Erhvervslivets tunge drenge i DI en klar forventning om, at europagtens krav om reformer vil føre til radikale ændringer i Danmark.

af Carl-Aage Jensen

– Nu mangler vi blot at se partierne i Folketinget gennemføre pagtens krav om reformer. I den sammenhæng forventer jeg, at Vækstforums anbefalinger vil blive bragt i spil.

Dansk Industris nye direktør Karsten Dybvad har en klar forventning til den nye europagt, som blev vedtaget i fredags på topmødet for EU’s stats- og regeringsledere.

Mens de danske politikere taler om, at Danmark ikke har afgivet suverænitet ved at gå med i pagten på trods af det danske nej til deltagelse i eurosamarbejdet, så har erhvervslivets tunge drenge i DI en klar forventning om, at »pagtens krav om reformer« vil føre til radikale ændringer i Danmark.

DI har selv længe lagt pres på Christiansborg for at få gennemført såkaldte politiske reformer, der:

1. Nedbringer skatterne på arbejdskraft, så det er muligt for arbejdsgiverne at presse lønnen.

2. Sænker erhvervsskatterne, så de store virksomheder ikke skal bidrage til den kollektive velfærd.

3. Omlægger den kollektive velfærd, så der dels bliver lavere ydelser, som lægger et nedadgående pres på lønnen, og der dels bliver mere brugerbetaling.

4. Åbner for mere udlicitering af den offentlige sektor, der skal fungere som et nyt marked for de private servicevirksomheder 

Velfærd i spil

Europagten lægger på alle disse områder op til at styrke EU’s rolle og udstikker nogle generelle politiske mål, der underbygger DI’s egne krav og forventninger til reformer.

Det politiske økonomiske omdrejningspunkt i europagten er en styrkelse af det indre marked på endnu flere områder.

Dansk erhvervsliv har længe presset på for at få et opgør med den danske velfærdsmodel, der bygger på kollektive rettigheder til alle. Ligesom EU ønsker DI og VK-regeringen at få gennemført en markedsbaseret velfærdssektor, hvor den enkelte i langt højere grad selv skal forsikre sig og dermed spare op for at få del i ydelserne.

Siden det indre marked blev sat på dagsorden i 80’erne har det været målet at opbygge et fælles økonomisk område for alle EU’s medlemslande, der fungerer på de frie markedskræfters præmisser.

Den gang blev der sat konkrete mål for at liberalisere den offentlige forsyningssektor.  Som et eksempel blev telesektoren i Danmark i form af TDC sat på aktier og solgt til private som led i denne strategi.

Fokus på sygehuse

I dag er fokus rettet mod den offentlige sektors udbud af personlig service, hvor specielt sundhedssektorens sygehuse har kapitalens interesse.

Planen for at få åbnet den offentlige sektor bygger grundlæggende på to indfaldsveje. Den ene er kravet om udlicitering på områder, hvor det private allerede er i stand til at byde ind.

Den anden metode er brugt på det danske sundhedsvæsen, hvor de offentlige sygehuse på den ene side bliver presset på grund af mangel på balance mellem ressourcer og opgaver med lange ventelister til følge. På den anden side åbner denne situation for et privat marked, hvor folk med penge eller forsikringer kan købe sig til hurtig behandling via de private hospitaler.

EU betragter åbningen af den offentlige service for private firmaer som et vigtigt skridt i kampen for at få mere gang i produktionen. Under krisen i 70’erne og 80’erne var der masser af kapital, men der var mangel på profitable investeringsmuligheder. Situationen er den samme i dag og åbningen af nye markeder som den offentlige sektor giver virksomhederne mulighed for at ekspandere og udvide deres produktion.

Problemet er, at liberaliseringen også øger uligheden og samt degenerere samfundet. I takt med at flere ting bliver underlagt kapitalens logik mister samfundet både sammenhængskraft og demokrati. Et samfund er mere end blot summen af enkeltindividernes ageren. Det afspejler fælles mål og arbejde for at nå dem.

Udviklingen af pensionsspørgsmålet i Danmark viser denne udvikling. For 25 år siden var folkepensionen et vigtigt politisk anliggende ligesom udviklingen af samfundets økonomiske ressourcer var pensionens forudsætning.

I dag er arbejdsmarkedspensionen det bærende element i folks sikring af deres alderdom, men den er individuel og baserer sig på den enkeltes økonomiske beslutninger. Der er ingen demokratisk proces og dens forudsætning er ikke et velfungerende dansk samfund, men et økonomisk afkast fra kapitalmarkedet, som kan være skabt hvor som helst i verden.

Carl-Aage Jensen er marxist og civiløkonom. Læs hans økonomiske kommentar i Arbejderen den sidste onsdag i hver måned.