…Vi har så forskellige forestillinger om livslykke, at de ikke lader sig reducere til en fælles kage…

^Skærveknuseren _{af Kjeld Stenum}

Op gennem det seneste par århundreder har hovedskellet i den filosofiske debat om menneskenes formål med at danne samfund været, om det hovedsagelig handlede om den fælles nytte for borgerne, eller det hovedsagelig handlede om at udvide deres personlige frihed. De to filosofiske kasser hedder henholdsvis utilitarisme og liberalisme.

Umiddelbart ville nogle måske synes, at det kan komme ud på ét: For hvis personlig frihed er nyttig for os, må utilitaristen jo også gøre det til sin målsætning. Og omvendt har ingen jo nogen personlig frihed uden i kraft af visse grundlæggende samfundsgoder, som er nødvendige for livets opretholdelse.

Men vi ved nok også allesammen, at der alligevel er meget stor forskel på, på hvilken måde man bygger samfundet op, hvis man hylder henholdsvis den ene eller den anden teori.

Den utilitaristiske teori, at den fælles nytte er det vigtigste formål, har især stor indflydelse på den samfundsvision, som socialdemokratiske og socialliberale politikere hylder. Vi kunne også kalde den for samfundskage-teorien. Den forestiller sig, at det lader sig gøre at reducere vore forskellige forestillinger om livets goder til en fælles kage, som det handler om at gøre så stor som mulig.

Herefter lader spørgsmålet om retfærdighed sig reducere til et problem om ligelig fordeling af denne fælles kage. Og staten må være stor og stærk nok til at evne at stå som garant for denne retfærdige fordeling.

Det er næppe kun for socialdemokratiske samfundsvisioner, der jo ikke kræver et opgør med en grundlæggende kapitalisme, at den utilitaristiske teori har spillet en stor rolle. Også megen af tankegangen bag den planøkonomiske model, der er blevet lagt til grund for mange af forsøgene på at opbygge socialistiske samfund, har været dybt præget af utilitaristiske forestillinger, herunder mest markant nok Stalins femårsplaner.

Det handlede også her om at gøre den fælles kage så stor som mulig og herefter finde frem til en formel for en retfærdig fordeling. Fra enhver efter evne til enhver efter ydelse, hed det under den socialistiske opbygningsfase.

For liberalisten duer det ikke at gøre forestillingen om, at samfundets målsætning er at lave den størst mulige fælles kage, til det grundlæggende. Vi har grundlæggende forskellige individuelle målsætninger med vore liv, siger liberalisten, og de lader sig ikke reducere til en kage.

Når vi danner samfund med hinanden, er det godt nok for at fremme vore individuelle målsætninger ved hjælp af det fælles. Men vi kan ikke reducere disse målsætninger til noget fælles, der lader sig beskrive som en samfundskage.

For den ene er livets lykke rejser og oplevelser, for den anden familie og villa, for den tredje en dybsindig filosofisk teori. Og det lader sig ikke gøre at producere mest muligt af både den ene, den anden og den tredje målsætning indenfor én og samme samfundsbygning. Der er et prioriteringsproblem, som ikke lader sig reducere væk.

Skal samfundet være retfærdigt, må individerne nødvendigvis indgå en kontrakt med hinanden om, hvad dets målsætninger skal være. Denne kontrakt kan for moderne liberalister løbende forhandles og fornyes. Men retfærdighed handler kun om at overholde den, som den aktuelt er. Og statens meget begrænsede rolle er altså at sikre, at individerne nu også rent faktisk overholder den kontrakt, de selv løbende tegner med hinanden.

For mig at se har liberalismen faktisk en pointe i forhold til utilitarismen, som vi ofte overser på venstrefløjen: Nemlig at vi har så forskellige forestillinger om livslykke, at de ikke lader sig reducere til en fælles kage. Og det er vigtigt, vi virkelig erkender dette. For hvis vi skøjter hen over det problem, vil det som en boomerang vende frygteligt tilbage og smadre ethvert forsøg på at bygge et retfærdigt samfund.

Omvendt kender vi jo også alle liberalismens store skyggeside: At den værner så meget om individet og de individuelle målsætninger, at det medfører et uproportioneret forsvar for den personlige ejendomsret, der kan føre til de mest skrigende uretfærdigheder i samfundene. Og det gør den, fordi dens forestilling om retfærdighed er helt utilstrækkelig.

Retfærdighed består ikke blot i overholdelse af en kontrakt. Kontrakten selv kan være dybt uretfærdig. Også sejrherren indgår kontrakt med sin slagne fjende. Men indholdet af den kontrakt afgøres af magt og ikke af retfærdighed.

Nej, retfærdighed består i, at vi lever os ind i hinandens livsomstændigheder og bevæggrunde og forstår hinandens målsætninger så dybt, som havde de været vore egne. Og at vi på baggrund af dette – altså på baggrund af størst mulig gensidig forståelse for hinandens mål – træffer de nødvendige fælles beslutninger om samfundsprioriteringer.

Først når jeg forstår min makkers anliggende, kan jeg se, om det er vigtigere end mit eget. Vi mennesker har nok forskellige mål og værdier. Men vi er heldigvis også tilstrækkelig ens biologisk udrustede til, at vi oftest evner at forstå hinanden, når vi ved tilstrækkeligt om hinandens livsomstændigheder.

Hvis ikke vi var det, kunne vi ikke handle retfærdigt i forhold til hinanden og derfor heller ikke danne samfund. Vi kan ikke danne fælles samfund med løver.

Det er muligt, at nogle vil indvende, at hvis der virkelig kræves så meget gensidig indlevelse, så bliver der jo en disku­teren uden ende, før prioriteringer kan blive retfærdige. Til det kan jeg kun svare: Ja, måske. Ikke desto mindre mener jeg, at det er netop det, socialistisk planøkonomi må handle om.