Man tror i det hele taget ikke en døjt på, hvad politikere siger. De skal nemlig ikke nødvendigvis sige, hvad de mener er rigtigst. De siger, hvad de mener henter flest stemmer.

^{Skærveknuseren}_{af Kjeld Stenum}

I forbindelse med den skandale omkring dioxinholdigt dyrefoder, som huserer i Tyskland, fremkom det nyligt i medierne, at denne dioxin også var nået til Danmark i form af hønsefoder. Og disse høns havde lagt æg, som var ruget ud til kyllinger, som heldigvis endnu ikke havde nået slagtemoden alder. Så man havde fuld kontrol over sagen.

Det havde man så alligevel ikke helt, da et beskedent antal æg tilsyneladende også var sluppet ud i majonæse-produktionen. Men det gav anledning til så lidt dioxin, at det var absolut ufarligt for mennesker, beroligede man.

Nå ja, sådan skal de jo sige, de skide politikere, for at forebygge en panik, der går ud over majonæsesalget, tænkte jeg automatisk og troede ikke en dyt på det, for hvordan kunne de vide det? Dioxin er dødsensfarligt selv i ekstremt beskedne mængder, og grænseværdier er politiske vedtagelser, ikke objektive fakta. Men heldigvis hader jeg majonæse, tænkte jeg egoistisk videre, så lad dem lyve!

Så blev jeg opmærksom på, at ikke blot Fødevarestyrelsen, men også DTU stod som underskriver af den beroligende udtalelse. Jeg gætter på, at DTU egentlig ikke har gjort andet end at beregne, at forekomsten af dioxin i majonæse ville være under den vedtagne grænseværdi, som de så næppe forholdt sig til.

Men det giver alligevel anledning til mere forhåndstillid fra min side, når der står videnskab bag. For den skal jo netop ikke nødvendigvis sige, som man havde gjort. Den skal sige, som den mener, det er rigtigst at sige.

Sådan er det ikke i nær så stort omfang med ret meget andet. Og slet ikke med politikere. Nylig var det fremme, at vores statsminister havde udvist en lemfældig omgang med sandheden, da han havde benægtet, at staten havde haft større udgifter ved at lade privathospitaler behandle patienter, end hvis man havde ladet det offentlige sygehusvæ­sen tage sig af sagen.

Men Politiken havde fået aktindsigt i sagen, og privathospitalerne har fået flere penge for at udføre operationer, end det offentlige sygehusvæsen ville have fået.

Nå ja, tænker man og trækker på skuldrene. Man havde jo ikke troet en døjt på ham statsministeren i forvejen. Man tror i det hele taget ikke en døjt på, hvad politikere siger. De skal nemlig ikke nødvendigvis sige, hvad de mener er rigtigst. De siger, hvad de mener henter flest stemmer. Passer virkeligheden ikke lige ind i det, kan den vel tillempes.

Man tror i det hele taget ikke en døjt på, hvad politikere siger. De skal nemlig ikke nødvendigvis sige, hvad de mener er rigtigst. De siger, hvad de mener henter flest stemmer.

Sproget er et heksemiddel. Er man god til at bruge sproget, kan man få alting til at lyde, som om det nødvendigvis må være rigtigt.

For eksempel hævdede Venstres Kristian Jensen, der også er partiets næstformand, forleden i DR2’s Debatten, at det med om efterlønnere ville komme i arbejde ved efterlønnens afskaffelse svarede til den diskussion, man havde haft, da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Ville de så ikke fortrænge mændene? Men det havde de ikke gjort, kvinderne var kommet ud, og så var jobbene kommet. Og på samme måde ville det med politikergaranti gå med efterlønnerne.

Hokus-pokus! En overbevisende parallel! Men desværre også en køn gang demagogisk ølkasseøkonomi. Kvinderne kom ikke ud på arbejdsmarkedet som følge af en politisk beslutning, men som følge af, at der var efterspørgsel efter deres arbejdskraft. De havde kapitalismens konjunkturer i ryggen, med andre ord, det var jo i de glade tressere.

Det er helt modsat med efterlønnerne. Der er ikke job til dem på arbejdsmarkedet, de sorteres systematisk fra, allerede som arbejdsmarkedet er. Og der opstår ikke flere job, bare fordi politikerne vedtager, at efterlønnerne skal ud og byde sig til.

Det nytter ikke noget, det gør der altså ikke, uanset hvor god man er til at manipulere med sproget. Så hvis der er fortjeneste på at tage efterlønnen fra efterlønnerne, er det kun den fortjeneste, der kommer af at sparke enten dem selv eller dem, de fortrænger, ud i elendighed, når den efterhånden meget korte dagpengeperiode er brugt op.

Alligevel scorer vores trængte statsmi­nister point på den koldbøtte, han slog ved i sin nytårstale at opsige det herskende forlig om efterlønnen. Og hvordan kan det være? Er det fordi, vi giver ham ret?

Nej, jeg tror, han scorer point, fordi vi for en gangs skyld føler os overbeviste om, at han siger, hvad han virkelig mener. Han tror virkelig på, at det er bedst for os alle, at pengene tages fra arbejderne og overføres til kapitalisterne, der så vil investere dem i job, som vil skabe rigdom til samfundet.

Sådan fungerer kapitalisme ikke, men det tror han. Og vi er instinktivt så glade for ærlighed, at vi umiddelbart fatter sympati for folk, når de viser det, hvad enten vi er enige med dem eller ej.

Grunden, til at vi reagerer sådan, er, at vi er dybt afhængige af at være i et samfund, der fungerer. Og det kan det kun, hvis vi overhovedet kan stole på hinanden. Derfor har vi hårdt brug for, at flest af os det meste af tiden er ærlige. Ellers kan vi jo ikke regne med nogen ting.

Hvis ikke vi gennemgående kan have tillid til hinandens sproglige meddelelser, går vores samfund simpelthen i opløsning. Det duer ikke uafladeligt at fyre ting af bare for at lukke munden på modstanderen. Kun hvis vi bekymrer os om at finde frem til det rigtigste, kan vi føre en dialog, som kan forandre ting i verden. Det er den slags dialog, der bærer samfund.

Gid vi drev den politiske beslutningsproces, så den var åben for den dialog. Hvilke samfund kunne vi så ikke bygge! I stedet slår vi os til tåls med systematiske løgnere. Hvilke samfund kan det ikke få til at styrte i grus!