…Hvis han gav en hurtig bajer, kunne vi vel godt lige mødes…

^{Skærveknuseren}_{af Kjeld Stenum}

For godt et par år siden fortalte jeg historien om, hvordan jeg blev fyret fra et større entreprenørfirma, hvor jeg dengang havde været ansat i en fem-seks år. Årsagen til, at jeg blev fyret, var, at jeg var raget uklar med mester, fordi han forsøgte at få mig til at udføre et stykke arbejde fra en saxlift på en ulovlig måde, og jeg nægtede.

På fyresedlen stod der ganske vist: »Midlertidig hjemsendt på grund af arbejdsmangel« og ikke: »Fyret for at nægte at arbejde ulovligt fra saxlift«. Men det handlede kun om, dels at jeg ikke skulle have noget at rende i fagforeningen med, dels at man ved at skrive »midlertidig hjemsendt« i stedet for »opsagt« kunne slippe for at give mig det tre-ugers-varsel, som min anciennitet ellers berettigede mig til.

Det værste i historien var næsten, at mester var for fej til selv at komme ud og eksekvere »henrettelsen«, i stedet sendte han sin formand, som er af den slags, der gerne vil være ven med alle, og som derfor er tilbøjelig til at skræve, til bukserne revner, i konfliktsituationer.

Jeg havde oven i købet gået meget makker med denne formand, før han blev formand, og han havde bestemt ikke været glad for den opgave, mester nu havde givet ham. Men selvfølgelig var jeg sur på ham også, han havde jo accepteret at gøre det.

Hvad jeg ikke fik fortalt dengang, var fortsættelsen. Og da den er en smule relevant for den tilstundende højtid, får den gøre det ud for dette års julehistorie.

Der skete nemlig det, at et par måneder efter fyringen blev jeg ringet op af ham min gamle formand. Fyringen var sket i oktober, og opringningen kom hen under jul. Jeg troede jo, at det var noget med den genindkaldelse til arbejde, som firmaerne er formelt forpligtet til at iværksætte efter tre måneders midlertidig hjemsendelse.

Og jeg havde allerede i det små gået og glædet mig til at fortælle, at alt det pis kunne de stikke skråt op, jeg havde for længst fået nyt arbejde og havde ikke tænkt mig at komme igen.

Men det var slet ikke det, det handlede om. Nej, det havde han skam hørt gennem jungletrommerne for længe siden. Nej, det, som han ringede for, sagde han, var, at formelt set var jeg jo stadigvæk ansat i firmaet. Jeg var straks på vagt og protesterede. Rævekager, tænkte jeg, rævekager!

…Hvis han gav en hurtig bajer, kunne vi vel godt lige mødes…

Jo, men han så i hvert fald sådan på det, at jeg stadig var ansat, sagde han, og derfor havde han også bestilt firmajulegave til mig. Nu var problemet bare, hvordan han skulle få den afleveret.

Det var den første spand koldt vand på min vrede. Men jeg havde ikke meget lyst til at møde ham og heller ikke til at få julegave fra det firma. Og jeg var tæt på at hvæse, han kunne beholde den selv, og smække røret på, for det havde jeg stadig meget lyst til.

Men – jeg er jo efterhånden en ældre mand og har ikke godt af at hidse mig sådan op. Desuden har jeg vel efterhånden også erfaret, at ingen er fejlfri, ikke engang vi selv, derfor bør vi også holde lidt igen med at dømme hinanden alt for hårdt. Så jeg nøjedes med høfligt at sige, at han da ikke skyldte mig nogen firmajulegave, og det passede heller ikke så godt for mig at hente den, for jeg havde meget langt at cykle. Såeh…

Jo, men alt det havde han skam tænkt på, sagde han, og det var derfor, han havde tænkt sig at foreslå, om ikke vi kunne mødes et sted inde i byen, for eksempel på Rio Bravo, hvor sjakket før havde været, så kunne vi drikke en julebryg.

Jeg trak på det, indeni mig kæmpede en julebryg med stejl vrede. Men vreden holdt stand. Det var nok den lille trekant i hans mave, som vi kalder samvittighed, der havde drejet lidt rundt og gjort lidt ondt, tænkte jeg, det gør den slags trekanter i vores maver jo, hver gang vi gør noget, vi har det skidt med.

Indtil vi har lavet så meget lort, at spidserne er slidt helt af, så kan vi ikke mærke den længere. Og jeg ville helt ærligt skide på hans samvittighed, det havde han bare godt af.

Julegaven i år var også noget, der kunne drikkes, lokkede han.

Omsider begyndte vredens mur at knage. Nå ja, hvad skidt, tænkte jeg, når han nu blev sådan ved, vi er som sagt jo alle mennesker og skal ikke dømme hinanden for hårdt. Og han havde jo sådan set været en meget flink fyr. Lidt for flink, måske, men når det kom til stykket, var det nok i længden ham selv, det var værst for.

Og hvad glæde havde jeg vel af, at han gik og havde det skidt med sig selv? Jeg havde jo fået andet arbejde og tjente oven i købet en smule mere. Joh, men, hvis han gav en hurtig bajer, kunne vi vel godt lige mødes, endte det så med, at jeg sagde.

Det blev han glad for. Og på den måde kom det i stand, at min forhenværende formand og makker og jeg mødtes på det legendariske værtshus Rio Bravo inde nær Rådhuspladsen, hvor rådne forlig har det med at grundlægge forfald i Danmark, og hvor man kan købe stegt flæsk med persillesovs til meget små penge.

Og alligevel kommer der alt det flæsk ind på bordet, som man kan æde. Og hvis man ikke spiser op, kan man få resten med hjem i en plasticpose, som én fra sjakket havde fået sidst.

Formanden og jeg fik dog ikke stegt flæsk, til gengæld blev vi selv lidt halvstegte. Og da vi noget senere gik derfra, jeg med min drikkelige julegave under armen, havde julens hellige klassefred sænket sig i vore hjerter.

Det måtte vi gøre hvert år, sagde formanden og gav hånd til farvel. Og jeg nikkede, ja, det måtte vi helt bestemt. Og vi vidste begge to, at det ville aldrig ske.