Opbygningen af pensionsfonde, der har til mål at sikre maksimalt afkast, er også med til at fjerne investeringer og fokus fra opbygningen af et velfungerende samfund.

af Carl-Aage Jensen

I går satte erhvervslivets organisationer de to statsministerkandidater Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt stævne for at diskutere det væsentlige spørgsmål »Hvad skal Danmark leve af i fremtiden?«. 

Regeringen har op til mødet holdt lav profil på dette vigtige spørgsmål. Officielt har den haft holdningen, at regeringens opgave er at holde styr på de offentlige udgifter og skabe gode rammebetingelser for det private erhvervsliv. Til gengæld er det op til erhvervslivet selv at skabe vækst og arbejdspladser.

Med 190.000 arbejdsløse er det imidlertid oplagt, at regeringens angreb på efterlønnen og de gode rammebetingelser ikke bringer Danmark ud af den økonomiske stilstand, som landet befinder sig i.

En tænketank under Økonomi- og Erhvervsministeriet har samtidig peget på, at Danmark måske allerede har »verdens bedste« rammebetingelser for erhvervslivet. Den opfordrer til udviklingen af en strategi for de nye vækstmarkeder baseret på et tæt samarbejde mellem den offentlige og private sektor.

Regeringen er derfor kommet under øget pres også fra dele af erhvervslivet, der ønsker mere politisk handling på et område, som er vitalt for befolkningens velstand og udviklingen af den kollektive velfærd.

Berlingske, der på lederplads har erklæret sin støtte til »blå blok«, vurderer ligefrem i en kommentar søndag, at regeringen ikke kan vinde det kommende folketingsvalg, med mindre den kan overbevise vælgerne om, at den har en brugbar plan for, hvad Danmark skal leve af.

Store udfordringer

Krisen har afdækket, at Danmark står overfor store udfordringer på det økonomiske og erhvervspolitiske område, der kræver løsninger, som ikke normalt findes i den liberale værktøjskasse.

For det første er der udflagningen af danske arbejdspladser. Vestas udflytning af produktion fra Danmark til blandt andet Asien afspejler en tendens i globaliseringen, hvor de store internationale og videnstunge virksomheder flytter deres produktion dels til lavtlønsområder, men også ud i de regioner, hvor varen skal leveres.

Det er muligvis en god forretning for Vestas, men det kan det danske samfund, staten og befolkningen, ikke leve af. Samfundet skal leve af at producere værdier her i Danmark.

For det andet har den finansielle sektor udvist en stigende tendens til at investere i kortsigtede spekulative projekter som de fortsatte prisstigninger på blandt andet ejendomme i stedet for i mere langsigtede og usikre investeringer som forskning og nye arbejdspladser.

Kortsigtet tænkning

Det er ikke kun bankerne, der har fulgt dette spor. Pensionsfonde står i mange tilfælde bag de store kapitalfonde, der har investeret i virksomheder som en kortsigtet investering med henblik på at tømme dem for kapital i stedet for se virksomheden som en langsigtet investering, fordi produktionen skaber merværdi.   

Opbygningen af pensionsfonde, der har til mål at sikre maksimalt afkast, er også med til at fjerne investeringer og fokus fra opbygningen af et velfungerende dansk samfund. Mens folkepensionen er direkte afhængig af, at det danske samfund også i fremtiden kan skabe overskud nok til at aflønne sine gamle borgere, kan pensionsfondene måske få et større afkast til sine pensionister ved at investere i udlandet.

For det tredje er der en fornuftig forventning om, at Danmark skal skabe de nye arbejdspladser i forhold til de vækstmarkeder, der følger i kølvandet på den øgede klimabevidsthed. Hele klimadebatten, og de problemer der skal løses, fremmer samtidig også kravet om bæredygtighed, der på mange måder er i modsætning til den liberale satsning på de frie markedskræfter, som i de senere år har været hovedhjørnestenen i både EU’s og dansk økonomisk tænkning.

Carl-Aage Jensen er marxist og civiløkonom. Læs hans økonomiske kommentar i Arbejderen den sidste onsdag i hver måned.