgede arbejdsløshed i kølvandet på den finansielle krise?

Danmark kan ikke eksportere sig ud af krisen, da overskuddet overfor for omverden allerede er voldsomt stort, så løsningen på problemet skal altså søges i de interne danske forhold og i fordelingen af indtægterne.

tip til en ny regering

Vismændene har allerede lavet en undersøgelse af de store udenlandske monopoler og konkluderet, at de ikke bidrager til det danske samfund i form af skat, fordi de flytter overskuddet ud af landet.

Den undersøgelse bør en kommende ny regering følge op på med en analyse af, hvor meget, eller nærmere hvor lidt, de danske monopoler egentlig bidrager til fællesskabet med, så der kan stilles præcise krav.

Alene det at sætte spørgsmålet på dagsorden vil rejse et ramaskrig i visse kredse.

Berlingske Business har allerede kastet sig ud i et forsvar og proklameret at de højtlønnede ansatte i monopolerne betaler »formuer« i skat. I stedet for at klage sig over, at de store selskaber betaler for lidt i skat, burde man glæde sig over, at selskaberne ikke allerede er flyttet i skattely i eksempelvis Schweiz.

Avisen mener, at det skæve forhold til udlandet vil blive rettet op, hvis der kom lidt mere økonomisk optimisme og dermed en øget dansk efterspørgsel.

De planlagte nedskæringer på de offentlige budgetter i størrelsesordenen af 47 milliarder kroner skaber imidlertid ikke meget økonomisk optimisme eller øget efterspørgsel – tværtimod.

Det er trods alt heller ikke nødvendigt at vente på en sådan analyse på alle områder. Enhedslisten har på sit landsmøde i weekenden rejst det rimelige krav, at store selskaber, der flytter arbejdspladser ud af Danmark, skal betale den udviklingsstøtte tilbage, de har fået.

Det er et krav der virker meget logisk og aktuelt set i lyset af forløbet omkring lukningen af Lindøværftet, hvor A. P. Møller Mærsk samtidig med lukningen fik statsstøtte til at flytte produktion af nye containerskibe til Korea.

Carl-Aage Jensen er marxist og civiløkonom. Læs hans økonomiske kommentar i Arbejderen den sidste onsdag i hver måned.