De sidste 15 år har skabt mindre velfærd for mange. De lave kontanthjælpssatser har kunnet finansiere skattelettelser for de mere velhavende og fået nogle i arbejde, men skubbet flere ud i langvarig fattigdom.
af Preben Brandt
I de sidste måneder har den politiske debat igen og igen drejet sig om, hvordan vi sikrer os, at vi også i fremtiden kan have råd til den velfærd, som alle midterpartierne, hvad enten det er de regerende eller dem i oppositionen konstant taler om og henviser til som værdifuldt.
Der bliver ikke rigtigt talt om, hvad der menes med velfærd og hvem velfærden inkluderer. Det er som om »velfærd« er blevet et plusværdi udtryk, som vi alle kender og forstår og er enige om. Lige nu er det efterlønnens afskaffelse, der skal sikre økonomi til at fastholde det velfærdssamfund, som også statsministeren – og den mulige næste statsminister – ønsker sig i fremtiden.
Men hvad er det for velfærd, de taler til os om? De sidste 15 år har skabt mindre velfærd for mange. De lave kontanthjælpsydelser har kunnet finansiere skattelettelser for de mere velhavende og fået nogle i arbejde, men endnu flere til at havne i langvarig fattigdom.
Afskaffelse af efterlønnen vil utvivlsomt have den samme effekt, nemlig at nogle vil fortsætte med at arbejde, mens andre, trods alle forsikringer, vil blive forarmede.
Ulighed i sundhed
Uligheden i sundhed er stor og socialt skabt. Nogle modtager ikke den behandling, de her brug for, mens andre får førsteklasses behandling i de dyrt betalte private sygehuse.
Det er kommet snigende som en folkesygdom, der langsomt har udviklet sig. Vi er blevet indoktrinerede til at tro, at værdier alene handler om økonomiske regnskaber, og om at der er dem, det kan betale sig at have med og dem, der ikke er nogen værdi ved.
Det ser for mig ud som om, det er lykkedes at forføre en stor del af befolkningen, ikke mindst den del af befolkningen som udgør den store magtfulde middelklasse.
Sådan har jeg set verden i dagene op til, at jeg skulle i gang med at skrive denne klumme. Og det har fået mig til at tænke på en debatbog, jeg skrev i slutningen af 90’erne. Den fik den dobbeltbetydende titel »Udelukkende velfærd«.
Jeg bekymrede mig dengang over den tendens, jeg så i samfundsudviklingen, og som jeg tolkede som middelklassens griske sætten sig på velfærdsydelserne.
Tørre tal og moral
Jeg skrev dengang i forordet: »Vi taler så meget om velfærdsstaten i disse år. Ikke som for 50 år siden som et mål og slet ikke som en drøm for en fjern fremtid. Men som en samfundsform, det er lykkedes at skabe her i vores rige land, og som vi nu skal enten passe på, redde eller justere, så den samfundsform kan blive bevaret og brugbar også i de kommende år.
Velfærdsstaten er på alle måder og på mange forskellige niveauer til heftig debat for tiden. Men trods forskelligheden i debatten synes jeg, der alligevel er en ganske stor lighed, nemlig at den langt oftest drejer sig om velfærdsstaten diskuteret ud fra økonomiske perspektiver: Har vi nu råd til dit eller dat? Vil det være økonomisk forsvarligt at sikre borgerne på det eller det sæt? Skal alle have den eller den ydelse uanset anden indtægt?
Jeg er fuldt på det rene med nødvendigheden af også at betragte velfærdssamfundet som en virksomhed, der skal løbe økonomisk rundt. Men det er jo ikke kun penge, det drejer sig om, hvis vi også vil tale om velfærdssamfundet som et godt sted at leve, eller hvis vi vil vove at diskutere hvad et godt liv er. Det er heller ikke kun på det økonomiske niveau, at man skal forholde sig til ansvarlighed,og til hvordan man gør det gode.«
Jeg var vel næppe den eneste, der så sådan på det. Mange af os har godt nok ladet os lulle ind i forestillingen om, at der kun er en mulighed, de kolde tal. Og velfærd der sikrer de værdige og udelukker de uværdige.
Lad mig så slutte med de sidste sætninger, jeg dengang skrev i bogen. »Det kan blive værre i de kommende år. Hvor slemt vil afhænge af os. Vores måde at indrette os på med os selv og med dem, er det afgørende for, hvordan det vil gå. Det drejer sig om holdninger, og det drejer sig om moral.«
Det blev værre og opfordringen er stadig fuldt gældende.
Preben Brandt er hjemløseaktivist, formand for Projekt Udenfor og tidligere formand for Rådet for Socialt Udsatte.
Læs han socialpolitiske klumme den første onsdag i hver måned i Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
