Ville det ikke være rimeligt, at vores samfund, når det angik denne socialt svage gruppe af mennesker, var forpligtet til at stille boliger til rådighed?

Martin Mounzer

af Preben Brandt

Jeg mødte foråret i dag. Solen skinnede og havde så meget magt, at luften blev varmet så meget op, at det var lidt svært at gå indenfor. Det fik mig til at tænke på Siegfred Petersens »Den gamle skærslippers forårssang«, den der begynder med »Nu lokker atter de lange veje«.

Jeg har ingen plan om selv at begive mig ud på landevejene, og jeg er heller ikke så naiv, at jeg bare falder i med en hyldest til landevejens farende svendes frihed. Ikke at jeg ikke har respekt for det liv, og jeg kan også godt sætte mig ind i, hvad det kan give at leve sådan. At man tilhører et særligt fællesskab, at man er sin egen herre, at man har tid, at man er tæt på naturen og lever med vejret.

Nu kan man jo heller ikke sige, at tiden er med den livsform. Der er vist ikke mange steder, man kan tjene meget ved at køre rundt og slibe knive, ikke mange høstakke man kan sove i, ikke mange små hyggelige bondegårde der giver adgang til overnatning i laden og så videre.

Det er da også en forsvindende del af de, der er hjemløse, der lader sig friste af solen til at begive sig ud på landevejene. Ligesom os andre i det moderne samfund er også de hjemløse blevet storbyboere.

Brug for nytænkning

Udover at møde foråret mødte jeg også tilfældigt på gaden forhenværende by- og boligminister Jytte Andersen, og vi kom til at tale om de særlige boliger, som hun i sin tid som minister var med til at sikre statslig støtte, nemlig den boligform som har fået tilnavnet »skæve boliger«, og som efter en aktiv start mestendels siden har levet en stille tilværelse.

De, der er bygget, er folk tilfredse med at bo i, men der mangler nu nytænkning og eksperimenteren med nye former for boliger.

Det er ikke sjældent, at jeg bliver mødet med spørgsmålet om hvorvidt mennesker, der er hjemløse, overhoved vil have en bolig. Jeg kunne oversætte spørgsmålet til, om ikke den frihed, vi mener at kende fra beretningerne om landevejsridderne, er vigtigere for hjemløse end en almindelig borgerlig, for ikke at sige småborgerlig tilværelse.

Lige præcis det kom jeg til at tænke på, efter at jeg havde hørt skærslipperens forårssang for mit indre øre og afsluttet min lille samtale med Jytte Andersen, og mine tanker gled videre til en anden erindring om en virkelig skærslipper. Ham fik jeg kendskab til, da jeg så en udstilling, som Forsorgsmuseet i Svendborg stod for.

På udstillingen blev der vist, hvad denne skærslipper havde i sine lommer, da han i midten af 1900-tallet, blev fundet død i en vejgrøft. Manden var oppe i 50’erne og havde levet sit frie liv på forsorgshjem om vinteren og på landevejene om sommeren.

Mellem mange småting havde han en medlemsbog til en boligforening. Han havde gennem hele sin voksentilværelse troligt indbetalt sit kontingent og stod altså på boligforeningens venteliste til en bolig. Han nåede aldrig at få en lejlighed, eller han havde måske fået tilbudt en lejlighed, men ikke turde tage imod den af frygt for ensomhed.

Ret til en bolig

Denne historie holder jeg meget af, men den er selvfølgelig blot et eksempel, som naturligvis ikke siger noget om, hvad alle ønsker. Men når jeg lægger det til, som jeg gennem årene har hørt fra de mange hjemløse, jeg har talt med, er en bolig, der er ens egen, et stort ønske.

Som det gælder for os alle, er det ikke det samme, enhver drømmer om. Men hvorfor gå og drømme om en bolig? Ville det ikke være rimeligt, at vores samfund, når det angik denne socialt svage gruppe af mennesker, var forpligtet til at stille boliger til rådighed? Og ikke de midlertidige boformer, som loven kræver, men rigtige boliger.

Havde man bare dengang i slutningen af 1990’erne ikke alene støttet, at der blev bygget »skæve boliger«, men krævet og indskrevet i loven at kommunerne skulle eje eller på anden måde have adgang til at tildele kommunens hjemløse en bolig, der passede til vedkommendes behov og derefter at yde den nødvendige støtte.

Det gik jeg og tænkte på der i forårssolen. Selvom stemningen indbød til tanker om det frie liv på landevejen, var det nu min drøm en ændring af boligpolitikken, så at vi gennem en lovændring kollektivt forpligter os til at sørge for, at hjemløse ikke længere behøver være boligløse, der vandt.