Politikerne burde faktisk selv spille lidt volleyball og fodbold om lørdagen, det ville nedsætte antallet af krige i verden…

^Skærveknuseren _{af Kjeld Stenum}

På grund af min gamle mors sygdom måtte jeg fuldstændig uplanlagt opholde mig det meste af en uge på Viborg Regionshospital.

Imens sejlede tingene herovre i København, mit arbejde, min daglige husholdning, tøjvask, mine forpligtelser og praktiske gøremål omkring regninger, selvangivelse, møder og så videre. Det er utroligt, så meget så mange af den slags ting kan komme til at sejle på bare en uge, når den helt uplanlagt rives ud.

En sen lørdag eftermiddag besluttede jeg mig for, at min mors tilstand var så stabil, at jeg kunne sætte mig ombord i toget tilbage mod hovedstaden for at få lidt styr på det. Der skulle jo også penge i kassen, jeg kunne ikke blive ved med at forsømme mit arbejde.

Bortset fra selve den følelsesmæssige belastning var jeg også fuldstændig udbombet af for lidt ordentlig søvn, for meget hospital, for megen sygdom, for meget usund, udkogt mad fra hospitalskantinen. Jeg trængte til et dejligt, lørdags-øde tog hjem til mig selv og mine egne vaner, mit eget liv.

Sådan skulle det ikke blive. Jeg opdagede allerede i den lokale Arriva-gris, at temmelig mange soldater benytter togene om lørdagen. Og da jeg skiftede til lyntog i Aarhus, kunne jeg dårligt finde en plads, der ikke var enten optaget eller reserveret allerede fra Skanderborg eller Vejle.

Jeg fandt dog en enkelt gangplads nær døren, desværre ikke i stillekupeen. På sædet overfor sad et stilfærdigt grønlandsk ægtepar, der havde været med fra Aalborg, ellers var de nærmeste sæder endnu tomme.

Men i Skanderborg steg et volleyball-hold på, en flok lidt oprømte tøser i tyverne og et enkelt mandligt indslag også, måske deres træner; de havde været til kamp i Ry og holdt nu tredje halvleg i toget med Somersby og et par enkelte overvintrede snebajere.

De var ikke helt stille. Jeg ville helst sove og ikke lytte. Jeg er efterhånden ret døv og har også en ret veludviklet evne til at lukke uvedkommende støj ude. Men jeg kunne ikke sove og ikke engang kede mig i søvn ved hjælp af min medbragte bog om oldkinesisk filosofi.

Sådan en flok tøser kan være ret så slagfærdige, og desværre er der ikke noget, jeg har så svært at lade være med at lytte til som gode vitser.

På et tidspunkt blev det dog for meget for den grønlandske kone, hun gav sig til at skælde voldsomt ud over larmen.

Tøserne mente selv, at taget i betragtning, at de fejrede en sejr og i øvrigt varmede op til at se landskamp mod Norge på de medbragte bærbare, og at det nu var ved at blive lørdag aften, var deres oprømthed både indenfor det rimelige og indenfor, hvad der burde tolereres. Så en ret voldsom diskussion begyndte at udvikle sig.

I begyndelsen lurepassede jeg; egentlig holdt jeg med den grønlandske dame i, at det ville være rart med lidt ro, men det var jo ikke noget, vi sådan kunne forlange… Indtil det gik op for mig, at det netop var det, hun troede, vi kunne.

Hun havde forstået på kontrolløren, at det var en stillekupe, han havde givet hende og hendes mand plads i, og det var det jo ikke… Så for i det mindste at få stoppet den opblussende diskussion sagde jeg til hende, at vi nok ikke kunne forlange ro, for stillekupeen lå længere nede.

Hun blev vist vred på mig for min indblanding, hun lød både sarkastisk og fortørnet, da hun takkede for oplysningen, men hun holdt alligevel inde. Da havde hun dog opnået, hvad hun ville. Tøserne blev ret så stille, humøret havde taget et dyk.

Men det holdt kun i få minutter. I Vejle kom et miniput-fodboldhold af mørklødede knægte, de fleste vist med pakistansk baggrund, ombord. Og kan et hold sportstøser i tyverne støje, så er det det rene vand ved siden af sådan en flok fodboldknægte i ti-elleve-årsalderen.

Det blev hårdt for ørerne hos selv en forhærdet trekvart døv jord- og beton’er, der er vant til larmende trykluftværktøj i rungende betonkældre og ikke altid har husket at bruge høreværn.

Men de fik fyret godt op under tøsernes humør igen, sportsfolk forstår hinanden. Knægtene gik også i kødet på soldaterne, som sad på et par sæder længere tilbage. Havde de været i Af­gha­nistan? Desværre fandt de ingen, der havde, og heller ingen, der gav sig til at lovprise Afghanistan-eventyret; jeg var egentlig lidt spændt på, hvilke følgespørgsmål det ville have udløst.

På et tidspunkt råbte volleyball-træneren meget larmende, at nu skulle de være stille, for nu blev der sunget fædrelandssang før landskampen. Så blev der sunget fædrelandssang, og det var altså alt andet end stille.

Soldater, volleyball-tøser, pakistanerknægte, hele kupeen brølede med. Undtagen det grønlandske ægtepar og så mig. Jo, de holdt med Danmark, når det handlede om fodbold, de knægte, også selv om jeg langt fra er sikker på, at det var lovord, de var vant til at høre om danske soldaters indsats i Afghanistan i deres hjem.

Selv den grønlandske kone overgav sig til sidst og sad nu og udvekslede personlig baggrund og livshistorie med én af volleyball-pigerne.

Kort sagt, det var den helt store assimilation, som minister Pind jo siger, det hedder. Sporten viste her helt sin berettigelse som et kulturministerielt anliggende. Politikerne burde faktisk selv spille lidt volleyball og fodbold om lørdagen, det ville nedsætte antallet af krige i verden.

Alligevel må jeg indrømme, at jeg lurepassede. Jeg var for udbombet til den store assimilation. Hvis nogen misforstod det som gnavenhed, håber jeg, den misforståelse hermed er rettet…