Efter de økonomiske kriser slog ud i 2008, er EU begyndt at sprække på flere og flere områder. Der er dybe uenigheder i forhold til den økonomiske politik.

Hormonet oxytocin påvirker vores evne til at følge varme og vise tillid i forhold til vores medskabninger. Forskerne er i gang med at finde medicin, som kan regulere vores moral – endog den globale moral.

Guy Kahane, der er forsker ved Oxford Centre for Neuroethics, fastslår, at »det ligger ikke i vores natur at forholde os til de behov, som folk har på den anden side af jordkloden eller i fremtidige generationer«. Han tilføjer: »Denne nye gruppe af medikamenter kan bane vejen for følelser som global forbrødring og abstrakt empati for fremtidens generationer.« 

Det lyder jo ikke så ringe og måske virker det. Burde alle magthavere og spekulanter så ikke tvangsmedicineres?

Ikke skabt til sin egen krise

EU blev solgt ud fra en idé om at sammenslutningen af europæiske stater ville sikre freden, gavne økonomien og styrke Europa som en stormagt. Gradvist er der givet mere og mere magt til EU, som involverer sig på rigtig mange områder. EU har været en negativ konstruktion og er ikke skabt til at håndtere sin egen krise. Det er blevet ekstremt tydeligt på flere måder.

Efter de økonomiske kriser slog ud i 2008, er EU begyndt at sprække på flere og flere områder. Der er dybe uenigheder i forhold til den økonomiske politik. Hvor stramt skal EU’s regler om rammer for gæld følges? Hvem skal bidrage med hvor meget til gældspakkerne? Og så videre. Det er jo når konflikterne opstår, at de formelle aftaler skal stå deres prøve.

EU-regeringerne er i gang med at kaste problemerne rundt til hinanden. Renter, gæld og immigranter flyver gennem luften. De politiske modsætninger og konsekvenserne af kapitalismens både klassemæssige og geografiske ujævne udvikling slår igennem.

For eksempel er Den Europæiske Centralbank begyndt at hæve renten. Det er til fordel for et land som Tyskland, der har optur i økonomien. Til gengæld øger det  presset på de gældsplagede lande som Grækenland, Italien, Spanien, Portugal, Irland og andre.

Immigrantkastning

Lige nu er det immigrantspørgsmålet, der vokser sig større og større som et politisk problem. Italien har foreslået, at det skal være nemmere for immigranter, der er landet i Italien, at rejse til andre EU-lande. Italiens forslag blev dog afvist, og strammerkursen er blevet mere udtalt.

Det har fået Italiens indenrigsminister, Roberto Maroni til at sige: »Jeg spekulerer på om det overhovedet giver mening at blive I EU«.

Tyskland og Frankrig har kritiseret Italien for at etablere paskontrolzoner. De mener, at landet undergraver Schengensamarbejdet.

Og når et andet af de store magtprojekter som a-kraft pludselige eksploderer i Japan, sætter også det bølger igennem folkedybet. Den tyske kansler Angela Merkel tabte kæmpestort i Baden-Wurttemberg. En bastion som Kristendemokraterne har haft siden 1953.

I flere af de europæiske lande kravler politikerne tilbage til de gamle grænser og det nationale. I Finland fik nationalistpartiet – De Sande Finner – 19 procent af stemmerne. Den samme udvikling foregår i Frankrig, Italien, Holland, Belgien og så videre. Herhjemme har Dansk Folkeparti ført kravet om genindførelse af grænsekontrol ind i forhandlingerne om en økonomiaftale.

Alt det er en reaktionær strømning, som vi næppe har set det fulde omfang af endnu. Den er opstået, fordi EU er forsøgt opbygget som en udemokratisk statslignende ting med en kikset økonomi. Regeringerne har lagt deres æg i dén kurv. Samtidig er nationalismen vokset op som en reaktionær reaktion.

Det er konsekvensen af ikke at satse på et dynamisk og fleksibelt internationalt samarbejde af operationelle demokratiske enheder – nationalstater.

- sam