01 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dræber-hold i Afghanistan er ikke sjældne undtagelser

Dræber-hold i Afghanistan er ikke sjældne undtagelser

Lørdag, 02. april, 2011, 11:52:45

Påstanden om, at krigen handler om demokrati og menneskerettigheder fordamper op i den tynde luft med billederne af USA’s soldater, som poserer med døde og mishandlede kroppe af civile afghanere.

Sådan sagt

Magasinet Rolling Stone i USA, aviser i Tyskland og andre medier har på det seneste fortalt historien om USA’s »kill teams« – dræber-hold i Afghanistan.

Nu, hvor billed-dokumentation betyder, at virkeligheden ikke kan afvises, så beklages hændelserne af de ansvarlige og de betegnes i medierne som grusomme undtagelser.

Den unge, kvindelige afghanske politiker, Malalai Joya, fortæller imidlertid, at det ikke handler om nogle få brutale soldater. For afghanerne kender virkeligheden i det besatte land:

»De afskyelige og hjerteskærende fotografier, som sidste uge blev trykt i tyske medier og for nyligt også i magasinet Rolling Stone, bringer endelig beretningen om den sørgelige situation i Afghanistan ud til et bredere publikum«, skriver Malalai Joya i den britiske avis The Guardian.

»Al reklamen om, at denne krig handler om demokrati og menneskerettigheder fordamper op i den tynde luft med billederne af USA’s soldater, som poserer med døde og mishandlede kroppe af uskyldige, civile afghanere«.

Det er klart, at disse fotos af dræber-holdenes forbrydelser vil chokere og overraske mange uden for Afghanistan, men sådan er reaktionen ikke i Afghanistan. For der er befolkningen ofre for og vidne til talløse overgreb af denne art. Besættelsessoldaterne skyder nærmest afghanere som var de småfugle, beretter Malalai Joya, og nævner en række aktuelle eksempler:

»... for nyligt dræbte de ni børn i Kunar provinsen, som indsamlede brænde. I februar dræbte de 65 uskyldige civile landsbyboere. De fleste var kvinder og børn. I denne sag som i mange andre, påstod NATO, at man kun havde dræbt oprørere. Men de lokale myndigheder bekræfter, at ofrene var civile.«

Malalai Joya blev i sin tid valgt ind i det første parlament, som blev skabt i Afghanistan efter Vestens sejr over det tidligere Taleban-styre. Men hun blev smidt ud af parlamentet fordi hun kritiserede de korrupte krigsherrer, som også havde plads i parlamentet.

Med fare for sit liv har Malalai Joya fortsat sin politiske kamp for demokrati, menneskerettigheder og kvinders ligestilling i Afghanistan. Men selvom det netop er disse mål USA og NATO påstår deres krig handler om, så forsøger USA at lukke munden på Malalai Joya, som måtte udsætte sin foredragstourne i USA, fordi man ikke ville give hende indrejsetilladelse.

Man ønsker ikke, at hun rejser rundt i USA og fortæller om virkeligheden i Afghanistan, og at man har sat  en discountpris på afghanske liv; 2000 dollar. 11.000 kroner tilbydes de efterladte efter et civilt drab.

Inspireret af Tunesien og Egypten er afghanerne nu begyndt at gå på gaden i protest mod besættelsen og den korrupte Karzai-regering.

»Vi kæmper for folkets magt i Afghanistan. Vi har brug for støtte og solidaritet fra folkene i NATO-landene«, appellerer Malalai Joya.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. apr. 2011 - 11:52   30. aug. 2012 - 19:18

Idekamp