Den kultur vi har brug for at forsvare og passe på, er den kultur og den politik, der har ført til det velfærdssamfund, som nu synes under afvikling.

^Udenfor _{af Preben Brandt}

På de konservatives hjemmeside kan man for tiden læse, at Lars Barfod mener, at vi ikke må glemme, at vores kultur er under pres. Han skriver, at folkevandringer har sat kursen mod Europa og vores lands grænser, og det bekymrer partiets formand, for vores kristne kulturarv er af denne grund, ikke længere en værdi, som vi kan tage som givet. »Den skal forsvares, for den skal bevares«, formaner han.

Set fra en socialpolitisk synsvinkel er det i dagens Danmark ikke helt let at genfinde det, som man i bedste fald kunne forestille sig skulle være en kristen kulturarv. Men måske er det min fejl, at jeg kommer til at tænke på begreber som barmhjertighed, næstekærlighed og omsorg for de svageste, for den sociale indsats, som i tidens løb har været udført i kirkens navn, har jo også ofte været barsk, umenneskelig og undertrykkende.

Den overordnede socialpolitik som regeringen, ikke uden et betydeligt held, har forsøgt at indføre bid efter bid gennem de sidste 10 år, er en sådan usolidarisk socialpolitik, og kan aldrig blive noget, som vi bør kæmpe for at bevare.

Nu kan det godt være, at formanden for Konservative ikke tænker på socialpolitik men på de fremmede med deres anderledes tro og kultur, der kommer hertil i det, han opfatter som en folkevandring.

Kristent budskab

Men lige præcis det, at nogle kommer hertil som fremmede og dermed ikke kendt med vores system, betyder, at migrationen også handler om socialpolitik. 

De fremmede, hvad enten det er dem, der er kommet hertil for at blive borgere i landet, eller dem, der med baggrund i en mere åben verden, som det er lettere og billigere at rejse i, rejser ud for at være her i en periode, fortjener at blive mødt på samme måde, som vi også gerne selv ville blive mødt, hvis vi rejste ud. Sådan lyder da et af kristendommens budskaber.

Og de af dem, som kommer i nød, hvad enten det er med helbredet eller i sociale forhold, burde vi kunne finde en måde at behandle ordentligt på, hvad enten det så er med baggrund i en kristen kultur, når den er bedst, eller ud fra en social bevidst solidaritet med vores medmennesker.

Det bør bekymre os alle, at vi samlet set lader størstedelen af dem, der søger lykken andre steder end i deres hjemland, udsætte for enten udnyttelse eller ligegyldighed.

De udsættes for slagord om at kontrollere grænserne for at holde de uønskede ude, for eksempel dem vi på forhånd dømmer til at ville os noget ondt. Beregninger, oven i købet forvanskede, af hvor meget indvandrerne koster samfundet. Underbetaling af og elendige arbejdsforhold for udenlandske arbejdere. Manglende tilbud om sygdomsbehandling og basale sociale ydelser for dem, der ikke kan klare sig selv.

En ny politik?

Eksemplerne på den umenneskelighedspolitik, der føres, er mangfoldige og alle prægede af en tankegang, der dels bygger på, at vi er os selv nok og dels, at intet er godt uden, at det kan betale sig – helst lige nu og her.

Den kultur vi har brug for at forsvare og passe på, er den kultur og den politik, der har ført til det velfærdssamfund, som nu synes under afvikling, og som blandt andet er gjort muligt gennem de kampe for retfærdighed og solidaritet, som stadig markeres på  Arbejderbevægelsens Internationale Kampdag den 1 maj.     

Naturligvis er det vores regering, vi både kan og skal holde ansvarlige for en økonomisk politik, der øger uligheden og en værdipolitik, der skaber en udstødende, kold og fjendsk kultur. Forhåbentligt har den heller ikke så lang tid tilbage til at lave ulykker i.

Men tør man så tro på, at det bliver så meget anderledes, at det virkelig kan mærkes? Vil flertallet af os virkelig en solidaritet, som kan koste os nogle af vore goder, for at vi kan sikre, at alle har livsomstændigheder og levekår, som er værdige og ordentlige?

Og tør man tro på, at en ny regering vil turde gennemføre en sådan politik og ikke lade sig friste til at forsøge at tilfredsstille de mange, der mere eller mindre har overgivet sig til en holdning, der er præget af nyliberalismens menneskesyn.