Jeg får den samme fornemmelse når den inkompetente sanger i x-faktor går i gang og når Claus Hjort Frederiksen fremlægger regeringens økonomiske strategi.

Hvorfor tror de, at de kan synge? Det et er af de spørgsmål som x-faktor har udløst. Den ene efter den anden stiller op med en fast overbevisning om, at den sang, der kommer ud, er skønsang, lige som de forestiller sig den. Men hvorfor kan de ikke selv høre det?

Ifølge forskere skyldes det Dunning-Kruger effekten, der går ud på, at vores uvidenhed gør, at vi ikke kan erkende vores uvidenhed. »Når du er inkompetent, er de evner, du skal bruge for at gøre det godt præcis de samme evner, du skal bruge for at kunne genkende, hvad der er godt«, forklarer psykolog David Dunning.

X-faktor er kun showbusiness. Men den samme fornemmelse som jeg får, når den inkompetente sanger går i gang, får jeg også når finansminister Claus Hjort Frederiksen fremlægger regeringens økonomiske strategi. Blot efterlader det ikke en med eet gram medlidenhed. Til gengæld kan hans arrogance bringe en i affekt.

Politisk økonomi

Egentlig er økonomi for ham ret ligegyldigt. Eller rettere sagt, han bedriver politisk økonomi. Derfor angrebet mod efterlønnen. Det kan ikke begrundes økonomisk. Til gengæld er det en politisk aktion, som for det første afvikler rettigheder til fordel for almisser. De konservative almissearistokrater har længe arbejdet for dette.

For det andet viser en ny undersøgelse, at en mand blandt den bedst stillede fjerdedel af befolkningen har en middellevetid på 81,4 år. Det er 10 år længere end en mand blandt den fjerdedel af danskerne, der tjener mindst. Det er en markant forskel, som understreger, at regeringens »lighedspolitik« virkelig er rettet mod en stor gruppe i samfundet.

Sådan er den politiske økonomi er fyldt med generaliserende kategorier. For eksempel også om levetid, når der i forhold til afskaffelse af efterløn og hævelse af pensionsalder sker en generel hævning. Undersøgelsen viser imidlertid, at forskellen i middellevetid er næsten fordoblet på 20 år.

Ned og ned

Regeringen har nedsat et vækstforum, som skal få gang i Danmark. Det har givet anledning til stort ståhej, eftersom regeringen har skudt afskaffelsen af efterlønnen ind på bordet. Her handler det igen ikke om at »spare penge«, men om løntryk.

Jo flere arbejdsløse der er, jo mere kan lønnen presses nedad. Det lægger liberalisterne ikke skjul på. Dansk Industri siger det også på en anden måde. For dem handler det om konkurrenceevne.

Men hvor langt skal vi ned? Krisen rammer bredt. I USA, som i årtier har ført en meget brutal lavtlønsstrategi, som har fået lønningerne til at falde over lang tid for de fleste, har krisen givet denne udvikling et yderligere skub. For dem, der har fået job i 2010 og som var blevet fyret fra 2007 og frem, er lønnen faldet med 20 procent.

Det er præcist denne negative spiral, som regeringen vil være med på. Det store spørgsmål er imidlertid, om den strukturelle krise, der ligger oven i den almindelige kapitalistiske økonomikrise, vil give vækst på vore breddegrader? Især, når den politiske økonomi, som regerin-gen lægger for dagen, trækker et skarpt skel mellem privat og offentlig. Her er den politiske økonomis fortælling, at den private sektor skaber værdier, mens det offentlige bureaukrati kun formøbler de skabte værdier.

Brug for en anden politisk økonomi

På den korte bane er den eneste løsning at værdsætte mennesker i deres forskellige situation og forløse deres potentialer gennem arbejde og uddannelse.

Dernæst at forstå de potentialer, der ligger i det offentlige område – også i forhold til produktudvikling, hvor produkterne er designet i en helt anden social sammenhæng og med en anden hensigt, end til det simple marked.

Ved at sætte produktion, uddannelse, forskning og kultur ind i et praktisk samfunds-udviklende perspektiv vil både vækst og skrump få en helt anden betydning. Til gengæld kan vi begynde at bygge samfund.