Regeringen mener ikke, at det er politikernes opgave at blande sig i overvejelser om, hvor fremtidens vækst vil være. Det er det private erhvervsliv bedst til.

af Carl-Aage Jensen

På kun to år er den politiske og økonomiske dagsorden i Danmark blevet fundamentalt ændret på grund af den økonomiske krise og dens konsekvenser.

Da den økonomiske boble var sit højeste kunne Danmark »nærmest købe hele verden« ifølge daværende finansminister Thor Petersen. 

En lav arbejdsløshed og de store årgange på vej mod pensionen fik økonomer og politikere til at forudse mangel på arbejdskraft som Danmarks største problem i fremtiden.

Med det finansielle sammenbrud blev den danske økonomiske situation også ændret radikalt. Siden er der kommet cirka 170.000 flere arbejdsløse på bare to år, hvilket selvfølgelig belaster statens budget på grund af manglende skatteindtægter og som følge af øgede udgifter til dagpenge.

Mange af landets firmaer gik fra store overskud til underskud og staten selv budgetterede i 2010 med et underskud på over 90 milliarder.

Angreb på velfærd

Spørgsmålet er oplagt: Hvordan kommer Danmark ud af krisen, og hvad skal Danmark leve af i fremtiden? Det burde være et af de mest centrale emner i den politiske debat.

Den dårlige økonomi har fået regeringen til at indlede et frontalangreb på væsentlige dele af den kollektive velfærd i sin iver efter at vise »økonomisk ansvarlighed« og handlekraft. Nu skal den offentlige sektor spare sig ud af underskuddet med vægt på forringede velfærdsydelser.

Et af de store udspil fra regeringens side er afskaffelsen af efterlønsordningen. Den økonomiske effekt af regeringens efterlønsindgreb er imidlertid meget tvivlsom.

Regeringen har fremlagt beregninger, der viser, at staten sparer cirka 16 milliarder kroner om året, hvis efterlønnen bliver afskaffet.

Forudsætningen for regeringens beregninger er baseret på, at hovedparten af de 170.000, der i dag er på efterløn, får et arbejde i stedet.

Andre beregninger, som vismændene anerkender, viser derimod, at det vil koste staten cirka otte milliarder kroner om året at afskaffe efterlønnen, hvis ingen af efterlønnerne får arbejde.

Mange af dem, der går på efterløn, er i forvejen i udkanten af arbejdsmarkedet enten på grund af dårligt helbred eller som følge af manglende efterspørgsel på arbejdskraft over 60 år. Post Danmarks fyringsrunde er et klart eksempel på den sidste tendens.

VK har ingen plan

Betingelsen for, at det giver nogen økonomisk mening at afskaffe efterlønnen, er, at der skabes job, som efterlønnerne kan overtage, hvilket ikke er situationen i dag. Faktisk ligner situationen i dag meget mere situationen den gang, efterlønnen blev indført.

Stor arbejdsløshed blandt unge i slutningen af 70’erne fik den daværende regering til at indføre efterlønnen for, at ældre kunne overlade pladsen på arbejdsmarkedet til de unge.

Der er ingen udsigt til, at den nuværende jobsituation vender foreløbig, hvilket også har fået nogle økonomer til at indrømme, at det i hvert fald ikke er en hasteopgave at skabe mere arbejdskraft.

Samtidig barsler regeringens vækstforum med en rapport, som skal danne rygraden i regeringens vækststrategi, som den vil gå til valg på.

I det første udkast er hovedelementerne i vækststrategien, at der skal skabes mere konkurrence både indenfor det private erhvervsliv og i den offentlige sektor. Blandt andet foreslår udkastet tvungen udlicitering af flere offentlige opgaver, så de private firmaer kan få en større del af omsætningen i den offentlige sektor.

Konklusionen er klar: Der er lagt op til, at regeringen vælger en klassisk liberal strategi, hvor den private sektor forkæles, for at det frie initiativ kan redde Danmark ud af krisen, samtidig med, at regeringen vælger en destruktiv vej for den offentlige sektor. 

Regeringen har taget afstand fra SF’s vækstudspil, fordi SF mener, at Danmark skal satse på vækstmarkederne. Det er ifølge regeringen slet ikke politikernes opgave at blande sig i overvejelser om, hvor fremtidens vækst vil være. Det er det private erhvervsliv bedst til.

Regeringen har med andre ord ingen plan for, hvordan Danmark skal udvikle sig fremadrettet i fremtiden.