02 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hvem er skyld i over ti års fejlagtig administration?

Hvem er skyld i over ti års fejlagtig administration?

Lørdag, 19. februar, 2011, 10:56:49

Hvad bringer på papiret samvittighedsfulde embedsmænd ud i denne etiske sump den ene gang efter den anden, spørger Informations chefredaktør, Christian Jensen.

Sådan sagt

I går kom det frem, at integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) nu udsender personlige breve til mellem 400 og 500 børn, unge og voksne, der er født her i landet og har statsløse palæstinensere som forældre. Brevene fortæller dem, at de nu kan søge dansk statsborgerskab, og hvis de opfylder betingelserne får de statsborgerskab.

På grund af fejlagtig administration i Integrationsministeriet siden 1999 har de statsløse palæstinensere været forhindret i at få det danske statsborgerskab, som de efter to særlige FN-konventioner næsten har automatisk ret til.

Tilbage står imidlertid spørgsmålet, hvordan kunne det ske?

– Det er jo ubegribeligt, at en sådan fejl kan ske, siger Birthe Rønn Hornbech til Politiken.

Spørgsmålet er imidlertid, om det er ubegribeligt, eller om der er noget grundlæggende galt hos de danske myndigheder.

I Information skriver chefredaktør Christian Jensen den 15. februar med udgangspunkt i en sag om en mexicansk kvinde, Carolina Aviña Ortega, som er blevet fejlagtigt vejledt af Udlændingeservice og politiet.

»Sammen med Carolina sidder et ukendt antal udlændinge i dag tilbage som ofre for myndighedernes vildledning. Og med denne sag følger en række beslægtede sager. Således har Integrationsministeriet som bekendt også tilsidesat sin vejledningspligt i forbindelse med de ulovlige afslag på statsborgerskab til statsløse palæstinensere født her i landet. Og tilbage i 2008 modtog Udlændingeservice kritik fra Folketingets ombudsmand for at have undladt at vejlede om danskeres ret til familiesammenføring via den såkaldte Metock-dom. Der tegner sig altså et ubehageligt billede af systematisk tilsidesættelse af gældende regler og almindelig omhu hos udlændingemyndighederne«.

Og Christian Jensen undrer sig over embedsmændenes rolle i disse sager:

»Hvad bringer på papiret samvittighedsfulde embedsmænd ud i denne etiske sump den ene gang efter den anden? Hvad får embedsmænd til at udskrive vejledninger, som efterfølgende viser sig at være vildledninger?

Når myndighederne forsømmer at informere borgerne om deres rettigheder, er det jo ikke på grund af uvidenhed. Vi har ikke at gøre med undskyldelige amatører uden indsigt i stoffet. Det så vi i sagen om de statsløse, hvor embedsmænd i ministeriet ligefrem har skrevet en håndbog for forståelse af de regler, de i hverdagen så stort på. Det ville være komisk, hvis det ikke var, fordi deres praksis knuser menneskeskæbner.

Hvis embedsmændene begår deres vildledning for at tækkes deres politiske chef, bør de fyres. Hvis de gør det efter direkte eller indirekte politisk pres, bør de fyre politikerne.«

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. feb. 2011 - 10:56   30. aug. 2012 - 19:18

Idekamp