Revolution er med et blevet et gangbart og realistisk middel til at skabe radikale samfundsmæssige forandringer. Dette er af stor betydning.

I perioder i historien virker det som om at trægheden har grebet samfundene om roden. Den ene dag med regimet tager den næste. Hvor er den energi der kan vælte det?

Og jo. Det var næsten som om at verden var lullet i søvn – på vore breddegrader. Fra nu af kunne der kun blive tale om at etablere demokrati gennem vores pres og vores militære tilstedeværelse. Det var os der skulle give verden demokrati – sådan som vi selv har det. Efter murens fald var verden blevet et envejssted.

et gangbart middel

Og så sker det. Efter at energien, vreden og besindelsen på handling havde hobet sig op igennem årtier, så gik folk på gaden og blæste regimernes spidser omkuld.

Vi ved ikke endnu hvordan det ender i Egypten, Libyen, Bahrain og Tunis. Men uanset det, har vi fået bragt revolution ind på midten af den politiske arena. Revolution er med et blevet et gangbart og realistisk middel til at skabe radikale samfundsmæssige forandringer.

Dette er af ekstraordinær stor betydning.

I løbet af den sidste godt en måned er det blevet klart for os, hvordan disse forandringer foregår. Men også hvad der er svagheden i dem.

Uanset hvad, så er den brede folkelige spontanitet afgørende for at mobilisere masserne for en sag. De tager afsæt i den urimelige måde, de er blevet behandlet på og stiller samtidig krav om et magtskifte – eller i det mindste om at de mangeårige ledere skal gå. Kombinationen af mobilisering og et klart politisk krav er essentiel.

massernes tryk

Ungdommen spiller en nøglerolle. De kan gøre det først og fremmest fordi, de er en del af det folkelige oprør og trækker familierne og kvartererne med sig.

Når revolten er sat i gang gælder det om at trykke helt i bund. Regimet sætter sig til modværge, mobiliserer politi, sikkerhedstjeneste eller endog lejesoldater. Netop den folkelige energi og bredde gør, at presset kan vokse og vokse i en selvudviklende kæde.

Regimerne begynder at krakelere under massernes tryk. Når det hele er stillet op på en knivsæg og der beordres åbnet ild mod ubevæbnede medborgere, begynder nogle at ryste på hænderne. Denne svækkelse af magtapparatet og måske opløsning er forudsætning for at processen kan rulle videre ad et succesfuldt spor.

Udenlandske interesser mister helt eller i det mindste i nogen grad grebet over deres traditionelle allierede. Medierne begynder at flakse og komme i en position, hvor de er usikre på hvad der sker, og blot beskriver dette som de bedst kan.

lederskifte ikke nok

Revolterne har også vist, at det ikke er nok at styrte den forhadte leder. Regimerne er klar med nye profiler – nu mere demokratiske – til at tage over. Der er brug for en organisering på et politisk program der kan udbygge de demokratiske krav med sociale og økonomiske.

Revolterne har også vist, at hvis de tager et socialt afsæt, så kan de blive stærke og være vigtige progressive styrker. Dette er i modsætning til de religiøse bevægelser vi har set, og som har bragt regeringen og Dansk Folkeparti på besvimelsens rand. Det skal ikke undre om vi snart ser lovprisninger af de religiøse og kampagner mod de sociale bevægelser, som ryster brikkerne og bringer andre kræfter på banen, som danner naturlige alliancer med arbejderklassen ude i verden, inklusive os selv.

Revolterne har vist at det man troede i går viser sig i dag ikke at være sandt. Netop denne tro på, at noget ondt er stabilt, er udfordret. Forandringens dynamik har vist sin tilstedeværelse og sin potens.

et skridt fremad

Finanskrisen i 2009 er ikke langt borte. I september måned var der virkelig mange der talte om den kapitalistiske økonomis fallit. Hvad skal vi nu, spurgte man flere steder – ikke mindst i USA.

Følgerne af finanskrisen rammer stadig den amerikanske arbejderklasse. Arbejderne i midt-vesten gik på gaden og besatte offentlige bygninger i protest mod delstatens nedskæringer i de offentlige budgetter. De erklærede direkte, at de var inspireret af oprøret i Egypten.

Revolterne i Nordafrika - koblet med reaktionerne på finanskrisen, miljøkrisen, den almene økonomiske krise med videre – har bragt os et skridt fremad og peget på farbare udveje.