Der er nok ikke mange, der i tidens løb har været dårligere til at forudsige borgerlig økonomis udvikling end borgerlige økonomer.

^{Skærveknuseren}_{af Kjeld Stenum}

Mange mennesker oplever, at de lyse indfald og den klare hjerne kommer til dem, når de motionerer. Der finder de ud af, hvordan de skal sætte chefen på plads, eller hvis de er chefer, finder de ud af, hvordan de skal tyre medarbejderne, trimme firmaet, og please aktionærerne. Lægerne forklarer denne tankeklarhed med, at motion sætter godt gang i blodkredsløbet, og det kommer blandt andet vores hjerner til gode.

Så gid kapitalister stadig havde været af den forædte, cigarrygende, gammeldags slags, som vi kender fra Herluf Bidstrups tegninger! Så fik de aldrig lyse indfald, og så kunne vi tyre dem! Desværre er det ofte omvendt os kulier, der får for lidt motion, sådan som tiderne er.

Vi har ikke tid til motion, og vi har ikke krudt til det, for vore arbejdsgivere stresser os med en masse usundt arbejde. Jeg for mit vedkommende får dog min motion, dels på mit arbejde, dels fordi jeg er afhængig af at cykle i det daglige. Og det er min erfaring, at også jeg har mine lyseste øjeblikke, når cyklen efter et par kilometer får rusket op i blodkredsløbet.

Så opnår man distance og overblik over det, som hovedet alligevel er fyldt med. Er man faldet i søvn til fjernsynet aftenen i forvejen, kan det være det, der rumsterer. Måske har det været et politisk debatprogram. De plejer at give mig meget urolig søvn, for det ophidser mig kolossalt, når for eksempel en minister harcelerer over, at en asylsøgende udlænding har arbejde til 15 kroner i timen.

For det, som forarger ministeren, er ikke, at det er uhørt svinsk af hans arbejdsgiver at udnytte hans nød og elendige retsstilling på den måde, men guddødemig at udlændingen tillader sig at omgås de danske arbejdsmarkedsregler. Kynismen har efterhånden ingen grænser i dette land. Og mens man lytter og sover og drømmer på én gang, vil man protestere vildt og inderligt, men må afmægtigt nøjes med at blive skidehidsig over, at de debatterende bare kværner videre og ikke vil lukke én ind i diskussionen, selv om man har noget vigtigt at sige.

Morgenen efter på cykelturen til arbejde kommer så distancen og overblikket. Hvad er det for noget efterhånden, dansk politik? Ministeren, som er fra partiet Venstre, burde stå for noget helt andet end forargelse på sultende udlændinge, der må tage de chancer, der byder sig til, uden smålig skelen til den ene eller den anden slags regler.

Venstre er af tradition et liberalt parti, fjende af enhver form for regelrytteri og svoren tilhænger af det, man kalder laissez faire, altså en mindst mulig stat, der blander sig mindst muligt i erhvervsliv og borgeranliggender, som er begejstret tilhænger af arbejdsgivernes EU-sikrede ret til frit at importere arbejdskraft over alle EU-landes grænser fra hvor den er billigst og villigst.

Men som også har en vis tradition for at forsvare helt elementære menneskerettigheder, beskytte borgerne mod især staternes, men vel også en smule arbejdsgiveres, helt uhæmmede overgreb. Der var intet, der burde ligge et parti som Venstre fjernere end at lade forargelsen ramme et menneske uden borgerret på landets ringeste overlevelsesydelse.

Men i morgencykelturens klare overblik indser man, at det var alt andet end tilfældigt, at ministeren reagerede sådan. Alt i dansk politik er så styret af lef­leriet for Dansk Folkepartis højrepopulisme og har været det så længe, at næppe nogen politiker mere magter at tænke hverken moralsk eller blot i mindste mål konsekvent.

Allerede dengang Poul Nyrup erklærede, at Dansk Folkeparti aldrig blev stuerent, konkurrerede socialdemokraterne på adskillige punkter med Pia om højrepopulistiske tiltag især i forhold til udlændingeloven.

I dag er dansk politik stort set fuldstændig bestemt af to helt igennem uforenelige paradigmer; nemlig dels at man skal lefle for højrepopulistiske holdninger, for det er nøglen til regeringsmagt. Og dels at man for omtrent enhver pris skal skaffe mere arbejdskraft til det danske arbejdsmarked.

Dette sidste paradigme lanceres så paradoksalt nok netop i en situation, hvor vi står midt i en krise, og det danske arbejdsmarked end ikke kan skaffe jobs til de hænder, der tilbyder sig. Vi ved ikke, og heller ingen økonomer ved, om krisen vil fortage sig af sig selv, eller den vil trække ud til noget i retning af at blive permanent.

Det, de fleste politikere og økonomer vist er nogenlunde enige om at påstå, er, at befolkningskurverne siger, at med de eksisterende økonomiske betingelser nogenlunde uforandrede vil der om få år ikke være hænder nok i produktionen til, at vi kan opretholde, hvad vi i dag opfatter som grundlæggende velfærds­ydelser.

Det kan være rigtigt eller forkert. Der er nok ikke mange, der i tidens løb har været dårligere til at forudsige borgerlig økonomis udvikling end borgerlige økonomer. Og der er ingen, der ved, om det går an at fremskrive de nugældende økonomiske betingelser og spå på baggrund af det, og heller ikke, om arbejdsmarkedet i det hele taget evner at producere det fornødne udbud af arbejdspladser.

Men lad nu blot den diskussion hvile. Lad os sige, at vi kommer til at mangle hænder, som de påstår. Men problemets løsning ligger da lige for: Der er jo masser af hænder rundt om Europas grænser, der er mere end sultne efter at komme i gang.

Altså: Ophæv indvandringsstoppet, invester det fornødne i integration og uddannelse af den importerede arbejdskraft, skærp sanktionsmulighederne mod arbejdsgivere, der underbetaler og undergraver de danske arbejdsmarkedsregler! Men først og fremmest: Gør frontalt op med højrepopulismen! Har I ret i jeres spådomme, er det den eneste vej frem i dansk politik!