Selv det statistisk set mindst tænkelige i verden vil før eller siden ske…

^Skærveknuseren _{af Kjeld Stenum}

Lørdag morgen for et par uger siden. Radioen var tændt inde i stuen. Jeg stod og rengjorde kaffekanden. Jeg laver kaffe i en stempelkande med blåt plasticlåg. Det nederste af låget, som når ned i det kogende vand, hver gang man brygger kaffe, var efterhånden blevet helt affarvet. Hvilke kemikalier er den blå farve mon lavet af, tænkte jeg. Og: Den blå farve, som ikke længere er i låget, hvor er den mon nu?

Så kom jeg til at spidse ører. Der var radioavis, og det, de snakkede om, var den seneste udvikling af tragedien om det forfærdelige jordskælv i Japan: Køleanlæggene på flere atomkraftværker var kommet ud af drift – med den følgevirkning, at reaktorprocesserne ikke længere kunne kontrolleres, og en reaktor var blevet så overophedet, at betonbygningen omkring simpelthen var eksploderet.

Sådan hørte jeg om det første gang. De følgende dage bragte mere nyt om udviklingen; strålingen i omgivelserne, der bare viste højere og højere værdier. Heldigvis kunne man meddele, at selve reaktorkassen var intakt.

Så var den gal ved endnu en reaktor… Beroligende meddelelser blev dementeret af begivenhederne den ene gang efter den anden… Kort sagt, man havde ikke kontrol over en katastrofe under udvikling. I skrivende stund har man det endnu ikke.

Det er dette, vi skal huske. For hvis der er nogen steder i verden, hvor man kan have kontrol over, hvor galt det kan gå, når altså det, som nærmest ikke kan ske, alligevel sker, så er Japan et af de steder.

Der er ikke tale om tikkende bomber som Tjernobyl og Ignalina. Japan er et af de teknologisk mest udviklede områder i hele verden. Og landets a-kraftværker og katastrofebekæmpelse hører til verdens teknologisk set mest avancerede.

Og selv om dette værk var 40 år gammelt, er tilhænger-påstanden om, at en gentagelse af Tjernobyl-katastrofen er nærmest utænkelig i et moderne a-kraftværk, blevet udhulet. Selv det statistisk set mindst tænkelige i verden vil før eller siden ske.

Og jo mere almindeligt det, som det næsten umuligt kan ske, bliver, desto større bliver sandsynligheden for, at det sker. Og det, som a-krafttilhængerne vil med deres argumenter, er jo netop at gøre a-kraftværker mere almindelige.

Så det vil ske. Det kan godt være, at der vil gå kvarte århundreder imellem, at det virkeligt katastrofale sker. Men det vil ske. Vi, der er a-kraft-modstandere, skal undlade at hovere over, at vi endnu engang fik det bevist, for der er ikke noget at hovere over tragedier for.

Men at det ville ske, burde ikke behøve et bevis. Og skal der høstes en gavnlig erfaring til debatten om fremtidens energiforsyning fra tragedien, må det være, at a-kraft-tilhængere må holde op med at argumentere med, at vi ikke behøver bekymre os om sikkerheden mere med den moderne teknologi.

For vi behøver altid bekymre os. Som vi behøver bekymre os over alle andre slags chancer, som vi tager for at sikre den for vore samfunds drift nødvendige energigennemstrømning.

Også kulkraften har været en blodig vej til den fornødne energi, både blandt arbejderne, som henter kullet op af jorden, og blandt dem, der har fået luftvejene ødelagt af forureningen.

Hvad med oliekatastroferne, hvad med den almindelige trafikforurening? Hvad med den truende klimakatastrofe, som jo i hvert fald blandt andet er forår­saget af afbrændingen af fossilt brændstof?

Selv vedvarende energikilder som vindkraften udvikler deres miljø-skandaler, når arbejdere får deres liv ødelagt af de giftige glasfiber-produkter, man bruger i møllevinge-produktionen.

Så længe der har eksisteret menneske-samfund, har forsyningen med den for samfundene nødvendige energi været produktionens blodigste og farligste led. Og sådan vil det nok fortsat være, uanset hvilken energi fremtiden måtte vælge.

Det er også muligt, at a-kraften ikke kræver flere ofre end andre energiformer, i hvert fald end det fossile brændsel; tænk blot på, hvor mange kinesiske kulminearbejdere der ofrer livet, for at det danske Avedøreværk kan få billig kinesisk kul til at give mig strøm til at koge vand til min morgenkaffe!

Men a-kraftens store svaghed er, at den lægger op til en ensidig, centraliseret forsyningsstruktur.

Jeg bryder mig som forbruger ikke om at komme i den slags ensidige afhængigheder. Ligesom jeg som arbejdsmand ikke bryder mig om, at arbejdsmarkedet i for høj grad bliver domineret af få store transnationale koncerner.

For bortset fra at katastroferne, når de sker, bliver mere katastrofale, så gør den centraliserede struktur det sværere for mig at påvirke beslutninger, som jeg måtte være utilfreds med, og nemmere for magthavere at sætte mig og mine kolleger eller medforbrugere skakmat, jo mere ensidigt afhængige af dem vi er.

Og hvis man tænkte sig, at vore samfund en dag fik andre forfatninger, så det var os, som i dag er uden magt, der fik magten over økonomien, ville den lettere kunne falde tilbage i de fortidige magtstrukturer, hvis energiforsyning og produktion var bygget op af store centraliserede led, end hvis de var bygget op med decentral mangesidighed.

Derfor skal vi ikke have vores klode overstrøet med gigantiske a-kraftværker!