Jeg håber, at en ny regering vil gøre op med dyrkelsen af ulighed. Men måske håber jeg forgæves?
Jeg må vel hellere indrømme, at jeg har svært ved helt at finde ud af hvad det er den velfærd indeholder, som de fleste politikere gør en dyd ud af at ville kæmpe for at bevare.
Ikke mindst har jeg svært ved at forstå hvad det lige præcist er statsministeren og dermed regeringen tænker på, når de taler om velfærd.
Det er helt klart for mig, at det ikke er et socialt lige og retfærdigt samfund. Det er også klart for mig, at det ikke er bekæmpe fattigdom og negativ social arv. Det er heller ikke at sikre kommunerne en økonomi, der giver dem mulighed for at have tilstrækkeligt med medarbejdere til at udføre serviceopgaverne og medarbejdere, der har tilstrækkelig tid til at udføre dem.
Jeg synes heller ikke, at jeg får mere indsigt i hvordan de vil sikre velfærden i fremtiden, udover at de har en urokkelig tro på, at udlicitering af opgaverne til private profitbaserede virksomheder vil give bedre velfærd.
Råd til velfærd?
Men derimod burde det vel være let nok at forstå hvordan vi får den velfærd, der tales uspecificeret om, for igen og igen siger de fleste politikere og økonomer, at velfærden er afhængig af om vi har råd til den.
Der råbes op om at flere skal i arbejde og at vi skal arbejde mere. Nogle foreslår en øgning af den ugentlige arbejdstid, andre at pensionsalderen skal være højere og at efterlønnen skal afskaffes.
Ja, det er vist egentlig det hele i en blanding, man ønsker sig, og forskellen er mest, at nogle partier lægger mere vægt på det ene og andre på andet. Måske bare for at vise, at de er forskellige.
Det lyder jo også så umiddelbart indlysende, argumentet om, at vil man have noget , skal man også have penge til at betale for det.
Sådan er det også hjemme hos mig i min husholdning. Det nye køleskab må vente til jeg har råd til det.
Lighed i fare
Jeg er langtfra at være økonom og lader mig let forføre at sådanne simple økonomiske betragtninger. Men jeg har en stærk fornemmelse af, at man alligevel ikke kan sammenligne vores små familiære husholdninger og statens økonomiske styring.
Selvfølgelig skal man ikke lade sig narre til at se det så simpelt. Der er alvorlige værdier og principper på spil.
Ikke mindst princippet om den lighed, der bygger på socialt ligeværd. Velfærd og socioøkonomisk lighed har meget mere at gøre med hinanden end velfærd og rigdom.
Derfor er en voksende socio-økonomisk ulighed også den store trussel mod fremtidig velfærd.
Det dokumenterer økonom Richard Wilkinson i sin bog 'The Spirit Level' og det talte han om ved en forelæsning på mødet 'Ulighedens topmøde', som blev afholdt af tænketanken Cevea i sidste uge.
Ifølge Wilkinson er der en klar parallel mellem graden af økonomisk ulighed i et samfund og omfanget af en lang række sociale og sundhedsmæssige problemer.
Hvis han har ret, og det skal da lige nævnes, at det er der nogle, der mener, at han ikke har, betyder det, at det er uligheden vi skal formindske for at sikre gode liv til os alle og ikke lade uligheden vokse for at øge samfundets rigdom til glæde for nogle af os.
ikke nok med lapper
Man kunne læse nogle overordnede politiske synspunkter om ulighedens væsen i lederen i weekendens udgave af Arbejderen.
Også jeg har ofte den tanke, at alle de lappeløsninger, som størstedelen af socialpolitikken og vi udøvere af den byder mennesker, der har det svært, langt fra er tilstrækkelige til at sikre alle en god tilværelse med social velfærd og sundhed.
Det er heller ikke godt nok at blive ved med at nyvæve tråde ind i det sikkerhedsnet, som alligevel kun delvist fungerer som forebyggelse af, at ikke endnu flere bliver sat udenfor.
Selvom en teoretiker som Wilkinson eventuelt skulle tage fejl i sin vurdering af ulighedens betydning for gode livsforhold, har jeg svært ved at se, at et forsøg på at skabe større lighed skulle kunne give anledning til samfundsmæssige eller individuelle problemer.
Altså medmindre man, som en tidligere socialminister, mener at ulighed skaber dynamik, og at uligheden derfor er en fair pris at betale for en øget økonomisk velstand.
håb efter valget
Jeg håber på, men ved ikke rigtigt om jeg har noget at have håbet i, at en ny regering vil gøre op med dyrkelsen af ulighed. Ikke bare den økonomiske, men også den kulturelt-sociale ulighed.
Jeg håber, at vi kan stoppe med at anse nogle for mindre værdifulde for eksempel på grund af vanskeligheder med at fungere på et arbejdsmarked eller fordi de har en anden etnisk baggrund.
Det kræver, at vi holder op med at tænke og tale om nogle som mindre værdifulde, fordi de ikke er økonomisk værdifulde.
Og der ville det være godt med en regering, der gik foran i bestræbelserne på at skabe sådan en holdningsændring.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
